Hun ligner en, der er gået forkert. Den lille grå dame, der sidder og venter på forreste række i det rastløse hav af menneskestemmer i det store auditorium. I sort tøj og røde sko. Småsnakkens trommehvirvel En mor til en studerende måske, der har listet sig ind for at se, hvad sønnen foretager sig på studiet. Eller en mormor. Bag hende rejser en skråning af pulte sig, hvorfra 300 par øjne er vendt mod den tomme talerstol, akkompagneret af småsnakkens forventningsfulde trommehvirvel. Bøge er tykke af eftertanke De fremmødte denne torsdag eftermiddag ved godt, at Antonia Susan Byatt ikke er, hvad hun ligner - en hvilken som helst husmor på besøg fra et andet årti - men den måske største nulevende forfatter i en klassisk engelsk romantradition. Selv om hendes bøger er tykke af eftertanke og vrimler med afstikkere ud i filosofi, historie og naturvidenskab, sælger de i store tal. Ikke mindst 'Besættelse' fra 1990, som hun fik Booker-prisen for. Forpligtelse over for sproget Hun er ekspert i det 19. århundredes roman, som hun efterligner helt ned i sproget. Fordi, som hun siger, hun føler, at hun har en forpligtelse over for det engelske sprog til at holde ordene i live. En opgave, hun ikke synes, at mange af hendes samtidige kolleger bidrager til. Kendsgerninger i fiktion For to år siden var det læsere af Harry Potter-bøgerne, hun revsede, da hun skrev, at de er skabt til mennesker, hvis liv er begrænset til tv's tegneserier og komedieserier, reality-programmer og sladder. Men i dag er det historiske biografier, der står til endefuld. A.S. Byatt, som hun kalder sig, er den første skønlitterære forfatter, der lægger stemme til den årlige forelæsning på H.C. Andersen Akademiet - og således kvitterer for udnævnelsen til HCA-ambassadør. Salens stemmer forstummer, da den lille dame træder op i talerstolens halvcirkel. »Jeg vil tale om kendsgerninger i fiktion«, siger hun. »De hedder spøgelser og dokumenter. Hvilket er to ting, der indgår i det, man kan kalde en historisk roman. Især når man skriver om forfattere«. Springer ikke dokumenterne over Flere af A.S. Byatts bøger kredser om det at skrive. 'Besættelse' handler om to litterater, der forsker i hver sin digter, og næsten halvdelen af bogen består af breve, dagbøger og digte skrevet af Byatts fiktive figurer. »Når jeg siger spøgelser, mener jeg den levende tilstedeværelse af de døde. De ting, de skrev. Andersens eventyr, Dickens' romaner«. Med dokumenter mener hun eksempelvis breve og dagbøger. Men i moderne biografier springer forfatterne ofte dokumenterne over og digter i stedet historier om deres hovedperson, tillægger dem fiktive dialoger og farver derved portrætterne med deres egen personlighed. »Det gør mig ekstremt nervøs«, siger A.S. Byatt. »Jeg bryder mig ikke om at føle, at noget af historien faktisk er opfundet«. Andersen gør ondt Digte er mere sandfærdige end biografier om digtere, mener hun. Og læser som eksempel først op af et brev, H.C. Andersen i 1831 skrev til sin ven Edvard Collin, hvori han indtrængende bad om at måtte sige 'du' til ham. Og så af Collins afslag, som A.S. Byatt kalder genialt: »Jeg har kjendt et Fruentimmer, der havde en saadan Afskye for graat Papiir, at hun fik Ondt, naar hun saae det; hvorledes skal man forklare det. - Naar jeg derimod længe har kjendt et Menneske, som jeg agter og holder af, og han tilbyder mig at sige: 'Du', da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige Følelse hos mig«. »Det er et meget ærligt svar. Og absolut rædsomt at modtage, uanset hvem man er, og komplet rædsomt for H.C. Andersen«, siger A.S. Byatt. Hun løfter blikket mod salen. »Det bevæger mig, præcis som korrespondancer gør. Man ved ikke ret meget om, hvad der gik for sig i tankerne hos de personer. Det er ikke skrevet til os«. »Trykket til Jorden i min Stilling hos Dem« Så i 1847 forvandlede H.C. Andersen dokumentet til spøgelse, nemlig i historien 'Skyggen', hvor en lærd mands skygge river sig løs fra sin herre og efter at have opnået succes i verden vender tilbage til herren, der nu underdanigt beder sin skygge om lov til at sige 'du'. Og får følgende svar: »Somme Mennesker kunne ikke taale at røre ved graat Papir, saa faae de ondt; Andre gaaer det gjennem alle Lemmer, naar man lader et Søm gnide mod en Glasrude; jeg har ligesaadan en Følelse ved at høre Dem sige Du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til Jorden i min første Stilling hos Dem«. »De seer at det er en Følelse, det er ikke Stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige Du til mig, men jeg skal gjerne sige Du til Dem«. »I modsætning til brevet er dette et stykke kunst«, siger A.S. Byatt. »Andersen forsøgte at såre mig« I 'Skyggen' fik H.C. Andersen os til at mærke det ubehag, han selv oplevede ved Collins brev. »Det er på mange måder hans storhed som forfatter. Han får os til at føle ubehag. Vi reagerer på et meget dybt niveau på 'Skyggen'. Fra os selv. På en måde, som vi ikke har ret til at reagere på deres korrespondance på«. Som barn brød Byatt sig først ikke om H.C. Andersen. »Jeg følte, at han forsøgte at gøre mig ulykkelig. Indtil det gik op for mig, at man ikke glemmer et eneste ord af disse historier. Det er derfor, det er litteratur. Jeg besluttede, at jeg var nødt til at blive forfatter, da jeg indså, at Andersen forsøgte at såre mig«, siger hun. »På en måde gav de mig lyst til at skrive til andre. I stedet for kun selv at blive skrevet til«.