Forfatteren Hans Magnus Enzensbergers legendariske tidsskrift Kursbuch er blevet reddet af tysk ugepresses intellektuelle sværvægter Die Zeit. Tidsskriftet er blevet omlagt fra det gamle bogformat til et mere indbydende magasinformat, og indholdet har fået en tilsvarende ansigtsløftning i mere journalistisk retning. Ringen sluttes Den ny redaktion under Die Zeit-redaktøren Michael Naumann og Enzensbergers efterfølger, Tilman Spengler, gør meget passende regnskabet op for den 68-generation, der skabte Kursbuch, og som nu, ved valget i denne måned, langt om længe vil blive sat på porten, som sagen fremstilles af en sejrsbevidst borgerlig opposition. Ringen sluttes, selv om det er svært at forestille sig, at det sidste ord er sagt i den sag. Flertydig skyld Det ny Kursbuch er nummer 161 i rækken. Det er meget forskelligt fra sine forgængere, der først blev udgivet af forlaget Suhrkamp, så af Enzensberger selv og til slut af forlaget Rowohlt. Temmelig mange af bidragene er skrevet af medarbejdere ved ugemagasinet Die Zeit og dagbladet Süddeutsche Zeitung, Tysklands to intellektuelle højborge, andre af akademikere, forfattere eller politikere, der alle deler ønske om at blande sig i den offentlige debat om helt aktuelle temaer. I det nye nummer er det selvfølgelig valget og spørgsmålet om skyld. Ordet har lige så mange betydninger på tysk som på dansk, men tyskerne bryder sig af velforståelige grunde mindre om begrebet end vi. Socialdemokratiske værdier Oplaget er rutsjet ned fra omkring de 50.000 i de glade 1960'ere, hvor Enzensberger pejlede tiden, til mellem 2.000 og 3.000, da Rowohlt opgav at poste flere penge i det. Derfor satser Die Zeit stort. Med Michael Naumann, der tidligere var tilknyttet Gerhard Schröders statsministerium som en slags uofficiel kulturminister, har ugebladet placeret en kapacitet med direkte livline til virkeligheden i et intellektuelt miljø, der altid har været fristet af at sætte kurs mod sin egen navle. For at ingen skal være i tvivl om kræfterne bag tidsskriftet, er Die Zeits logo flettet ind i navnet Kursbuch. Det ny magasin placerer sig holdningsmæssigt inden for samme diffuse venstreopposition, som bladet opstod i dengang for præcis 40 år siden, men på noget, der godt kunne gå hen og ligne et socialdemokratisk værdigrundlag, som også Die Zeit i al sin rummelighed på en eller anden måde repræsenterer. Et godt koncept Derfor skal ingen holde sig tilbage, hvis de mener, at Die Zeits utal af helsidesartikler med omløb og omløbs omløb er for korte og knappe og for lette i substansen. I den ny Kursbuch får de hele historien, inden den udkommer i bogform. Al ironi til side: Det er faktisk avispolitisk et godt koncept, udtænkt af et blad i støt og velfortjent fremgang. Folk, der læser meget, og det gør Die Zeits læsere, vil altid gerne læse endnu mere og helst endnu mere af de journalister og medarbejdere, de allerede kender og holder af. Hamburg-bladet Die Zeit kan altså skumme fløden af en i forvejen højt kvalificeret medarbejderstab og få vitamintilskud fra det store dagblad i München, Süddeutsche Zeitung, der også råder over begavede og velskrivende, højtuddannede medarbejdere. Tilsammen ser de ud til at være tidsskriftets grundstamme, der så løbende suppleres af andre eksperter og meningsdannere fra åndsbeslægtede miljøer, ofte i oversættelse. Et konstruktivt nej til Irak Dette nummer vil således være en gave til dem, der gerne vil vide, hvad dette valg egentlig går ud på. Der er tankevækkende små essays af Thomas Assheuer (Die Zeit) og Franziska Augstein (Süddeutsche Zeitung), der belyser valget ud fra idepolitiske og sociale synsvinkler. Assheuer gør op med det, han opfatter som den tyske tilpasning til globaliseringen, mens Augstein, der ikke for ingenting er datter af Der Spiegels grundlægger, fortæller, hvorfor proletariatet stemmer til højre, og hvad der videre vil ske, når det opdager, at kanslerkandidat Angela Merkel intet kan eller vil gøre for det. Augstein er en fremragende journalist, og hun er altid på sikrere grund end sin letbevægelige far. Det er en rystende artikel om de indviklede regnestykker, der ligger bag tildeling af kreds- og tillægsmandater ved valg til Forbundsdagen. I ekstreme tilfælde kan det ligefrem skade en kandidat, hvis han får for mange stemmer! En anden skribent fra Die Zeit, Gunter Hofmann, gør regnskabet op for forbundskansler Gerhard Schröders nej til at deltage i Irakkrigen, og hans konklusion er, at kanslerens linje ikke var en tysk enegang, ikke et bidrag til et 'tysk Europa' og ikke et skridt væk fra en fælleseuropæisk kurs, men tværtimod et konstruktivt bidrag til styrkelse af EU. De uregerlige 68'ere Der er som nævnt flere bidrag om 68-generationen i tysk politik. Det mest begavede er skrevet af Jürgen Busche, der tidligere arbejdede ved Süddeutsche Zeitung. Han forklarer, hvorfor 68'erne er så uregerlige, hvorfor de gerne vil have magten, og hvorfor de som nu Schröder så villigt giver den fra sig igen. De holder af revolutionen, men de tror ikke på den, som han skriver. Michael Naumann selv skriver meget vittigt: »Nej, en 68-generation har der vel aldrig fandtes i ordets strengeste betydning, men dog en skøn eksperimentel politisk og seksuel livsfase for nogle tusinde studenter; den myte, der i tidens løb kom til at omgærde dem, har de selv ydet deres beskedne bidrag til, ikke mindst når de var blevet forfremmet til chefredaktører«. »Og når politiske fjender siden vendte den til en anklage mod dem, var de bagefter også taknemmelige; for hvem vil ikke gerne være alene i sin egen historie?«. Konkurrenten Det er for så vidt alt sammen udmærket. Men spørgsmålet er, om det er nok. Tyskland har allerede et tidsskrift, det bliver svært for kvartalstidsskriftet Kursbuch at konkurrere med. Det hedder Cicero. Det udkommer hver måned med flere sider end Kursbuch (i september 146 sider mod Kursbuchs 128). Det er langt bedre og mere underholdende redigeret, det er fuldt af gode billeder og knaldhårde, velfokuserede artikler om verden, Tyskland, kapitalen og kulturen. Emnerne er oftest set med friske, ondskabsfulde øjne, der får læseren til at spærre sine op på vid gab. Her er man ikke længere i den socialdemokratiske varmestue. Også selv om vi i denne måned kan læse bidrag af Doris Schröder-Köpf, kanslerens hustru, af Matthias Platzeck, hans mulige efterfølger i spidsen for Socialdemokratiet, af SPD's netop afdøde chefideolog, Peter Glotz, og af Willy Brandts gamle taleskriver Klaus Harpprecht, der med god grund spørger: »Hvor meget til venstre er dette Venstreparti?«. Og af mange, mange flere mennesker, der virkelig har noget på hjerte. I Cicero er man derude, hvor vinden blæser, og frosten bider i kinderne. Det udgives af den schweiziske Ringier Gruppe, men redaktionen er tysk og ligger i Berlin. Oplag? Ja, det var næsten 57.000 i andet kvartal i år.