Jerry Boyds eget liv lyder som opskriften på en Hollywood-film. Han skrev og skrev i forsøget på at blive forfatter, men kasserne med afslag fra forlagene fyldte efterhånden mere end hans manuskripter. Han forsøgte at blive skuespiller og dramatiker. Han arbejdede som skopudser i spilleklubber. Som chauffør på en cementkanon. Som bartender. Som hvad som helst. 'Cut man' Jerry Boyd forsøgte sig som tyrefægter og nåede at blive fanget på hornene tre gange, før han opgav. I en sen alder blev han 'cut man'. Manden i ringhjørnet hos bokserne, hvor han stopper blødninger, så nævefægternes drøm om sejr og succes kan overleve matchen ud. Sen succes I en endnu senere alder nåede han at blive publiceret forfatter. Efter at have løbet forlagene på dørene i fyrre år lykkedes det ham at få udgivet sine første historier. Han var da næsten 70. To år senere døde han. Og han nåede aldrig at se sin egen historie 'Million Dollar Baby' blive filmatiseret af Clint Eastwood og nomineret til syv Oscars. Selvforsvarets ædle kunst Det var imidlertid ikke hans personlige historie, men derimod en af Boyds fortællinger fra bokseverdenens svedlugtende træningslokaler og spændingsmættede arenaer, der blev fundet egnet til filmatisering. En historie om en ældre boksetræner, der efter nogen tøven indvilger i at træne en kvindelig bokser i selvforsvarets ædle kunst - selv om han dybest set mener, kvinder ikke har noget at gøre i en boksering. Jerry Boyd selv var vild med boksning, og han havde været boksefan, siden han var lille og blev smittet af sin fars glødende interesse. Forældrene var indvandrere fra Irland, og som så mange andre irske immigranter fandt Boyle senior trøst i at se nogle af sine gamle landsmænd kæmpe sig vej til rigdom og berømmelse i bokseringen. Skriverier i det skjulte »Jeg så 'Two Ton' Tony Galento slå 'The Brown Bomber', Joe Louis, ud i 1939. Madison Square Garden blev som Camelot for mig. Der så jeg Bobo Olson kæmpe mod Paddy Young i en mellemvægtsturnering i 1953. Men jeg oplevede Madison Square Garden første gang i 1952«. »På 8th Avenue, mellem 49th og 50th Street, stod boksefolk med luskede blikke udenfor. Græske restauranter, irske barer, ludere til fire dollar. Jeg hørte lige så meget hjemme i Madison Square Garden som i Shubert Alley«, forklarer Jerry Boyd i sin introduktion til bogen, der oprindelig hed 'Rope Burns', men som i anledning af Eastwood-filmen har fået titlen 'Million Dollar Baby'. Bogen er skrevet af F.X. Toole. F.X. Toole er Jerry Boyd. Han skrev under navnet Francis Xavier Toole, fordi han ikke over for sine boksevenner ville afsløre, at han også forsøgte sig som forfatter. Men det gjorde han. Jerry Boyd drømte om at blive forfatter, men han måtte gennemleve det meste af sit liv, før drømmen gik i opfyldelse. Hårdt miljø På det tidspunkt vidste han alt om boksning, og i 'Million Dollar Baby' - altså novellen, ikke filmen - forsøger Boyd at indkredse den brutale sportsgrens natur fra første sætning. »Boksning er unaturligt«, hviskede stemmen. »Forstå mig ret, knægt. Alt i boksning foregår modsat af virkeligheden«. (...) »I stedet for at flygte fra smerten, som det er naturligt at gøre, så går man frem imod den, okay? Så nu, hvor du har bestemt dig for at blive bokser, skal du lære, hvordan man bokser, for uanset hvor hårdfør du er, min ven, så slår fyrene med de store pikke dig ud«. Boyd kendte miljøet indefra. Han vidste alt om, hvordan det er at komme ind i et træningslokale, en gym, hvor man som nybegynder får flækkede læber og blødende næser i