Et betydeligt opbud af dignitarer fra kulturlivet, og hvad der på disse kanter kaldes retfærdigheds- og demokrati-industrien, vil være på plads, når den internationalt prisbelønnede tyrkiske forfatter, Orhan Pamuk, i dag fremstilles i Sisli distriktsdomstol, tiltalt for 'bagvaskelse af tyrkisk identitet'. Straframmen er fra seks måneder til tre års fængsel. Tiltrængt opmærksomhed Der er tale om et internationalt tilløbsstykke, så når Dogan Tilic, formand for Tyrkiets uafhængige journalistforbund, siger til Politiken, at han er »lykkelig for, at landets mest læste forfatter nu står tiltalt for noget nær landsforræderi«, mener han det bogstaveligt. »Selv om det naturligvis er formuleret ironisk«, forsikrer han skyndsomst. »Men sagen mod Pamuk kan blive en lykke for dette land, eftersom hans berømmelse medfører enorm lokal og international opmærksomhed om de bedrøvelige vilkår for ytringsfriheden i Tyrkiet«. »Hans person sætter fokus på en lov, vi andre har protesteret imod i måneder uden at nogen hørte efter, og som indebærer, at de tyrkiske fængsler vil blive fyldt op med journalister, hvis den ikke ændres«. »Så jo, jeg er lige nu en lykkelig mand«. Urørligt tabu Orhan Pamuk er ikke den eneste, der har ørerne i det tyrkiske retsmaskineri lige for tiden. Fem fremtrædende journalister og redaktører, der kritiserede en domstolskendelse om forbud mod en akademisk konference om de armenske massakrer, er også tiltalt for 'bagvaskelse' af den nationale ære, in casu det tyrkiske retsvæsen. Konferencen fandt sted i september, efter retlige fogedforbud havde forhindret to forsøg på at holde den, og er blandt intellektuelle betydningsfuld som den første revne i et nationalt tabu, der har været urørligt i 90 år. Styrkeprøve To journalister er tiltalt for i et tv-program om kuppet 12. september 1980, hvor det tyrkiske militær afsatte parlamentet, regeringen og præsidenten, at have 'bagvasket' de væbnede styrker. Så sent som i oktober fik den armensk-tyrkiske redaktør, Hrant Dink, en dom på seks måneders betinget fængsel for at have 'fornærmet' den tyrkiske nations ære. Og Dink skal igen for retten for en lignende forseelse om kort tid. Disse sager kommer, efter at Tyrkiet i en lang periode har praktiseret en yderst liberal politik overfor kritik af stat og nation, og hvor de sidste samvittighedsfanger blev sat på fri fod. Der er imidlertid meget mere på færde end overtrædelse af den ny tyrkiske straffelovs paragraffer (299-301) om 'bagvaskelse' af præsident, flag, soldater og den nationale ære - et levn fra de sikkerhedsdomstole, der blev sløjfet med de reformer, der sikrede direkte tyrkisk forhandling om EU-medlemskab. Sagerne mod de obsternasige intellektuelle ses nemlig også som endnu en styrkeprøve mellem den mod islam hældende regering, der på rekordtid har nedbrudt vitale dele af det gamle, halvautoritære system, og nationalistiske kræfter i militæret, justitsvæsenet og bureaukratiet, der med stigende rædsel iagttager, hvordan deres traditionelle indflydelse visner væk i processen. Massakre eller folkemord? Konkret er Pamuk tiltalt for i et interview i forbindelse med udgivelsen af hans seneste roman, 'Sne', i februar at have udtalt følgende til det schweiziske 'Das Magazin': '30.000 kurdere og en million armeniere er blevet dræbt i dette land, og jeg er den eneste, der vover at tale om det'. Det sidste er vel lidt af en tilsnigelse - stribevis af intellektuelle og journalister er gennem årene straffet med bøder og fængsel for at have talt og skrevet om såvel det kurdiske 'problem' som de notoriske massemord på armeniere i 1915, der var en følge af Første Verdenskrigs osmanniske alliance med Tyskland mod bl.a. det zaristiske Rusland. Armenske (kristne) militser kæmpede på russisk side og Det