Bilerne gør det livsfarligt at cykle, bakkerne er for stejle at løbe i, og badminton er her på egnen noget, der kun er for børn. Hvis man har stillesiddende arbejde og vil undgå at flomme helt ud, er eneste mulighed altså motionscentret. Gulvet i omklædningsrummet er belagt med faste tæpper. Luften bærer præg af, at tæpperne er betrådt med tæer, der kommer lige fra svedemaskinerne. Dem er der en guds velsignelse af. Trædemøllerne med plejle til armene står på linje over for en langvæg af spejle, der spejler en spejlvæg overfor, så vi kan se hinanden forfra og bagfra samt de for mange pund fordoblet i det uendelige. Eneste hjælp til overlevelse er tankeflugt. I dag er mine tanker ved ruinerne af Jack Londons gård, som jeg så i går. Lev stærkt ... Havde han levet nu, havde han næppe været her, skønt han kunne have trængt til det og for resten var vokset op i Oakland, der ligger lige ved siden af. Han var kæderyger, alkoholiker, globetrotter, krigskorrespondent, sømand, guldgraver og forfatter til 50 bøger. Desuden socialist i sin ungdom og økologisk landmand i sin, nå, nej, ikke alderdom, for han døde i 1916, skønt han ikke blev født før 1876, og altså kun lige akkurat nåede at blive fyrre. Men sikket liv det blev til inden da. Landbrugseventyr Under et tyndt lag af fiktion har han i 'Månedalen' skildret sit utopiske landbrugseventyr. Tilbage-til-jorden var unægtelig en udbredt romangenre i årtierne efter industrialismens endelige gennembrud. Nordisk litteratur er spækket med bøger af forskellig lødighed om det saliggørende ved markens grøde og det store biologiske spil, fra Tarjei Vesaas og Knut Hamsun til Morten Korch. For californieren Jack London har dette spil sin helt specielle udformning. Hans to hovedpersoner, kvinden Saxon og manden Billy, som hurtigt bliver gift, er begge af engelsk slægt, ligesom Jack London selv mente han var, indtil han opdagede, at hans mor havde været sin mand utro - med en irer! De to burde i egen (og Londons) opfattelse tilhøre aristokratiet blandt de californiske nybyggere, den egentlige hvide urbefolkning. Men hun arbejder på et vaskeri og han i havnen. De er med andre ord sunket ned i arbejderklassen. Intellektuelle kontra proletarer London klarede overgangen fra sin ungdoms socialisme til sine sene års økologiske fascination ved at lade Billy blive slået til plukfisk af strejkebrydere, så det kan se ud, som om han forlader byen uden at forlade sine anskuelser. Det er arbejderne, der svigter ham, og ikke omvendt! Det unge par begiver sig nu ud på landevejen. Og her, efter den noget trivielle optakt, begynder det indtagende ved denne bog, som er en af amerikansk litteraturs tidlige road movies. På jagt efter det rette sted at slå sig ned og begynde en tilværelse som bønder drager det unge proletarægtepar det halve Californien rundt og besigtiger undervejs dets forskellige typer. Det bliver til et spraglet billede af nybyggerstaten fra for hundrede år siden. Her er nu for eksempel 'forgællesnegleæderne'. Det er en gruppe intellektuelle fra byen, der har den hobby at tage til stranden for at samle muslinger og andre skaldyr, specielt den, der hedder søøre eller forgællesnegl. Mere krukket kan det dårligt blive. Billy og hans pige kommer i lag med dem på stranden. Som byboere, der dyrker land- og strandliv, er de så kropsbevidste, som var de kunder i et fitnesscenter forud for sin tid. Billy bliver udfordret til en venskabelig boksekamp mod en af dem. Utopisk bondelitteratur Saxon er skrækkelig nervøs. Hun ved jo, hvor hårdt hendes Billy kan slå, når der er arbejdskamp, og frygter, at han skal komme til at lave en ulykke på sin modstander. Men Billy er så meget stærkere end sin modpart, at han kan gøre boksekampen til den rene ballet. »Det var deres første sociale triumf, og smagen af den var sød«. De to unge arbejdere fortsætter deres tur rundt i det land, hvor selv landbruget allerede er blevet et byerhverv. Romanen giver det første glimt af landmænd i jakkesæt, der styrer deres gårde fra byen, for farming by phoning var allerede for hundrede år siden en kendsgerning i Californien. Den slags uautentisk landliv er med til at danne baggrunden for vores heltes valg til sidst af det helt rigtige sted. Man kan, i modsætning til de europæiske bondebøger fra samme tid, dårligt kalde Jack Londons 'Månedalen' for nostalgisk. Den er snarere utopisk, for den udkaster et forhold til jorden, som på det tidspunkt endnu knap har eksisteret i det land. Afhængigheder Når jeg læser den roman nu, kan jeg se, at Jack London ikke var nogen fremragende forfatter. Men jeg slugte ham, da jeg var dreng. 