Alderdommen bliver kun respekteret, hvis den kæmper for sig selv, forsvarer sine rettigheder, undgår afhængighed af nogen som helst og fastholder kontrol over sig selv til sidste åndedrag. Cicero Aldrig har alderdommen varet længere. Aldrig har så mange kunnet få del i den. Aldrig har de ældre og de gamle haft det bedre. I alle tilfælde når vi taler om vores del af verden. Den vestlige. Den velhavende. Men som Bernardino af Siena sagde: »I kæmpede for at nå den, I ønskede brændende at opnå den, I var bange for ikke at nå den, og nu, hvor den er kommet, klager I«. »Alle ønsker at nå en høj alder, men ingen ønsker at være gammel«. Gift og galde Ikke meget er ændret siden den italienske munk, missionær og kirkereformator udtalte sig i 1400-tallet. 'The Long History of Old Age', en netop udgivet britisk basse af en bog, som bevæger sig fra de gamle grækere op gennem tiden til vore dage, er fuld af beretninger om gigtplagede lemmer, knagende knogler, løbende øjne og ynkelig ensom alderdom i fattige kår. Men også om skamløs liderlighed, grådig griskhed, gnavpotteri, for ikke at tale om fornærethed til selve gravens rand. Foruden grimme rynker, hæslige vorter, skæve rygge, krogede ben og ophobet gift og galde. Sidstnævnte befandt sig i gamle koner, som ikke mere menstruerede. Brændt på bålet Som enhver vidste i gamle dage, fra antikken til flere hundrede år efter middelalderen, var kvinder urene under de månedlige blødninger. Men når blodet så omsider holdt op med at løbe, hobede det sig op i kroppen på de gamle koner, som således blev fulde af edder og forgift, der kunne bruges til ondsindet trolddom. Mensesblod kunne i sig selv være dødbringende at røre ved, men værre var en kvinde efter blødningernes ophør. Hun var i stand til at få græs til at tørre ud, frugt til at skrumpe og træer til at miste safterne. Hunde blev gale og spejle splintrede, blot en sådan kvinde var i nærheden. Og det var, når hun ikke engang prøvede. Tog hun sig sammen, kunne en sådan kvindes blik dræbe. Derfra var tanken om bålet ikke langt væk, og især i 1700-tallet brændte de lystigt. I flammerne stod som oftest fattige gamle og udslidte koner. Til spot og spe Gamle kvinder har været ofre for had og mistro gennem hele den vestlige historie helt op til vor tid. Det har altid været en fordel at være en mand og især en velhavende og magtfuld mand. Men skulle man endelig være fattig, var det værst at være en fattig kvinde. Udslidte af arbejde og børnefødsler bar mange af dem alderdommens præg af forfald og ynkelighed i en ung alder. Sindet har nok heller ikke været det venligste. Det har altid været et ideal at være en aktiv mand fra de bedre kredse, såvel i samfundslivet som i kunst og litteratur. Både græsk og romersk litteratur er fuld af groteske beretninger om liderlige, fordrukne gamle koner, og tendensen fortsætter op gennem tiden. Gamle koner var unyttige, marginaliserede og kunne hånes. Gamle mænd, hvis de var fattige eller viste upassende interesse for yngre kvinder, blev også spottet. Men ikke i samme grad. Liderlighed og hykleri I det 14. århundrede beskrev William af Deguileville i 'Pèlerinage de la vie humaine' dyder som Barmhjertighed, Godgørenhed, Fornuft og Flid som unge prægtigt klædte kvinder, mens laster som Stolthed, Dovenskab, Frås, Vrede, Liderlighed, Forræderi og Hykleri er legemliggjort i gamle kællinger. Dovenskab er en grim, behåret, beskidt og stinkende gammel kone. Stolthed er en overvældende fed kone, som på grund af sin fedme ikke selv kan gå, men rider på Smiger med en pisk i den ene hånd til at drive gangeren frem og et spejl i den anden hånd, som hun beundrer sig selv i. Hykleri fremstilles som en gammel kone dækket af en lang kappe for at skjule hendes grimhed. Men misundelsen kravler i hendes mave som en slange, og hun er mager og tør uden kød og blod. Den tørre tid Alderdommen blev gennem tiderne fremstillet som en tør tid, både for kvinder og mænd. Man blev tør, hård og