Der var en, der var to, der var tre kvinder rundt om den unge Thorkild Bjørnvig. Den ene var han gift med, den anden tilbad han, og den tredje forelskede han sig i. Og hun var gift med en af vennerne. Ekstra Bladets litteraturredaktør John Christian Jørgensen ville egentlig have kaldt sin anmeldelse af Jørgen Stormgaards bog for 'Sæbeoperaen på Rungstedlund', men dén var ikke sexet nok til formiddagsavisen. Næh, 'Blixen opfordrede til sidespring', kom der i stedet til at stå over bladets anmeldelse af bogen 'Blixen og Bjørnvig'. Platonisk kærlighed I koncentrat kunne historien ellers godt lyde som en sæbeopera. Ung digterspire kaster sig for berømt forfatterindes fødder og tilbyder at tjene hende og lyde hendes råd i alle anliggender i den tid, der er tilbage. Ja, ja. Han er gift med en anden og har et barn, men hvad så? Han er også 32, mens hun er 65. Den gamle, altså Blixen, er vist ude over det med sex, så den unge, Bjørnvig, kaster en anden del af sin kærlighed på en helt tredje, Benedicte, der viser sig at være gift med en af B&B's fælles venner, Knud W. Jensen. Litteraturhistorisk familiedrama Kærligheden bliver hed, men uforløst. Til gengæld kan Bjørnvigs kone ikke stå for presset og læner sig op ad et selvmord. Benedicte - den tredje kvinde - bliver til gengæld skilt, rejser til udlandet, får børn og tager siden sit eget liv samme år, som Bjørnvig får udgivet sin berømte bog 'Pagten', hvori han beskriver sit og Blixens højst usædvanlige afhængighedsforhold. Sæbeopera? Ja, for alle dem, der ikke lige kommer til at betale prisen for at være en del af den historie, som ikke bare er adskillige familiedramaer i ét, men også en del af den danske litteraturhistorie. Og hvorfor skal vi så høre dén historie om Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig igen? Underlig bog Tja, det kunne Johannes H. Christensen egentlig også godt tænke sig at vide. I sin anmeldelse i Jyllands-Posten skriver han direkte, at det er en underlig bog. »Den er et forord til et efterord. Forordet er af Jørgen Stormgaard og handler om venskabet mellem Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen, sådan som den første har skildret det i sin bog 'Pagten' (1974). Til den skrev Frans Lasson et 'efterskrift'. Nu har han gjort det igen, og hans efterskrift er interessant, især hvis man har appetit på hævn og sladder«, skriver han. JP-anmelderen angriber Jørgen Stormgaard for at være sludrevorn og så usikker, at han konstant tyr til gisninger og forbehold. »I den situation er det godt med en ufejlbarlig autoritet. Den position tildeles blixologiens pave, Frans Lasson«. Johannes H. Christensen synes, det er underligt, at Lasson ser det som noget sensationelt, at der nu bliver sat navn på den gifte kvinde, Bjørnvig i sin tid forelskede sig i. »Det er nu en ældet nyhed! Selv sidder jeg ikke i blixologiens centralkomité, men har vidst det i 25 år, også at hun tog sig af dage og hvordan. Men hvorfor skal hun eksponeres? Er det ikke nok, at digteren forelskede sig, og at alle parter, hans første kone ikke mindst, led under det?«, spørger Christensen, der afslutter sin meget lidt begejstrede anmeldelse sådan her. »Først kom Blixen, så kom blixologien. Nu synes den sidste at æde den første, som Faraos magre køer åd de fede, men selv forblev lige magre«. Afdæmonisering Andre er dog knap så mavesure. Allerede nævnte John Chr. Jørgensen giver 'Blixen og Bjørnvig' fire stjerner. Han synes, Stormgaard giver en 'nuanceret beskrivelse af den forskruede relation mellem den alvorstunge magister Bjørnvig og den kynisk legesyge Blixen'. »Baronessen opfordrede Bjørnvig til sidespring. Hun sigtede også på ham med en pistol. Det lugtede da lidt af knald«. I Information skriver Marie Louise Kjølbye, at Jørgen Stormgaard ikke bryder mange nye veje, men at bogen især er bemærkelsesværdig ved sit mådehold og sin upartiskhed. »Men ud over navnet på den mystiske dame er det mest interessante i Stormgaards bog hans nøgterne afdæmonisering af Blixen og tilsvarende realistiske vurdering af Bjørnvigs rolle«. »Stormgaard sandsynliggør, at mange af de begivenheder, Bjørnvig skildrer med så stor forfærdelse, og i fuld overbevisning om Blixens kraft til f.eks. at skaffe ham en hjernerystelse på 1600 km's afstand, handler om Blixens krasse humor og sans for provokationer. Men dét vandt ringe genklang hos de alvorlige unge mænd i hendes kreds«, skriver hun. I Kristeligt Dagblad er Bo Hakon Jørgensen ikke imponeret over Jørgen Stormgaards bog. Den indeholder intet nyt, siger han, men han vil dog godt give bogen dét, at nye læsere her kan få en velovervejet, men aldrig overraskende gennemgang af forholdet mellem Blixen og Bjørnvig. Upræcist eller klogt? Bo Hakon Jørgensen synes (ligesom Johannes H. Christensen), at Stormgaard er alt for vag og upræcis i sine formuleringer og analyser. »Det er muligt, at der ikke kan siges mere med hold i de tilgængelige kilder, men i så fald må man spørge, hvad motiveringen så er for at skrive denne bog om Blixens og Bjørnvigs pagt?« For Politikens Ebbe Mørk er bogen bestemt ikke overflødig. »Jørgen Stormgaard er en storartet og velfunderet fortæller, både når han fremstiller forholdet mellem bogens to naturlige hovedpersoner, og når han bevæger sig ind i den del af Karen Blixens forfatterskab, de fire fortællinger, der afspejler konsekvenserne af pagten og bruddet med Bjørnvig«. »Det er ikke tør analyse, men psykologisk, klog forklaring af sammenhængene mellem liv og digt. Nok trækker han på overvejende kendte kilder som brevsamlingerne og de biografiske værker, der får passende noter, men han drager sine egne konklusioner, der giver stoffet en spænding, som også vil fastholde læsere, der ikke har læst 'Pagten' eller har den i frisk erindring«, skriver Mørk, som slutter sin anmeldelse: »Både Blixen og Bjørnvig blev ofre for deres højtflyvende spil, men det satte dybe spor i begges sind og forfatterskab, og det er der aldrig gjort bedre rede for end her«.