Næppe havde krimilitteraturen fået kronet sine to første konger, Edgar Allen Poe og Arthur Conan Doyle, som sad på tronen mellem 1840 og 1910, før kuppet kom. Efter Første Verdenskrig blev de detroniseret til fordel for engelske dronninger, som næsten uden konkurrence og krimilitterært statskup herskede i genren til langt efter Anden Verdenskrig. Klassisk kvindeligt blik Vi taler om krimiregenter såsom Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margaret Allingham og Ngaio Marsh, som gennem flere menneskealdre var sindbilleder på det bedste i branchen for mord på papiret. Okay, ude på grænsen af dronningeriget rumsterede maskuline republikanere og hårdkogte rebeller, såsom Georges Simenon, Dashiell Hammett, Graham Greene og Raymond Chandler. De klassiske kvindekrimier fra guldalderen læses og produceres stadigvæk. Baronesse P.D. James gør det fra sit engelske overhus på klassisk vis, medens den tidligere skolelærer og stadigvæk venstreorienterede forfatter, Elizabeth George, gør det på en mere moderne og amerikansk måde fra den amerikanske vestkyst. Hovedpersonerne i deres krimier er mænd, gerne halv- og heladelige træmænd, som møder både mystiske og uskyldige kvinder, som de forelsker sig i og/eller frelser fra en skæbne værre eller lig med døden. Disse krimier bliver i dag i USA kaldt for femikrimier. Det er kultiverede krimier, hvor de logiske regler er intakte, skrevet med gejst af kvinder, men også med et klassisk kvindeligt blik for at se sig selv igennem deres maskuline hovedpersoners pupil. Moderskab og morderjagt For snart 30 år siden fangede amerikanerne Marcia Muller, Sara Paretsky og Sue Grafton så an med at skrive kvindekrimier med kvinder i hovedrollen og indflettet som et koncist opklarende element i deres respektive intriger. Via Mullers Sharon McCone, Paretskys V.I. Warshawski og Graftons Kinsey Millhone skabte de en anderledes form for feministiske krimier med hårdkogte kvinder i kamp mod kriminalitet. De såkaldte gynokrimier. Her træder kvinders (middelklasse)hverdag, krop, sex og sjæl bogstaveligt ind i temaets syntaks på en ganske anderledes og alternativ facon end før. Mænd er klart sexobjekter, menstruation og siden menopausen et givent og sundt livsvilkår og valget mellem karriere og kærlighed, at være mor eller på jagt efter en morder er evindeligt til stede på en helt anden måde end hos politifolk eller privatdetektiver af det såkaldte stærke køn, som drikker whisky af flaske og tager et fuck eller to undervejs ind i den sorte labyrint. Skandinavisk kloning mellem gyno- og femikrimien Her i vor kulturkreds kom gynokrimien til Skandinavien i 1983 med norske Kim Småges krimi 'Natdyk', hvor heltindens månedlige blødning redder hende i en stram situation. Før Liza Marklunds effektive og yderst effektive gynokrimier var det længe Norge, som beholdt den gule førertrøje med Anne Holt og hendes romaner om den længe latent lesbiske strømer Hanne Wilhelmsen på en meget maskulin politistation med den obligatoriske hørm af karlekammer. Aktuel med 'Det som aldrig sker' er Anne Holt med på bogmessen sammen med Nordens største krimidronning, Karin Fossum, hvis 'Drabet på Harriet Krohn' sådan set er en skandinavisk kloning mellem gyno- og femikrimien, fordi hendes helt er den stovte strisser Konrad Sejer, en norsk udgave af den amerikanske filmstjerne Robert Mitchum. Kronologisk kvindelighed Den rene gynovare er dog til stede flere steder på bogmessen. Gretelise Holms serie med den 50-årige journalist Karin Sommer, sidst med 'Under fuld bedøvelse' må siges at være en klokkeklar gynokrimi, hvor hovedpersonen på alle måder gennemlever sin kronologiske kvindelighed, forholdet til egen seksualitet og et (mande)samfund, hun bryder sig mindre og mindre om. Holms sympati er klart til venstre for midten både realpolitisk og kønsmæssigt. Hendes unge kollega Sara Blædel har med sine to krimier 'Grønt støv' og 'Kald mig prinsesse' og sin heltinde, politikvinden Louise Rick, mildt og blidt skrevet sig ind i den senmoderne gynokrimi. Nærmere 'Nynnes dagbog' måske end den mere fundamentalistiske 'krimigynækologi', men alligevel klart til stede som et spejl af forfatterens generations kvindelighed og på alle måder suveræn inden for politikrimiens nøgterne regler om research og retsmedicinsk kunnen. Krimier skrives af intelligente og velskrivende kvinder Sådan er gynokrimien nemlig også, at der sjældent slækkes på genrens mere eller mindre rigide krav om sandsynlighed, realisme og en vis grad af logik og genkendelighed i opklaring og proces. Sådan kan det med lempe også siges om Elsebeth Egholm og hendes journalistheroine, Dicte Svendsen, som også er med på bogmessen ude i Forum. Og så er der endelig svenske Karin Alvtegen og Camilla Läckberg med deres forskellige krimiromaner. Begge er til stede på vor egen bogmesse med deres divergerende vinkler på aktuel krimilitteratur. Slutfacit er - selvfølgelig med markante undtagelser her og der i Norden - at dagens krimier bliver skrevet af intelligente og velskrivende kvinder. Både med femi og gyno foran begrebet krimi.