osmanniske Imperiums svar var en gigantisk 'folkeflytning', der kostede mellem 300.000 og halvanden million armeniere livet - tallet afhænger af, hvem man spørger. Det er en historisk kendsgerning, som da heller ikke bestrides af tyrkerne, at områdets kurdere myrdede og plyndrede løs på deres (rige) naboer, medens de osmanniske tropper, der heller ikke var blødsødne, hjalp til. Massakrerne blev siden hen kaldt det første folkemord i moderne tid. Om betegnelsen holder, er et spørgsmål om smag - og nationalitet. Tyrkerne siger, at der ikke var tale om 'systematisk' udryddelse, og derfor heller ikke folkemord i retlig forstand. Den tyrkiske regering har i øvrigt inviteret såvel armenske som internationale historikere til en kommission med tyrkiske historikere, så trådene kan udredes og arkiverne åbnes. Armenierne har sagt nej - de, og med dem mange amerikanske og europæiske politikere og parlamenter, fastholder kravet om, at Tyrkiet erkender massakrerne som folkemord, før nogen akademisk samtale bliver mulig. Senest har Belgiens parlament engageret sig i spørgsmålet. Hvorfor tyrkisk tabu? Når armeniernes skæbne trods det internationale pres stadig er et urørligt tyrkisk tabu, og har været det siden republikkens fødsel i 1923, er årsagen pekuniær. For selv om den sekulære republik formelt kan fralægge sig ansvar for osmannernes krigsforbrydelser, har skiftende tyrkiske regeringer været nervøse for, at en formel (eller de facto) indrømmelse af drabene som folkemord vil medføre krav om kompensationer i megastørrelse og mulig risiko for territoriale afståelser til tidligere armenske jordejere. Især det sidste får gysende ilinger til at løbe ned ad rygsøjlen på tyrkiske nationalister, for hvem dogmet om enhedsstatens territoriale ukrænkelighed er helligt. Det var denne problemstilling, den 53-årige Pamuk pirkede til med udtalelsen til det schweiziske magasin. Om han pirkede bevidst, eller om der røg en finke af panden, er uafklaret. Pamuk har bare sagt, at han står ved sine ord - og især hans ret til at sige dem. I det tyrkiske offentlige rum, trænet til at se konspirationer overalt, er det en udbredt teori, at Pamuk med sin udtalelse ville massere sin chance for at få Nobelprisen, som han var nomineret til dette år. Og som Pamuk selv siger: »I takt med min internationale succes er mine tyrkiske kritikere blevet hårdere og mere misundelige. Jeg har ikke fået en pris i Tyrkiet, siden jeg var 35«. Dødstrusler Dog - hans standpunkt var ikke nyt. Han har tidligere irriteret nationalistiske modstandere, bl.a. midt i 90'erne som gadesælger af en kurdisk avis, efter at dens redaktionslokaler var bombet af 'den dybe stat', uofficielle terrorgrupper på offentlige ydelser. I den internationalt skamroste roman, 'Kar' (Sne), der udspiller sig i Kars, en tidligere armensk regeringsby i det østligste Tyrkiet, har de kontroversielle synspunkter fiktionens subtile form, men ingen var i tvivl om meningen. Og da den blev sagt direkte til det schweiziske magasin, var reaktionen omgående: En hvinende nationalistpresse stemplede ham som 'forræder' og foreslog at gøre ham 'permanent tavs'. En provinsguvernør arrangerede afbrænding af hans bøger, der er solgt i hundredtusindvis i et land, der ellers ikke har en indgroet læsetradition. (Det samlede avisoplag er ca. 3,5 millioner til en befolkning på 70 millioner). De mange dødstrusler fik ham til at tage benene på nakken ud af landet for først at vende tilbage til bopælen i Istanbul i forsommeren, da han mente (medie)stormen var løjet af. Det viste sig ikke at være tilfældet - i august rejste den offentlige anklager ved 2. kriminalret i Sisli, den velstående Istanbul-bydel, Pamuk voksede op i, tiltale mod ham for 'offentlig bagvaskelse af tyrkisk identitet'. Juridiske