mødet med andre boksere, der er lige så utrænede. Han vidste, hvordan det er at komme ind i en gym, hvor 90 ud af 100 er sorte eller chicanos, og hvor 'de hvide knægte' må regne med at blive testet for, om de kan klare mosten. Som da Jerry Boyd efter en træningsaften blev passet op af en sort træner, der trak ham til side og trak et monster af en foldekniv af typen Buck 110 med messingbeslag og benskæfte frem. En kniv, man ifølge Boyd kan jage gennem en bildør eller pelse en hjort med på stedet. »Har du nogensinde set sådan en?«, hviskede træneren. »Mener du en kniv som den her?«, spurgte Boyd og trak sin egen Buck 110 frem af baglommen og fik ikke flere problemer. Ikke på den måde i hvert fald. Mislykket Men problemer havde han. Ingen ville trykke det, han skrev. Fra han var i 20'erne skrev han som en vanvittig. Et forsøg på at blive skuespiller hos bl.a. Sanford Meisner på The Neighborhood Playhouse i New York førte ham mod dramatikken, og han skrev stykke efter stykke, som ingen nogensinde opførte. Det ene tilfældige job fulgte det andet i et forsøg på at brødføde skiftende familier, for han blev gift og skilt tre gange og fik tre børn undervejs. En glubende appetit på Hemingway førte ham til Spanien og senere til Mexico, hvor han faktisk forsøgte sig som tyrefægter - dog uden det store held trods det maleriske kunstnernavn El Nino de Los Angeles. »Jeg var fuldstændig mislykket«, sagde han i et interview med The New York Times. »Mislykket med kvinderne, mislykket som far, mislykket som forfatter. Jeg var tyrefægter, men ikke god nok til at blive matador. Jeg skrev, men jeg var ikke forfatter«. Halvblind bokser Jerry Boyd/F.X. Toole mente selv, det var boksningen, der reddede ham, da han blev træt af at være mislykket. Boyd gjorde det samme som hovedpersonen i 'Million Dollar Baby'. Han gik ind i en gym, hvor han på håbløs vis forsøgte at træne sig selv eller bokse med knægte, der var 20 år yngre end ham selv. Efter et stykke tid måtte han stoppe, fordi han måtte tage sig af sin familie, men da han få år senere genoptog sin passion, lykkedes det ham at få en af de erfarne, sorte trænere til at lære sig at bokse. Dub Huntley, der siden blev træner for boksere, som Jerry Boyd blev 'cut man' for. Han startede sent i boksningen ligesom hovedpersonen Maggie i 'Million Dollar Baby', der ville være professionel, selv om hun først startede med seriøs træning, da hun var 32. Boyd ville ikke være professionel. Han ville bare bokse. Til gengæld var han langt oppe i 40'erne, før han begyndte. En ældre mand med gråt hår, som svedte som et svin i ringen, fordi Dub Huntley trænede ham, som var det Rocky Marciano, han var ved at sætte op til en titelkamp. Men Boyd stod for mosten. »Jeg tog nok imod flere stød, end jeg behøvede, for eftersom jeg normalt brugte briller, så jeg kun modstanderne som store skygger«, forklarede Jerry Boyd til National Public Radio, da han som næsten 70-årig skulle fortælle om sin bokseviden og sin sene forfatterdebut. Afslag på afslag Efterhånden tog boksningen mere og mere af Jerry Boyds tid. Også selv om han med tiden ikke selv boksede, men i stedet blev træner og 'cut man' sammen med Dub Huntley. »Jeg holdt op med at skrive, for hvorfor skulle jeg det, når det ødelagde mit liv. Jeg kunne være en del af boksningen, mens jeg var en outsider i litteraturen. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke måtte lade mig gå på af det mere«. »Så jeg ved godt, hvad der kan gøre ondt - både inden for og uden for ringen«, sagde Boyd til NPR, og han indrømmede blankt, at strømmen af afslag ødelagde ham totalt. Alle kan have ondt af bokseren, der løber ind i et nederlag, men ingen har ondt af manden, der får afslag på afslag, for dem er han alene med. »Det gjorde mere ondt end at få brækket næsen. Ja, det kan slet ikke sammenlignes. Jeg ville til hver en tid foretrække en brækket næse«. »At sidde der med en brun kuvert i skødet, hovedet i hænderne og tænke ved sig selv: 'Hvad er det lige, du forestiller dig? Jeg duer jo ikke til noget, for hvis jeg gjorde, var der nok nogen, der ville have købt det. Jeg bedrager mig selv og spilder mit liv'«, sagde Boyd. Boksningens indre logik i blodet Men som en anden groggy bokser rejste han sig hver gang og kæmpede videre. Historierne blev ved med at dukke op i hans hoved, og det blev hans viden fra bokseverdenen, der gav liv til hans personer. Han vidste, at han efterhånden havde boksningens indre logik i blodet. Kendte følelsen af at blive hårdt ramt, kendte boksernes bevægelsesmønstre og slagenes og paradernes teknik. Hvordan man som bokser skærer ringen af for at fange en modstander på retræten. »I gadeslagsmål kan man bare fare hen og tage fyren i kraven, spænde ben for ham eller vælte ham omkuld, men i ringen er det svært at ramme en fyr, der ikke slår igen«, fortalte Boyd, og han kendte fra sig selv gadeslagsmålets natur. Og gik man tæt på ham, kunne man se, der manglede et stykke af hans ene øre, som en modstander bed af. »I gadeslagsmålet vil du være sikker på, at din modstander ikke rejser sig igen, og hvis han gør, så opsøger han dig i hvert fald ikke. I boksning omfavner bokserne hinanden til slut, og taberen siger ofte, at den anden var bedre på dagen, og hvis han har talent, kommer han igen«, fortalte Boyd til NPR. 'Fed historie' Boyd selv kom ofte igen. Og igen. For han blev - smerten til trods - ved med at skrive. En dag sendte han en af sine noveller til det litterære tidsskrift Zyzzyva i San Francisco. Ingen følgetekst. Ingenting. Bare novellen. Kort efter blev han ringet op af redaktøren, der sagde: »Fed historie«. »Du gør grin med mig«, sagde Boyd. »Nej«, sagde manden, og fra det øjeblik var Boyd en succesrig forfatter i sine egne øjne. En litterær agent opdagede så teksten i magasinet i toget på vej hjem fra arbejde, og han kontaktede Boyd for at høre, om han havde flere historier på lager, og i løbet af meget kort tid stod Boyd med en forlagskontrakt og et førsteoplag på sin bog på 50.000 eksemplarer. Vel at mærke en bog, der ved udgivelsen fik fremragende anmeldelser af den hårdkogte James Ellroy og af Joyce Carol Oates, der selv har høstet hæder for sin egen bog 'On Boxing'. Fuldt fortjent Nogle mener, at Jerry Boyd var en sen starter. Andre, at han bare var en mand, der blomstrede sent i livet. Selv var han lykkelig for sin succes omkring de 70. »Hvis det var sket, da jeg var 45, var det aldrig gået sådan her. Jeg var en vild fyr og ville nok have spoleret det for mig selv undervejs, og havde jeg tjent penge på det, havde jeg nok ødet dem alle væk«. »Måske er dette det bedste, der er sket for mig. Se unge med tidlig succes, hvordan de snubler i fremgangen, hvad der er en stor tragedie for dem. Mange ender med en succes, de ikke føler sig fortjent til, men jeg har fortjent hver en bid af min succes i den forstand, at jeg har betalt, hvad det har kostet«. Jerry Boyd efterlod sig et ufuldstændigt romanmanuskript, 'Pound for Pound', som der arbejdes på at få færdiggjort og udgivet. Måske er der en sidste runde i ringen til Jerry Boyd alias F.X. Toole.