Philip Roth er uden tvivl en af USA's fineste forfattere. Han er også en af dem, der skriver litteratur af den fineste slags, men med hans nyeste roman, 'The Plot Against America', synes Roth at have nået et bredere publikum. For tiden raser hans bog nemlig op ad bestsellerlisten, hvor den har lagt nogle af valgårets populæreste politiske titler i støvet - og dét tilmed en uge før bogens officielle udgivelsesdato. Orgie af antisemitisme Det er romanens afsæt i tilsyneladende 'virkelige hændelser' og dens øjensynligt belærende pegefinger til den nuværende amerikanske regering, som har gjort bogen så populær hos læserne. Romanen handler nemlig om, hvad der ville være sket, hvis republikaneren og antisemitten Charles Lindbergh var blevet valgt til landets præsident i 1940 i stedet for den demokratiske Roosevelt. I sit litterære univers forestiller Roth sig, at Lindbergh ville have trukket Amerika ud af den europæiske 'jødekrig' og ned i et orgie af antisemitisme. Angstens politik Med det amerikanske præsidentvalg lurende i horisonten er Roths bog ikke overraskende blevet modtaget mere som en alarmerende fremtidsvision end som et stykke alternativ historie, der viser, hvordan USA - under de rette omstændigheder og under indflydelse af magtfulde ledere - kunne svigte sin rolle som verdens frihedsforkæmper. Det er derfor en bog, der selv vil gå over i historien som »en metaforisk gengivelse af USA og dets præsident i dag« og som »en skræmmende fortælling om den demokratiske ånds skrøbelighed i Amerika«, mente kulturkritikeren Greil Marcus i Los Angeles Times. For selv om der stadig er masser af demokrati og frihed i USA, så bruger den siddende præsident frygten for en ydre fjende som ledelsesstrategi for en politisk dagsorden, hvis kritikere han uden blusel kalder for 'upatriotiske' ikkeamerikanere. Misforståelse Men mens kritikere og medier har haft travlt med at sætte Roth i bås som Bushhader og udpege 'The Plot Against America' som den nyeste titel i årets lange række af anti-Bush-bøger, så har Roth selv haft noget at skulle have sagt om dén sag. I et essay i The New York Times Book Review skrev han i sidste uge, at det ville være »en misforståelse« at læse romanen som udtryk for den aktuelle situation, når den så åbenlyst var en litterær opdigtning af fortidige hændelser. I et interview i Los Angeles Times uddybede han sin pointe: »I 1930'erne var fascismen et internationalt fænomen og antisemitismen et verdensomspændende fænomen, og i dette land var det værre end nogensinde (...) Men det, der kunne være sket, skete ikke. Det siger noget om Amerika, og ikke så lidt endda«. Polyfoni Hvad præcis det 'noget' er, kan dog stadig diskuteres, og det er ifølge Joan Acocella i The New Yorker derfor, at 'The Plot Against America' ikke bør læses som politisk pamflet, men som det stykke gode litteratur den er. Som alle andre Roth-bøger taler også denne roman ifølge kritikeren med en »mangestemmethed«, der gør det umuligt med sikkerhed at placere forfatterens mening iblandt dem: »Det er typisk Roth og sikkert det, der irriterer hans modstandere mest: at man ikke kan finde ud af, hvilken side han befinder sig på«. Lige midt i frygten Det er dog også netop bogens 'litterære' kvalitet og flertydighed, der gør den til årets politisk set mest brandfarlige udgivelse, mener Frank Rich i The New York Times. Midt i »valgårets hysteriske stemmer af Bush-hadere og Bush-tilhængere« taler romanen sit eget, kølige sprog, der måske ikke kan »oversættes direkte fra dengang til nu«, men som ikke desto mindre præcis rammer den frygt, der mere end noget andet karakteriserer den amerikanske tidsånd i dag. På den måde kan litteraturen stadig noget, som den faglitterære bog ikke kan: »Litteraturen løfter os ind i et alternativt univers og kaster dermed nyt lys på vores verden«, skriver Rich. Og det er et lys, der i dette tilfælde også er et mørke: en kold, historisk skygge, der kryber op på læseren og falder ned over siderne af 'The Plot Against America: Tænk nu, hvis det utænkelige skete ...