Med Åsne i den store verden

På et tidspunkt var den norske journalist Åsne Seierstad på alle kanaler. Hun stod i Bagdad, mens bombedrønene fik tv-kameraerne til at ryste.

Det ene øjeblik så vi hende på tv-skærmen, det næste øjeblik så vi hendes navn i avisen.

Forinden havde vi lært hende at kende som journalisten, der flyttede ind hos en mandschauvinistisk boghandler i Kabul i Afghanistan.

En boghandler, der blev rasende, da det gik op for ham, hvad Åsne Seierstad skrev om ham og hans familie.

14 portrætter
Begge oplevelser har Seierstad beskrevet i bogform. Den ene i bestselleren 'Boghandleren i Kabul'.

Den anden, oplevelserne under Irakkrigen, er beskrevet i bogen 'Hundrede og én dag'.

Og nu kommer så det, der i virkeligheden er forløberen for begge bøger. Åsne Seierstads portræt af 14 serbere i bogen 'Med ryggen mod verden'.

Den første version af bogen har danskerne aldrig fået. Den fik nordmændene i 2000.

Næsten for meget
Åsne Seierstad havde forinden interviewet godt et dusin serbere for derigennem at tegne et portræt af Serbien og serberne.

I den nye bog har hun besøgt interviewofrene på ny og opdateret historien for at kunne rapportere om, hvordan den serbiske virkelighed ser ud i dag. Efter krigen. Efter Milosevic' fald.

De fleste dagbladskritikere mener, hun gør det godt. Eller i hvert fald interessant. At hun bringer os, læserne, med ind i den serbiske virkelighed. Men det betyder bestemt ikke, at anmelderne ikke har indvendinger. Nogle endda næsten kun indvendinger.

Ekstra Bladets anmelder, Nils-Christian Nilson, sammenfatter hele sin i forvejen korte omtale i åbningssætningen, der lyder sådan her: »Åsne Seierstad er næsten for meget, men hun er en blændende fortæller, også når hun lader serberne præsentere deres dårlige sag«.

Serbernes egne stemmer
I sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad roser Henrik Brun forfatteren for at rejse tilbage til de mennesker, hun engang interviewede.

»Alt for sjældent hører man om, hvordan det er gået personerne eller det pågældende land, der som regel er hensunket i almindelig glemsel, mens nyhedsdagsordenen er rykket videre«, skriver Henrik Brun.

Han mener ikke, 14 personer kan give et repræsentativt billede af Serbien, og at Seierstad skøjter hen over for mange skæbner, men han synes også, at hun som forfatter er god til at få åbnet for personernes tanker.

»At det tager tid for serberne at blive renset for konsekvenserne af et årti med Slobodan Milosevic, tre krige og økonomiske sanktioner - samt ikke mindst myten om serberne som et forfulgt folk - er en af bogens underliggende pointer«.

»Men pointen og kvaliteten ved bogen er, at det er serberne selv, der siger det«, skriver Brun, som dog også har en mistanke om, at Seierstad har brugt hver eneste krusedulle, hun har haft på sin notesblok.

Offersyndromet
I Information kalder Andreas Harbsmeier bogen for stærk og overbevisende, og han ser den som en form for reportagelitteratur, der kan gå bag om den politiske og ofte medieskabte virkelighed.

Efter hans mening er bogen blevet så god, fordi forfatteren har en usædvanlig evne til at gøre mennesker levende for læseren.

Anmelderen i JydskeVestkysten, Karen Skovbjerg, medgiver, at Seierstad skriver i medrivende og rappe, scener, og at hun heller ikke er bange for at udlevere og begræde de portrætterede. Skovbjerg mener såmænd heller ikke, forfatteren frygter grænsen mellem virkeligheden og fiktionen.

»Alligevel letter det serbiske offersyndroms tykke tåger ikke i en grad, så vi ikke blot forstår, at alt kan ske igen, men også fatter, at vi selv kunne være en del af vanviddet. Balkan venter stadig på sin forfatter«, skriver hun.

Kedelig og humørforladt
Claes Kastholm Hansen i Berlingske kan ikke se, man får et tilfredsstillende billede af serberne ved at interviewe fjorten mere eller mindre tilfældige mennesker, og han mener heller ikke, man er stort klogere på serberne efter at have læst Seierstads bog.

»Man har derimod kedet sig helt ukristeligt«, skriver Kastholm, som mener, bogen er forbløffende humørforladt.

»Skal man tage Seierstads bog som et repræsentativt vidnesbyrd om serbisk livsfølelse, forstår man ikke, at serberne i almindelighed ufortrødent svinger benene ud af sengen hver morgen. Men det gør de altså. Jeg har selv set det«, skriver han.

Absurde påstande
Her i avisen er Jens Holsøe mere positiv.

Han noterer, at hun går ad veje, andre har betrådt før hende, men han mener, hendes force er, at hun lader serberne komme til orde, om end han ser en svaghed i, at nogle af de tidligere magtmennesker får lov til at fremture med absurde påstande om, at de sandelig ikke har ansvar for grusomhederne i f.eks. Bosnien eller Kosova.

»Men det er et folk med sans for drama og fester, god mad, mange cigaretter og megen rakija, som dulmer smerten og forsøder den grå hverdag i korte øjeblikke. Man er som læser med i deres ynkelige tilværelse, og tak for det«.