Flere og flere går om ad Klareboderne. Nørregades gamle reklameslogan kan i dag passende overtages af forlaget Gyldendal, for de seneste år har den 235 år gamle forlagsgruppe vokset sig så stor, at der blandt både forfattere og forlæggere tales om, at Gyldendal næsten har monopol på dansk skønlitteratur. Rosinante opkøbt Siden 1989, da Bjarne Reuter fik Boghandlernes Gyldne Laurbær, er prisen blevet uddelt i alt 17 gange. 14 gange er prisen gået til en forfatter fra et forlag, som enten er Gyldendal selv eller i dag er ejet af Gyldendal. En af dem var i øvrigt Peter Høeg, der så sent som i går fortalte, at han er på vej med en ny, stor roman efter ti års pause. Sidste gang, han udkom, var med romanen 'Kvinden og aben'. Dengang var det på forlaget Rosinante, og det, tyder alt på, bliver også tilfældet denne gang. Men i dag er Rosinante ejet af Gyldendal. Større ensretning Mens den gamle ærkekonkurrent Lindhardt & Ringhof har været i en årelang krise som følge af direktørskift, fyringer, enorme underskud og senest et opgør med nogle af forlagets egne forfattere, har Gyldendal vokset sig større og større. Forlaget i Klareboderne kontrollerer i dag også forlag som Rosinante, Høst & Søn, Fremad og Forum for slet ikke at tale om forlaget Samleren, der konkurrerer med moderforlaget om at have den mest ambitiøse, skønlitterære linje. Dansk Forfatterforenings formand, Frants Gundelach, er mildt sagt ikke begejstret for koncentrationen i bogbranchen. »Man kan frygte, det fører til en større ensretning i udgivelserne. Det kan ikke bare påvirke udgivelsesmulighederne, men også udgivelsesbilledet. Et forlag har en udgivelsespolitik, og i takt med at der kommer færre aktører, kan man frygte, at det bliver de store forlags politik, der kommer til at gælde«, siger han. Små udgivelsers manglende omtale Frants Gundelach minder dog også om, at der ofte opstår modbevægelser, når store aktører bliver dominerende. »Tag nu øl. I årevis var markedet domineret af Carlsberg og Tuborg, men nu er der opstået et væld af mikrobryggerier, og efterspørgslen er voksende. De har ikke de store markedsandele, men det betyder, at forbrugerne har alternativer, og det bliver formentlig de mellemstore forlag, der kommer i klemme fremover«. »Vi får en koncentration i den ene ende af bogmarkedet, hvor de store sidder på 90 procent af markedet, mens der i den anden ende opstår noget nyt og mere broget«. »Den nye teknologi gør det billigere at producere bøger, men jeg kan samtidig godt bekymres over, hvordan bøgerne fra de små udbydere skal komme til folks kendskab. Allerede i dag udgives der virkelig gode bøger, som de færreste hører om«, siger Frants Gundelach. Usundt for branchen Forlaget Samlerens direktør, Torben Madsen, som i øvrigt er direktør for Gyldendals fem ovennævnte datterforlag i GB-Forlagene, glæder sig over forlagenes fremgang, men han kan også se ulemperne ved den aktuelle situation. »Jeg synes ikke, man kan diskutere, om der bør være en eller flere store spillere på markedet. Synes nogen, det er ideelt, hvis man på Fyn kun skulle have én stor butik, som skulle ligge i Odense, eller synes man, det er bedst, hvis der er flere? Det er da et problem for et marked, at man har én spiller, som er så meget større end nummer to«. »Man kan ikke sige, vi er faldet i søvn på grund af manglende konkurrence, for vi opfører os konstant, som om fanden er i hælene på os, og alle griber ud efter de samme forfattere«. »På den måde er det ikke dødt, men sagen er jo, at hvis vores store forlagsmaskineri siger nej til nogen eller bliver uvenner med nogen, så er der ikke forfærdelig mange steder at gå hen, uden at du må gå til noget mindre. Det er usundt for hele branchen. Også for os«, siger Torben Madsen. Trist monopolisering Forfatteren Thomas Boberg er en af dem, der i den kommende tid skal overveje, hvor hans næste bog skal udkomme. I disse dag er han aktuel med en bog hos Lindhardt & Ringhof, men han har offentligt skrevet, at han har svært ved at se sig som L&R-forfatter fremover, efter at de har annulleret en bog af Martin Glaz Serup, selv om udgivelsen var planlagt, og kontrakten var underskrevet. »Jeg vil gerne udkomme på et forlag, som er oprigtig interesseret i ny litteratur. Det tager mig nok tre-fire år at skrive en ny bog, og indtil videre har jeg ikke besluttet noget, men jeg synes, det er vanskeligt«. »Der er jo Samleren, og så er der Gyldendal, men i virkeligheden er det hele jo