I mange år gik jeg rundt med et superæg i min frakkelomme, ca. 30 gram bronze, støbt til beroligende balance i forholdet mellem vægt og form, glemt om sommeren, men genfundet, når vinterfrakken kom frem: Goddag, du gode form i min hånd. Goddag, Piet Hein. Hvis er du, hvis er du. Du er sgu' din egen. Og min og hele verdens. Verdensformat i lommeformat. Frisker og fornøjer Piet Hein fik engang Tietgen-medaljen for sit bidrag til den danske nationalisme, men sty'r dig, Pia Kjærsgaard, for motivationen lød: Piet Hein har gjort nationalismen til et fælles mål i hele verden, gjort nationalismen til internationalisme, til en fælles positiv oplevelse for hele verden. Et æg i hånden er en ven i ånden. Stadig godt at ha' i lommen sammen med alle digtene. Et gruk i ny og næ, det frisker og fornøjer, som isbjørnen sagde, da den tørrede sig bagi med en snebold. Et gruk er et nys fra forstanden. Alle kan forstå dem, alle kan huske dem. Astrid Lindgren sagde: »Det är obegripligt att det har funnits en tid i ens liv, när man inte ens visste att det fanns nånting som hete Gruk«. »En tid när man inte hate et Gruk til hands för att lätte livets börder och få lite perspektiv på tingen och inblick i hur alting egentligen är«. Superellipse Jeg kunne slet ikke være dansk uden Piet Hein. Jeg får det altid lidt bedre af at sidde ved hans superellipse bord. Ingen sidder for bordenden, men i ubrudt kreds med indbygget harmoni og den uforklarlige intimitet, der giver hyggen ny lyd, nyt indhold. Formen kræver stringens og nærvær, ikke den selvgode kommen-hinanden-ved, fordi vi er for dovne til at være på tværs. Det er det fælles kaffebords begavede udfordring med stålkant og hvid laminat på elegante spændben. Rigtig højrøvet hygge. Vi kan ikke få nok af de borde i Danmark. Eller i verden. Ved Vietnamkonferencen i Paris i 1969 var forhandlingerne ved at bryde sammen på forhånd, fordi man ikke kunne enes om, hvordan parterne skulle placeres ved borde af den vanlige slags, men Piet Hein løste for eneste gang i sit liv en politisk situation med et superellipsebord i kæmpeformat. Han skabte slagordet: Co-existence or No existence. Superellipsen blev til som bud på rundkørselen på Sergels Torv i Stockholm i begyndelsen af 1960'erne. Det var den fuldendte mellemproportional mellem ellipsen og rektanglet på den ene side og cirklen og kvadratet på den anden. Arkitekter og ingeniører forstod hans formel, vi andre hans form, og Stockholms byplanlæggere realiserede ellipsen, før vi andre satte os til bords og tog den i lommen. Der er også anlagt stadion i Mexico og bygget skyskrabere i Chicago efter Heins formel. Han er super global. Vidunderbarnet I dag er det hundrede år siden, at det 20. århundrede fik sit vidunderbarn, der i de følgende 90 år skrev, tegnede, tænkte og legede sig ind i den begrænsede kreds af originale danskere. Tæt på Niels Bohr, tæt på Storm P. Og noget af dem begge. Piet Hein ville fra sin tidligste ungdom afsøge sine muligheder i både den tekniske og den kunstneriske verden. I midten af 1920'erne var han elev på Kungliga Svenska Konsthögskolan i Stockholm med Albert Engström, den beåndede naturskildrer og groteske forfatter, som lærer. Hjemme i København gik han på universitetet og studerede filosofi og teoretisk fysik. Han blev også indskrevet på Polyteknisk Læreranstalt, men han fuldførte aldrig noget akademisk studium. Den kreative proces Det var den skabende proces, der optog Piet Hein, og den ville han realisere på tværs af grænserne mellem kunst og videnskab. Det humanistiske og det naturvidenskabelige var lige væsentlige for hans udfoldelser. Selv