'Ulvehunden', 'Bokseren' og 'Afgrundens folk' - jeg kan se de slidte omslag for mig, med en flettet ramme omkring navnet og titlen. Som barn i et pænt lærerhjem i provinsen var jeg en anelse fremmed over for problemerne i 'Kong Alkohol'. Men jeg brugte min svaghed for bolsjer som hjælp til indlevelse, købte rigtig mange af dem og prøvede så den vanskelige afvænning i takt med bogens skildring af afhængighedens svøbe. For mig var hans mange bøger alt rigeligt dengang. Det var de ikke for Jack London selv. Forfatteren til halvtreds bøger oplevede sig knap nok som forfatter. »Lukrativ mediokritet«, altså velbetalt middelmådighed, skal han have sagt om sit skriveri. Det var livet, selve den rastløse aktivitet, der skulle bevise, at han havde nået sit mål. Hans guldgraveri førte ikke til guld, hans socialisme ikke til revolution. Så blev det da landbruget og gården, der skulle være hans fuldkommengørelse. Som hovedpersonerne i 'Månedalen' forlod Jack London og hans kone det hektiske byliv ved San Francisco-bugten for at finde fred og opfyldelse på landet. Men som for andre hektiske californiske drømmere endte huset-på-landet med at være ikke natur, men endnu mere kultur. Præstationen, der skulle slå alle andre præstationer. Og alle andres. Vidunderhuset Jack London opfandt en ny måde at drive svineavl på. Han byggede svinestier som rækkehuse i en kæmpecirkel, så man kunne fodre dem fra centrum og på den måde spare fodermesterskridt. I en ekstra cirkel uden om selve svinestien havde dyrene deres aftrædelsesområder for at nedsætte den indbyrdes smitterisiko. »Hvis andre amerikanske svineavlere ser det her, bliver de grønne af misundelse,« sagde han. Han byggede også Amerikas første siloer. Men det var ikke noget mod Huset. Det var Huset, der skulle gøre alle og enhver grøn. Det skulle være en trelænget gård med en swimmingpool i stedet for gårdsplads, en forløber for de senere skuespillerhuse i Beverley Hills, men vildere, med fire etager, 26 værelser, spisestue i hvid eg og polynesiske figurer i stoleryggene, et værelse til våben og trofæer, en lejlighed til konen, et 'sovetårn til Jack' og så et herreværelse fra mur til mur i en hel etage af hovedfløjen. Alle de mange Jack London'er skulle der være plads til på en gang, den vellykkede ægtemand, skabsbøssen, opdageren - samt for resten også lige forfatteren, der på planen har fået en lille skrivestue samt et 'manuskriptmagasin'. Drømmen om fremtiden Dagen før den otte år ældre Charmian og Jack skulle flytte ind i vidunderhuset, brændte det ned til grunden. Og dér står brandtomten så i dag, gemt bag træerne i den frodige vingårdsdal, der ikke bare i drømmen, men også på landkortet hedder Månedalen. Fem sodede skorstene er det eneste, der når op til den øverste af de fire etager. Gennem den krakelerede bund i svømmepølen bryder græsset frem. Aviskongen William Randolph Hearst endte med at realisere en lignende drøm om et hus lidt længere sydpå langs den californiske kyst. I hans slot er der flere kunstværker, dimensionerne er større, der er ikke én, men hele tre svømmepøle, og de er gigantiske. Men drømmen bagved er den samme. Den handler om fremtiden. Ikke om at huske, men om at blive husket. Sprit og slid Den rastløse skifter hele tiden mål herude ved verdens yderste vestlige grænse, hvor man altid kan få en ny identitet. Men på et tidspunkt, hvor alle de mange skift ikke fører til andet end mere af det samme, skal pyramiden bygges. Jack London led den tort at se sin egen pyramide brænde op, inden han nåede at lægge sig som mumie i den. Han havde ikke energi til at bygge den op en gang til. Han var brugt op, af sprit og slid og dårlig kondition. Han var munter ved aftensbordet, den sidste dag han levede, men fik ondt i maven, gik tidligt i seng og vågnede ikke næste morgen. Virkelige drømme Måske havde han levet længere end sine fyrre år, Jack London, hvis han havde holdt fast i sin ungdoms boksning som Billy eller haft adgang til et fitnesscenter som det her. Vores maskiner måler omhyggeligt blodtrykket, hjerteslaget, vægten og sætter os hele tiden nye mål. På de sidste fotografier, der hænger på museet ved siden af den nedbrændte gård, ligner han en mand på tres, med svampet ansigtshud og en strutmave, der bliver fremhævet af et slips, som kun når ned til midt på brystet, hvor vommen begynder sin bulnen. Men lidt har også ret. De små huse, vi bygger af vore egne kroppe, bærer på lidt af den samme drøm, drømmen om at vare ved. I spejlet for enden af væggen ser vi os selv og hinanden holde ud og leve længere. Bagefter sætter vi os tilbage i vores biler og lader vommen vokse. Men vi har været en stund i Månedalen, vi også. Og er det måske ikke vigtigt at være det? Intet er lettere, når man først har lært det, end at gennemskue en drøm. Det er vel deri, den meget opreklamerede såkaldte modenhed består. Ikke mange har som Jack London evnen til at skildre drømme så livagtigt, at de bliver ikke bare gennemskuelige, men virkelige. Måske er det derfor, han er blevet drengebogsklassiker.