Olof Lagercrantz bar mange kasketter i sit 91-årige liv (1911-2002): lyriker, kritiker, litteraturforsker, redaktør, samfundsrevser, erindringsforfatter. Fra i morgen og en uge frem er han også udnævnt til 'skytsengel', når Politikens litteraturredaktion møder hundrede læsere til sommerseminar på Vallekilde Højskole. Kunsten at læse og skrive Den midlertidige engleophøjelse skyldes ikke, at manden i 25 år var kultur- og chefredaktør ved Politikens svenske pendant, Dagens Nyheter, men at han skrev den lille genistreg 'Om kunsten at læse og skrive'. Den er huspostil og krumtap i den kommende uges oplæsninger, foredrag, workshop og diskussioner om skrive-, fortælle- og læsekunstens glæder. Æstet og debattør Lagercrantz var et omvandrende paradoks. Den sarte dreng tilbragte et ungdomsår på tuberkulosesanatorium i Schweiz, og på avisen blev han kaldt 'sommerfuglen', men han viste sig stærk som en bryder. Han var den fine æstet, der lagde ud med sprød naturlyrik, men også redaktør af de svenske frivilliges blad under den finske vinterkrig 1939-40 - og siden en hidsig debattør. Han var den slebne sprogkunstner, men også frodigt produktiv, med tusindvis af artikler og over 30 bøger. Usømmelig afhandling Lagercrantz skrev kritik fra 22-års alderen. 1940-50 var han medarbejder ved Svenska Dagbladet og fra 1951 kulturredaktør på Dagens Nyheter. Samme år blev han doktor på en afhandling om forfatteren Agnes von Krusenstjerna. Hun var af hans mors familie, og det gav ham inside-viden til at forstå hendes psykiske lidelse og baggrunden for hendes skandaleomsuste 1930'er-romaner fra degenererede adelsmiljøer. Disputatsen forargede borgermusikken, men den grundlagde forståelsen af den kontroversielle romankunstner og biseksuelle kvindepionér. Ideologikritiker Krydsningen af indlevelse og skarpsyn gør Lagercrantz til en af Sveriges store kritikere, lige lysende når han behandler klassikere og ny svensk og udenlandsk litteratur. Han var også en tidlig ideologikritiker, der med røntgenblik og barberblad dissekerede de hule og overvurderede, så savsmuldet dryssede ud. Særlig ophidselse vakte hans opsprætning af den svenske ærkeengel, FN-generalsekretæren Dag Hammarskjöld ud fra en stilanalyse af hans bombastiske retorik. De borgerliges aversion Som Rasmus Modsat blev Lagercrantz den store oprører, da han 1960-75 efterfulgte Herbert Tingsten som den ene af Dagens Nyheters to chefredaktører. Han engagerede avisen i tidens farlige problemer og bevægelser: Imperialismen og den tredje verden, Israel og palæstinenserne, Vietnamkrigen, den sorte protest i USA, studenteroprøret, den kolde krigs vanetænkning i øst og vest, magtkoncentrationer i industri og medier. Det vakte storm i erhvervslivet, blandt DN's ejere og på redaktionsgangen. Han blev det borgerlige Sveriges yndlingsafskyelighed. Økonomisk øjenåbner På nogle punkter var humanisten Lagercrantz naiv, f.eks. i overbærenhed med Maos Kina, selv om han også forudså Sovjets sammenbrud og ålede det nye venstre for dets pinsemissionærsyn på kunsten. Pletvis var det diskutabelt, hvad han påstod i sine stejle ledere i 60'erne og 70'erne; det ser man i bindet 'Mina egna ord' (1994) med DN-artikler fra 1952-75; men det var langt mere nuanceret, også i kommunismekritikken, end det hævngerrige højre påstod under 90'ernes djævleuddrivelse. Fighteren Lagercrantz overlevede i 1967-68, da Bonnier-familien »raslede med hele aktiebeholdningen«, som han skriver i erindringsbogen 'Et år i tresserne' (1990), ja han