rynket. Men var man heldig, fik man pleje med varme drikke, vin og god mad i form af små lette måltider. En diæt, man har kendt siden arilds dage, fra før man vidste, at man kunne gøre noget ved alderdommens sygdomme og skrøbeligheder. Ro, renlighed, pleje og regelmæssighed har altid været et probat middel til at nå en høj alder. Historien viser, at de bedste steder at opholde sig, hvis man ønskede at blive gammel, har været klostre. Men ikke alle har jo kunnet eller villet søge ly under kirkens vinger. De har måttet nøjes med at satse på at overleve de første leveår. En bedrift, som er ganske uden for individets kontrol. Bedre sundhed og hygiejne, lægevidenskabens landvindinger med hensyn til en lang række sygdomme har nedsat børnedødelighed og dermed hævet levealderen de fleste steder i Europa inden for de seneste 100 år. Alderdommen er blevet forlænget mærkbart - takket være pensioner, som inden for de seneste generationer er blevet tilgængelige for alle. Til gengæld er fødselsraten faldet i de fleste lande. Men det er en ganske anden historie. Afsked for livet Indtil forrige århundrede har det at overleve barndommens sygdomme og farer været det mest probate middel til at blive gammel. Thi også i gamle dage var der mange gamle mennesker; den lave gennemsnitsalder skyldtes den udbredte børnedødelighed. Hvis man i et nostalgisk øjeblik i dag for sig ser et billede af 'gamle dage' som et familieportræt af unge og gamle i skøn samdrægtighed, glade rosenkindede familier med bedstemor eller bedstefar i centrum, er det et glansbillede, der ikke har bund i virkeligheden. Vi skal op til vor tid, før det er realistisk. Indtil for ganske nylig havde de længst overlevende en stor risiko for at være ganske ene, mere ensomme, end de gamle er i dag. Enten var deres børn døde, eller de var rejst væk. At rejse væk var indtil for ganske nylig en afsked for livet. Man så aldrig hinanden igen, selv om der ikke var et helt hav, som skilte. Tilbagetrækning En anden myte, 'The Long History of Old Age' grundigt punkterer, er, at familier før i tiden levede i skøn samdrægtighed. Først for nylig har man fået aldersrenter og pensioner, som alle kan opnå. Indtil da gjaldt det om at holde på hat og briller og alt, hvad der var ens ejendele. Uden at kende det mindste til Marcus Tullius Cicero og dennes gode råd et par menneskealdre før vor tidsregning har folk med store og små formuer, lidt eller meget jord, haft et fast greb i det, der var deres, til sidste åndedrag. Har de givet det videre, skrev man som i Frankrig og andre steder i 1700-tallet overdragelsesdokumenter, der i detaljer gav den ældre generation rettigheder, bolig og nok til livets opretholdelse trods det, de havde videregivet ejendommen til den næste generation. Man havde ikke megen fidus til børnenes loyalitet. Mange valgte derfor at holde fast, for ganske sigende betød ableben, den østrigske term for at trække sig tilbage, også 'at dø'. At miste ejendom betød at miste magt, hvilket kunne være fatalt, nærmest lig døden. Gennem tiden, helt fra grækerne, har man regnet alderdommen som indtruffen mellem 60 og 70 år. Jo senere man gav slip på et aktivt liv, jo senere blev man regnet for gammel. At være gammel blev sjældent regnet for noget godt, men snarere for en svag og hjælpeløs tilstand. Det gjaldt dog ikke for Gud, som helst skulle være gammel og klog med langt hvidt skæg. Har det da været én lang elendighed at være gammel? Nej. Det har f.eks. været rigtig godt at være en magtfuld gammel mand i Venedig i republikkens storhedstid, hvor det regerende råd og dogen næsten ikke kunne blive gamle nok. Mellem 1400 og 1600 var dogernes alder i gennemsnit 72 år, når de blev valgt. Deres alder blev regnet for en fordel: De var vise og kloge ... og så sad de ikke for længe i embedet. Af og til snød alderen dog. En doge styrede byen, til han var 97 år. Rige enker Det har heller ikke været så ringe at være en rig kvinde og især ikke en rig enke. Enkerne havde kontrol over deres formue og skulle i flere samfund ikke mere spørge nogen mand om lov. 