formulerede han sit grundsynspunkt sådan: »Kunst er en løsning af de problemer, som ikke kan formuleres klart, før de er løst«. Han citerede ofte Norbert Wiener, ophavsmanden til kybernetikken, videnskaben bag elektronhjernen, for tesen: Et menneske er en meddelelse. For Piet Hein var al kreativitet kunst, og han begrundede det med, at hvis vi går efter det væsentlige, det indre, det psykologiske, så er det en kreativ proces, på hvilket felt den end forekommer. Kreativiteten var ustandselig. Han opfandt og fandt på i hele sit lange liv. I begyndelsen af 1930'erne udtog han patent på 'bevægelige dukkeøjne'; han udviklede en klik-lyd, der kunne gøre det ud for sovepiller, og få år før sin død præsenterede han et solur, der angiver klokkeslættet ved skyggens vandring op og ned ad et snoet bånd. Med matematisk lune skabte han talrige spil. Einstein, som han kendte godt, spillede dem. Piet Heins bidrag til dansk lyrik, det lille gruk, er så udbredt som Grundtvigs salmer, men nok så korte og klare i deres forunderligt enkle livsvisdom. Hans skrev mere end 10.000 af dem, læst og husket, citeret og brændt på porcelænsplatter. På mere end 20 sprog. At Tænke Sig I slutningen af 1930'erne åbnede Politikens At Tænke Sig spalterne for Piet Heins Gruk, der stik imod hans natur blev bragt anonymt. I leksika og ordbøger kan man læse definitionen på et gruk som 'Lille lyrisk eller ræsonnerende aforisme i digtform og med en pointe'. Senere trådte ophavsmanden i karakter, men dog i forklædning som digteren Kumbel Kumbell, tegnet af Hein selv som en lille rund poet med hat, butterfly og lyre, ridende glad på sin pegasus. I de små vers, der især efter tyskernes besættelse af Danmark ofte skjulte en af de forbudte meninger, satte Piet Hein også dagligdagens trivialiteter fra det ristede brød til den tabte handske under evighedens synsvinkel og gav dem dimension. Hvert år til jul fra 1940 til 1963 udkom årets Gruk i bogform i yderst delikat design. Siderne var dobbelte som på de bøger, der engang skulle sprættes op, før læsningen. Men vé den, der satte papirkniven i de bevidst sammenfoldede sider. Senere er de kommet i samlede bind med tryk på hver side. Oplag på oplag hos Gyldendal. Og det vil de nok blive ved med. Selv om vi er mange, der tror, at vi kan alle de bedste og har skabt vores personlige kanon, så kan nye læsere godt begynde her. Arrogant og misantropisk Hvem var den internationale nationalist Piet Hein? Der er ikke mange bud på hans person, og selv om der er gået ti år siden, han døde, er der ikke kommet den store biografi, som stoffet må give anledning til. Der er talrige anekdoter om hans arrogance og misantropi. Tove Ditlevsen beskrev ham som en samvittighedsløs elsker i sin barske erindringsbog 'Gift'. Den talte man meget om. Dengang i 1960'erne, da jeg gik rundt med hans superæg i lommen, kom jeg ham pludselig nær. Det var i de år, da man tog DFDS-bådene fra Esbjerg til Harwich, når man skulle til England. Vi ankom en iskold vintermorgen, steg fra landgangen ned til perronen, hvor toget til London ventede. Her sad en aviskone, der så ud som om hun havde siddet der siden Dickens dage, hyldet i uldne sjaler og blygrå i ansigtet af kulde og mangel. Piet Hein stod foran mig i køen. Han bad om The Times og stak konen en hundredepundseddel. Måske den eneste, hun kom tæt på i sit liv. Hun kunne ikke gi' tilbage. Så må avisen være gratis, sagde den danske digter og gik, upåvirket af konens protester. Jeg betalte for to aviser og knugede ægget i min lomme. Det var uskadt. Ved siden af lå et Gruk parat: At appellere til fornuften er verdens største slag i luften.