nød den åbne magtkamp, og selv om han undrer sig over at vække så megen vrede og had, er han også lumsk smigret, da hans ærkefjende kalder ham en kat - snu, troløs, uberegnelig, sin egen. Hellere kat end sommerfugl. Krydsningen af selvkritik og illusionsløs medieanalyse giver disse memoirer et langt liv, og selvbiografien 'Min første kreds' (1982) er slet og ret en klassiker som kombination af tragisk familiehistorie og billede af industrisamfundets fremvækst. Analysen af markedsøkonomiens og aktieselskabsformens kynisme er en ægte øjenåbner - fra før kapitalisme-kritik gik af mode. Langsomt drejende hjul Det blev tidligt en del af Lagercrantz' livsform som bladmand i orkanens øje at skrive bøger ved siden af. At beskytte sin sjæl og lade op ved at have skiftende klassikere som »et langsomt drejende hjul ved siden af avisens hurtige døgnhjul«. Det langsomme hjul snurrede raskere efter chefredaktørens tidlige pensionering i 1975. Resultatet af denne dobbeltdrift blev biografierne om Stig Dagerman (1958) og Strindberg (1979), værklæsningerne af Dantes 'Guddommelige komedie' (1964), Nelly Sachs' lyrik (1966), Joyces 'Ulysses' (1970), Joseph Conrads 'Mørkets hjerte' (1987), Prousts 'På sporet efter den tabte tid' (1992) plus portrætbogen om lyrikervennen Gunnar Ekelöf (1994). Og så er der den sidste granskning af mystikeren Swedenborg (1996), for Lagercrantz var en søgende sjæl med gehør for religiøs længsel og utopiens nødvendighed, når den ikke bliver til fanatisme og absolutisme. Metoden i disse bøger er den samme pragmatiske: at angribe de samme tekster fra stadig nye synsvinkler, endevende komposition, nøglescener og ledemotiver, indtil tekst og undertekst røber deres hemmeligheder. Sådan handler bøgerne også generelt om den kunstneriske skabelses mysterier og mirakler. Det gør især 'Om kunsten at læse og skrive' (1985) med »iagttagelser og minder fra et liv tilbragt i læser- og skriverlandet«. Lagercrantz zigzagger mellem oplevelser af læsningens daglige under, sprogets og rimets magi, glimt af kunstnere og livsnydere, æstetiske og moralske refleksioner. Det samler sig til en lommepoetik, et vademecum til opbyggelse i læse-, skrive- og livskunst - det hænger sammen i hans kogebog. Bøger er levende væsener, lige så 'virkelige' og formative som vigtige livserfaringer. Begge dele skal man tage imod med entusiasme og taknemmelighed. Amen. Det jævne og det høje Men hvordan ville denne svenske åndsaristokrat have oplevet at være maskot på en dansk folkehøjskole, hvis vi havde kunnet genoplive ham? Han ville have elsket det. Han ville - bare for en uge - deponere sin skarpe tunge i køleskabet, lægge kattekløerne bort og nyde læsernes gode selskab. Måske ville han først trisse rundt med en hvid pind i munden, for den hvidhårede gentleman var lidt håndsky. Men når snakken gik, og fortællekunsten glødede i de 'arabiske nætter', ville han blive grebet af stedets ånd og springe ud som passioneret pædagog og formidler. For det var jo dét, det handlede om: at bruge litteraturen - og avisen - til at oplyse og civilisere verden. Selv om Lagercrantz - velbevandret i dansk åndshistorie - var mere brandesianer end grundtvigianer, så svor han til det levende ord og til Grundtvigs motto 'at tale jævnt om alt det høje'. Han endevendte klassikerne med sine bedste læsebriller for at give gaver til alle, og når han praktiserede læse- og skrivekunsten - destilleret ned til størst mulig enkelhed - så kunne denne skytsengel selv få englene til at synge.