'Den glade enke' kommer ikke af ingenting. Ligesom de andre rige fik de bedre kost, bedre pleje og viste dermed ikke så mange ydre tegn på alderens forfald. Derfor fik de mere værdigt liv, og de kunne bestemme selv over deres tilværelse, hvilket - som vi jo ved i dag - fører til mindre stress og større tilfredshed. Selv efter overgangsalderen kunne disse kvinder få et godt liv og sågar få samfundsposter af en vis værdi. 'The Long History of Old Age' har flere beretninger om velhavende madammer, der langt op i årene stod for husholdningen i deres hjem, eller som slog sig sammen i en slags kvindekollektiver. »Klag ikke over alderdommen. Hvor meget godt har den ikke bragt mig, som var uventet og skønt. Jeg slutter heraf, at slutningen af alderdommen og af livet vil være lige så uventet smukt«, skrev Tolstoj, som ganske vist var en mand og derudover medlem af den privilegerede klasse. En gammel fattig russer ville nok ikke være enig, hverken for 100 år siden eller i dag. Surhed og misundelse Nyttige, selvhjulpne gamle ved godt helbred har der dog altid været brug for, mænd som kvinder. Man genkender bogens historiske gennemgang af tilværelsen for gamle koner i Europa, der under usle omstændigheder har fået overladt en gruppe spæde og småbørn, fra det man oplever i vor tids Afrika. Her må de ældste og de yngste mange steder i dag finde sammen for at overleve. De, der kan yde, har ikke alene klaret sig bedre og overlevet længst gennem flere tusind års europæiske historie. De har også altid været mere populære end nydere. Det får jo en til at tænke på, at også her er kun lidt ændret. Den surhed og misundelse, som i dag rammer den gruppe af ældre, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og nu af yngre generationer mistænkes for at nyde livet, er den samme mistænkeliggørelse, som gamle er blevet udsat for gennem flere tusind års historie. Gammel er set som unyttig, og der er intet værre end en unyttig gamling, som oven i købet sidder på pengekassen. Den tredje alder Først i slutningen af forrige århundrede opfandt franskmændene begrebet 'den tredje alder', som betyder den aktive alderdom. Men allerede i antikken skelnede man mellem ældre og rigtig gammel. Det første betød sund og forholdsvis lebendig, og derfor ikke rigtig gammel, gerne en omkring de 60 år. Det sidste en syg og dermed afhængig. Afhængig skal man, som Cicero sagde, aldrig blive. Men ældre bliver vi. Flere og flere af os vil i fremtiden nå en høj alder. Især de, som er unge nu og nærige på de gamles vegne uden at tænke på, at en sund alderdom varer længere og kan have andre glæder end en kunstigt forlænget ungdom. Hvis vi ikke propper os med usund mad og drikker os et handikap til, er der en god chance for, at et større antal af os kan være nyttige, raske og glade til højt op i alderen. Et hårdt liv »Hvorfor er der så mange vrede gamle damer«, spurgte mine gulnæbbede små for omkring 25 år siden, da vi gik gennem det københavnske Grønttorvet på Israels Plads, og de endnu en gang havde fået et skub og et puf og et arrigt blik af en uvenlig morlille. Jeg var dem svar skyldig dengang. I dag ville jeg have sagt, at damerne havde haft et hårdt liv, som ikke havde stemt deres sind til mildhed. Men børnenes egen oldemor havde om nogen haft en slidsom tilværelse som enke med seks børn. Hun gik nu ikke og skubbede til folk, men blev gladere og venligere med alderen, da hun ikke skulle arbejde så hårdt mere. Det samme er tydeligvis sket for mange andre. Gadebilledet i dag er ikke i den grad fuldt af gamle vrede mennesker, som det var for få år tilbage. Man bliver faktisk sødere af ikke at tvinges til at knokle livet af sig. »Hvem er en gammel kvinde«, spurgte den spansk-jødiske filosof Moshe ben Maimon, kaldet Maimonides, for godt 800 år siden og svarede selv: »Den, som kaldes gammel, og som ikke protesterer«.