Gyldendal, ikke? Det er lidt trist, at en forlagskoncern fylder så meget, men det er jo den vej, det går, også ude i verden, mod en monopolisering«, siger Thomas Boberg. Gyldendal og de andre Både Boberg og Torben Madsen mener, at det ideelle ville være, hvis der var flere ligeværdige aktører på markedet. »I Sverige er Bonnier stor, men der er en stor konkurrent i Norstedt. Det betyder, at alle forfattere kan blive edderspændt rasende på Bonnier med bevidstheden om, at de kan blive samlet op med samme serviceniveau og samme forhåndsgoodwill i branchen, bl.a. hos boghandlerne«. »I Danmark er det lidt sådan, at der er Gyldendal og så de andre. Et lille forlag skal arbejde meget hårdere, end Gyldendal skal«, siger Torben Madsen. Kun én vej at gå Det kan man bare spørge forfatteren Steen Langstrup om. Han stiftede for nylig sit eget forlag, 2 Feet Entertainment, der udgiver de bøger, han tidligere udgav på bl.a. Gyldendal. »Jeg havde en oplevelse med en af de store boghandlerkæder i foråret. De forklarede mig, at jeg ikke var salgbar. Kæden havde kun solgt omkring 20 bøger af min sidste titel, men det spillede ingen rolle for dem, at de 20 bøger var solgt i én og samme butik, nemlig den eneste, der havde taget bogen hjem til at starte med«, siger Steen Langstrup. Langstrups motivation for at starte eget forlag var at få fuld kontrol over hele produktionen, men spørger man den litterære agent Lars Ringhof, er der nærmest kun én vej at gå, hvis man vil noget i dansk litteratur. »Jeg har lige siddet med en debutant, som mente, det var lidt gammeldags at udkomme på Gyldendal, men jeg måtte jo sige, at det var mit bedste råd. Det er rigtigt, at der er ved at udvikle sig en monopolsituation i forlagsbranchen, men problemet er bare, at de også er de bedste«. »De er mere omhyggelige, bruger mere tid og flere kræfter på den enkelte udgivelse og har den største erfaring. Hvis man vil anmelde Gyldendal til kulturpolitiet for måden, de forvalter deres position på, så har man en rigtig dårlig sag«. Naturlov mod kulturelt monopolKan Gyldendal ikke gå hen og blive for stor? »Jeg tror, det er umuligt. Man kan ikke opnå et kulturelt monopol, for der synes at være en form for naturlov, der forhindrer det. I Sverige kom der også en modbevægelse, da Bonnier på et tidspunkt syntes at omklamre alt«. »Jeg tror ikke, at Gyldendal kan blive så stor, som Stig Andersen gerne ville have, for når man har et levende kulturmiljø, vil der altid være folk, som er modstandere, man kan have svært ved at rumme i samme hus«, siger Lars Ringhof med henvisning til bl.a. Henrik Stangerup, der i sin tid forlod forlaget efter uoverensstemmelser med Klaus Rifbjerg. Ikke som Arla Gyldendal har for alvor vokset sig stort og dominerende i den periode, Stig Andersen har siddet som administrerende direktør, hvilket vil sige siden 1999.

Blandt forfattere og forlagsfolk taler man om, at Gyldendalgruppen har en monopolagtig position på skønlitteraturen. Hvordan ser du på det, Stig Andersen? »Vi synes selv, vi er toneangivende, uden at have Arla-dominans i procent af et marked, men det ville være noget pjat at fornægte Gyldendals indflydelse på dansk litteratur i mange årtier. Når man ser på den litterære kanon, kan man også se, at der står Gyldendal på langt de fleste bøger«. Men er det godt eller skidt, at I er så markante? »Sådan kan man vel ikke stille det op, men jeg går da ind for konkurrence, også på skønlitteraturen. Se på tv-området, hvor vi kun havde Danmarks Radio indtil for godt 15 år siden. Det var da ikke rart. Men selv om vi er toneangivende, er det da stadig sådan, at vi ofte ærgrer os over en titel, vi ikke har fået«. Farlig selvtilfredshedEr det efter din mening et retvisende udtryk for jeres position, at forfattere fra forlagsgruppen (som den ser ud i dag, red.) har taget 14 ud af 17 Gyldne Laurbær siden 1989? »Jo, sådan kunne nogen godt tolke det«. I 1999 sagde du som ny Gyldendalchef om din tid på Aschehoug, at de manuskripter, I fik, havde været alle andre steder, før de kom til jer. Og at I kun fik dem, fordi alle andre havde sagt nej. Er Gyldendals fordel i virkeligheden, at I altid er førstevælger? »Ja, det er da førstevælgerens privilegium at kunne sortere og opfange noget, før det går videre. Men der er også undtagelser, der ikke ser så godt ud for os. Eksempelvis tabte vi en bog som Dan Browns 'Da Vinci Mysteriet'«. Risikerer man, at det bliver en sovepude at være så markante?

