Med udsigt over Øresund præsenterede Gyldendal i onsdags det litteraturhistoriske værk 'Hovedsporet' for familie, kolleger og venner til skribenterne. Louisianas bådehus var venligt udlånt af værkets billedredaktør, Poul Erik Tøjner, der desværre var fraværende denne sene eftermiddag, da han studerede lysforhold på ARoS. Lyset faldt ellers behageligt på det panel, der var blevet sat til at præsentere og debattere den nye litteraturhistorie. De to redaktører, Jens Anker Jørgensen og Knud Wentzel, var flankeret af forfatteren Jens Smærup Sørensen, Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo og den danskstuderende Michala Borgen. 'Hovedsporet's øvrige skribenter fulgte med fra forreste række. Identitetens rolle Jens Anker Jørgensen indledte runden med smilende at påpege værkets autoritet i dets udvendige lighed med Bibelen: en tyk sort bog med bogstaver i guld. Og selv om bogen er omfangsrig, er det netop en pointe, at der kun er tale om ét bind: »Der sker så meget i verden, at man ikke kan forvente, at den almindeligt interesserede læser vil pløje flere bind igennem for at få et overblik over litteraturhistorien«. Det bekræftede den anden redaktør, Knud Wentzel, der også gjorde opmærksom på kriterierne for stoffets udvælgelse: »Vi har valgt det, som en kvalificeret tradition har anset for kvalitativ litteratur og ikke mindst repræsentativ for den litterære udvikling, periode for periode«. Men også spørgsmålet om identitet spiller en væsentlig rolle. Wentzel fortalte, at en måde at forstå identitet på er at se den personlige identitet som den måde, hvorpå en person kan fortælle sin egen særlige historie på. Og på samme måde med nationens identitet: »'Hovedsporet' er et bidrag til at holde fortællingen om Danmark i gang i en ellers så støjende tid«. Afsporet privatbane Elisabeth Møller Jensen ville i sin kritik ikke lade redaktørerne slippe så nemt: »I kalder jeres værk 'Hovedsporet', men det handler jo om, hvor man vil hen. Jeg mener, at det er et sidespor eller måske endda en afsporing. Måske er der tale om en af Aage Henriksens privatbaner?«. Elisabeth Møller Jensen opstillede flere kritikpunkter, bl.a. af værkets nedprioritering af kvindelitteraturen, og af kvindesporet i det hele taget, samt af en generel nationalromantisk tendens. Herefter begyndte særlig 'Hovedsporet's skribenter at sidde uroligt på stolene, men ordet skulle først forbi den unge studine Michala Borgen og Jens Smærup Sørensen. Michala Borgen repræsenterede den målgruppe, som 'Hovedsporet' på mange måder er tiltænkt, de unge universitetsstuderende, der endnu ikke har dannet sig et overblik over litteraturhistorien. Hun fremhævede da også netop de nye universitetsstuderendes store forvirring og behov for et overskueligt oversigtsværk. Her var ikke tale om et sidespor, men snarere en »genvej« og ikke mindst en »skøn bouillonterning«. I opposition til samfundet Så aromatiske og pragmatiske lovord var ikke på tale fra forfatteren Jens Smærup Sørensen, hvis indvendinger udspillede sig på et mere overordnet og kritisk plan. Først gjaldt det 'Hovedsporet's forestilling om litteraturens indflydelse på samfundet. Den litteratur, som påvirkede 1800-tallets borgerskab, var ikke den kunstlitteratur, som 'Hovedsporet' behandler, men derimod andenrangslitteraturen, den såkaldte livsstilslitteratur, forklarede han. »Den gode litteratur er altid i opposition til samfundet«. Dernæst kommenterede han spørgsmålet om identitet, som Wentzel tidligere havde luftet: »Identitet er det, man får klistret på tåen, når man er død. Personlig har jeg aldrig ønsket mig en identitet, og jeg håber aldrig, jeg falder for fristelsen. At tale om en historisk identitet er derfor en selvmodsigelse«. Nødvendigt fundament Efter de betragtninger kom turen til skribenterne, der først og fremmest tog til genmæle over for Elisabeth Møller Jensen. Svend Skriver hilste en feministisk debat velkommen, men mente, at Elisabeth Møller Jensen havde et noget forældet syn på sagen: »Det handler jo ikke bare om at få flere kvinder med; det, vi trækker frem, skal jo også være kvalificeret. Og vi kan ikke finde kvinderne, før de begynder at skrive«. Hvilket en anden skribent, Johnny Kondrup, bekræftede, idet han mente, at så meget guld var der heller ikke, der ventede på at blive gravet op. Om der var guld og grønne skove at hente inden for kvindelitteraturen, var ikke Marianne Stidsens primære ærinde. Hun tog i stedet fat på identitetsspørgsmålet og mente, at det er afgørende, at vi på trods af vores forskelle også skal kunne se sammenhængene og fastholde det, vi har til fælles. »Man skal have et fundament for at kunne skille tingene ad«. Det solide og jordnære Spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at skrive litteraturhistorie, blev også debatteret. Svend Skriver ville mane det synspunkt, at al litteraturhistorie er en konstruktion, til jorden. »Det er ganske enkelt ikke rigtigt; man kan tale om en rekonstruktion, men ikke om en konstruktion. Det er jo ikke noget, vi bare finder på«. Jens Anker Jørgensen mente i samme forbindelse, at denne mere abstrakte diskussion slet ikke var 'Hovedsporet's ærinde: »Det har været det solide og jordnære, vi har stræbt efter«. Snart efter sluttede debatten, og forsamlingen mødtes i al fordragelighed om noget så jordnært som rødvin, oliven og salte mandler.