finter Om tiltalen holder vand vil vise sig i dag - selv anklagemyndigheden synes at søge en udvej for at få sagen afvist. Det kan faktisk lade sig gøre, hvis der er enighed om, at Pamuk tiltales efter den gamle straffelov, der var gældende før 1. juni (og interviewet fandt jo sted i februar). Anklageren har i et forberedende retsmøde meddelt, at det er til fordel for Pamuk at blive tiltalt efter den gamle lov (hvor straframmen er den samme). Den gamle lov forudsætter nemlig, at landets justitsminister træffer beslutning om, hvorvidt tiltalen skal opretholdes. Hvis han ikke beslutter det, bortfalder sagen efter den gamle straffelov. Anklager og dommer synes at være enige om at anbefale denne fremgangsmåde, og dermed lander Pamuk på justitsminister Cemil Ciceks skrivebord. Eller gør han? Justitsministeren har meddelt, at han i henhold til den nye straffelov, der trådte i kraft 1. juni, og efter hvilken Pamuk i første omgang blev tiltalt, ikke vil blande sig i de 'uafhængige domstoles retspleje'. Han vil altså hverken træffe en afgørelse for eller imod, som han ellers har beføjelse til ud fra den gamle lovs kriterier. Denne tilbageholdenhed vækker undren, ikke mindst blandt EU-diplomater, der ser Pamuk-sagen som en prøvesten for den tyrkiske regerings vilje til at gøre reformarbejdet færdigt. Men en forklaring er, siger iagttagere, at justitsminister Cicek kommer fra det gamle politiske system. Som tidligere medlem af Moderlandspartiet og endnu tidligere af det nationalistiske MHP, National Aktions Parti, entrede han det islamisk hældende AKP, Retfærd- og Udviklingspartiet, af opportunisme, men med intakte nationalistiske sympatier. Han er derfor, siger kritikerne, i sit stille sind tilhænger af at give Pamuk en 'lærestreg'. Venner og støtter Så det er et åbent spørgsmål, hvor mange forbundsfæller Orhan Pamuk har på sin egen hjemmebane, når han i dag konfronterer dommer og anklager i 2. kriminalret i Sisli. Forfatterkolleger som Günther Grass, John Updike, Garcia Marquez, Borges og andre litterært prominente navne har udsendt en fælles støtteerklæring til deres betrængte kollega. Det samme har menneskeretsorganisationer med Human Rights Watch i spidsen. EU-kommissær for udvidelse, Olli Rehn er »alvorligt bekymret«. Han besøgte i oktober Pamuk i Istanbul og tog endda med ud til Kars i en omhyggeligt designet pr-kampagne for den betrængte forfatter. Men i selve Tyrkiet er det kun en begrænset elite af intellektuelle, der aktivt støtter hans sag - primært kredsen omkring den intellektuelle avis, Radikal, hvis redaktør og tre skribenter også er tiltalt for armensk tabuovertrædelse. Tyrkernes skizofreni Det tyrkiske publikum anerkender Pamuk som en blændende forfatter, hvis bøger er oversat til 35 sprog, men trods rekordagtige salgstal er han ikke populær, endsige folkekær. Mange finder, at han snobber for meget for det 'vestlige' og følgelig ser ned på det 'tyrkiske' - et skisma, han selv er inde på i talrige essays og i sin seneste bog, 'Istanbul', der er erindringer vævet ind i et portræt af den tyrkiske metropol. Her skildrer han skizofrenien i den tyrkiske stræben mod europæisk modernitet over for forankringen i islam og lokal tradition. Den skizofreni, han nu selv er offer for - også selv om domstolen vælger at afvise sagen mod ham. Som han skriver i denne uges udgave af The New Yorker (og i Radikal). »Nu smiler mine venner, der selv har stået i retssale og siddet i fængsler, og siger: Nu kan du omsider kalde dig 'rigtig' tyrkisk forfatter«. Men som han også siger i det lille New Yorker-essay: »Jeg tror ikke, jeg lander i fængsel«. Vi får se. Men alt andet end en blank afvisning i retten i Sisli vil skabe nye vanskeligheder i Tyrkiets forhold til EU. Og til den civiliserede verden.