»Helt sikkert. Det farligste for en virksomhed som Gyldendal er, at man udvikler en form for selvtilfredshed, som lammer organisationen, og som giver plads til andre, som er sultne. Jeg har i mine år som direktør forsøgt at gøre en ellers mæt organisation sulten igen«, siger Stig Andersen. Plads til flere Og Gyldendals konkurrenter er sultne. Og de er parat til at gøre indhug på Gyldendals kerneområde - skønlitteraturen. Hvis det ellers er muligt. Eksempelvis har Politikens Forlag netop besluttet at foretage en historisk kursændring i udgivelserne. Fremover vil forlaget også udgive ny dansk skønlitteratur. »I løbet af fem år regner jeg med, at vi er en seriøs aktør inden for dansk skønlitteratur«, siger direktør for Politikens Forlag, Karsten Blauert. Han vil ikke oplyse, om vi vil se de første bud allerede i 2006, men han fortæller, at forlaget har fået henvendelse fra flere seriøse forfattere. Karsten Blauert ser udviklingen af ny dansk skønlitteratur som en naturlig forlængelse af udgivelseslinjen i Politiken Bøger, der har stået for udgivelser som biografierne 'Mærsk' og 'Margrethe', 'Nynnes dagbog 2' og samtalebogen 'Det skal mærkes at vi lever' med Johannes Møllehave og Benny Andersen. Det næste skridt bliver skønlitteraturen. »Og vi mener, at der er plads til flere aktører på markedet, sagt med stor respekt for det, Gyldendal præsterer«, siger Karsten Blauert. Aschehoug tager kampen op Når forlaget tager kampen op med bl.a. Gyldendal om skønlitteraturen, hænger det også sammen med, at det er skønlitteraturen, der profilerer bogmarkedet. »Skønlitteraturen trækker folk ind i bogladerne, og det er skønlitteraturen, der i langt højere grad end faglitteraturen bliver eksponeret med store anmeldelser og interview i medierne«, siger Karsten Blauert. Også forlaget Aschehoug vil øge sit fokus på skønlitteraturen. Gennem det seneste halvandet år er forlaget vokset til at blive landets næststørste forlagsgruppe, og administrerende direktør Anette Wad lader forstå, at den Egmont-ejede forlagsgruppe bestemt ikke stopper her. »Vi arbejder hårdt på at lukke det, vi kalder det unaturlige hul op til Gyldendal«, siger hun. I øjeblikket er omsætningen i Gyldendalgruppen omkring 670 millioner kroner om året, hvilket er godt 150 millioner kroner mere end Aschehougs. Forlagets seneste tilkøb er L&R Uddannelse, og ifølge Politikens oplysninger har man også været interesseret i at overtage forlaget Cicero, fordi deres udgivelser matcher Aschehougs linje. Hjemløse forfattere Aschehoug har ikke alene i sinde at vokse sig lige så stor som Gyldendal, men også at blive en direkte konkurrent inden for skønlitteratur. »Vi har oprettet udgivelseslinjen Athene, hvis primære formål er at skaffe os flere skønlitterære forfattere. Vi har ambitionen, men vi må også sande, at det tager sin tid. I dag har Gyldendal jo næsten monopol på det skønlitterære område, og det synes jeg da ikke ret godt om, men det er jo forfatterne, der vælger, at det skal være sådan. Vi kunne godt have en større skønlitterær liste, for vi bliver ofte kontaktet af forfattere, som er blevet 'hjemløse', fordi forlagene er blevet mere markedsorienterede, men hvis vi skal vælge en skønlitterær forfatter, skal det enten være en forfatter, der leverer en høj litterær kvalitet, eller også skal vedkommendes bøger rumme store kommercielle muligheder, vi kan udnytte i vores bogklubber«, siger Anette Wad. Selv om hun synes, at Gyldendal i dag har en monopollignende status inden for skønlitteratur, mener hun ikke, at det kan kaldes et problem, fordi forlaget arbejder så professionelt, som tilfældet er. Anette Wad regner med, at man først for alvor vil kunne se en dansk skønlitterær linje hos Aschehoug-forlaget Athene i løbet af 2006 og 2007. »Man kan ikke købe sig til dansk skønlitteratur. Man skal vælges«, siger hun. Et stort ansvar Og i langt de fleste tilfælde vælger forfatterne stadig at gå om ad Klareboderne, hvor forlagets forfattere og redaktører i dag mødes til vin, fadøl og pindemadder. »Der er en opfattelse af, at det er finere at komme på Gyldendal, men det er en opfattelse, der står for fald. Det holder kun, til der kommer alternativer, og de alternativer vil komme«, forudser Forfatterforeningens formand, Frants Gundelach. »Gyldendal har i dag en stor fordel, men de har også et stort ansvar, og hvis de på et tidspunkt ikke lever op til det, får de et problem. Vi ved jo erfaringsmæssigt, at reaktionshastigheden i forlagsbranchen stort set er på niveau med en gangbesværet snegl. De er ikke hurtige til at forny sig«, siger han. Til gengæld har forlaget en næsten magnetisk tiltrækning på forfatterne. Christian Jungersen, Janne Teller, Pia Tafdrup, Jens Christian Grøndahl, Niels Lyngsø, Hans Otto Jørgensen, Lars Frost, Elsebeth Egholm og Jakob Ejersbo startede alle på andre forlag - og havnede, hvor man nu havner. På Gyldendal.