Det er over tre år siden, at to fly bragede ind i New Yorks tvillingetårne og ændrede byen og verden for altid. Men det er ikke kun Manhattans skyline, der er skamferet, og verdens fremtidsudsigter, der er forslåede, viser en gryende 11. september-litteratur. Det er vi også. Uartikuleret hul Det har taget over tre år for litteraturen at indhente begivenhederne, men med dette forårs udgivelse i USA af hele otte romaner om terrorangrebet, er 11. september ved at være ført til bogs. Og i modsætning til de mere poppede versioner - Toby Keiths nationalistiske 'Courtesy of the Red, White, and Blue' i den ene ende af spektret og Michael Moores kritiske 'Fahrenheit 9/11' i den anden - er der i de skønlitterære udlægninger ingen politiske budskaber eller præcise forklaringer af, hvad der skete den dag. Med fiktionen forsøger de i stedet at forestille sig følelsen af 11. september, der stadig sidder som et uartikuleret hul i kroppen på de fleste amerikanere. Den efterladte søn Selv om temaet er det samme, er synsvinklerne mange. I Jonathan Safran Foers 'Extremely Loud and Incredibly Clear' følger vi 9-årig dreng på hans jagt gennem New Yorks gader og stræder efter en lås, der skal passe til den nøgle, hans far efterlod ham efter sin død i World Trade Center. I Lynne Sharon Schwartz' 'The Writing on the Wall' ser vi en bibliotekars beskyttede verden falde fuldstændig fra hinanden, efter at hun på sin morgentur over Brooklyn Bridge bliver vidne til de to flys styrt ind i byens tvillingetårne. Stilistiske eksperimenter Ian McEwans 'Saturday' tager et skridt tilbage fra selve terrorangrebet og ruller frem til dens historiske og eksistentialistiske konsekvens: invasionen af Irak og den grundstemning af terror og tumult, der hærger verden post 11. september. Også stilistisk set nærmer forfatterne sig gruen på forskellig vis. Nick McDonells 'The Third Brother' og franske Frederic Beigbeders 'Windows on The World' forsøger på bogstaveligste vis at beskrive, hvordan det måtte være at befinde sig inden for murene af de brændende bygninger. Jonathan Safran Foer har en mere eksperimentel tilgang til sit emne, der blandt andet repræsenteres med blanke sider, sider med tal, sider med et enkelt ord ('hjælp'), og sider med så mange ord, at de slet ikke kan læses. Ian McEwan følger på helt nært hold en enkelt lørdag i sin hovedperson Henry Perownes liv for her i det lokale at vise sporene af den globale kendsgerning, at vi nu lever i terrorens tidsalder. Tilbageviser skepsis Det er en ny virkelighed, som Henry Perowne selv bemærker på romanens første sider. Han har ligget og betragtet den tidlige morgenhimmel over London, hvor alt ånder fred og idyl, da et brændende fly med retning mod Heathrow Airport pludselig flænser horisonten. Selvom det senere viser sig, at flyet blot havde problemer med motoren og måtte lægge an til nødlanding, er Perownes første indskydelse ved synet af det, at et nyt terrorangreb er på vej. Hans næste tanke er, at hans bevidsthed må være ændret, siden han tænker sådan (han er neurokirurg). Så hvad har litteraturen at gøre i en tid, hvor bygninger brænder og terroren truer om hvert eneste gadehjørne? Det spørgsmål stiller Perowne sig også, og det kan ikke komme som en overraskelse, at naturvidenskabsmanden forholder sig skeptisk til skønskriftens ærinde: »Tingene er mærkelige nok, som de er. Hvorfor i al verden finde på noget nyt?«. Det er til gengæld et spørgsmål, som hans forfatter kender svaret på, og det svar er 'Saturday', der med hver eneste sætning, hvert eneste ord, tilbageviser sin hovedpersons skepsis. For selvom litteraturen ikke kan levere vandtætte svar eller skudsikre forklaringer, så kan den noget, som hverken videnskaben eller politikken kan: den kan indfange det moralske morads, der udgør vores liv, efter verden styrtede sammen 11. september, 2001. Det er i den askegrå zone, alle forårets 11. september-bøger befinder sig, ligesom vi gør det - hvad enten vi læser den eller ej.