»Egoistiske, selvfede narcissister, der aldrig har lært at respektere andre eller tage hensyn til andre end sig selv«. Sagde han virkelig det, Gyldendals direktør, Johannes Riis, da han åbnede forlagets efterårssæson med sin traditionelle tale til om ikke nationen, så i hvert fald til litteraturens inderkreds? Ja, det gjorde han faktisk. Budskabet røg direkte ud over de festklædte, mens de stod og indtog pindemadderne og hvidvinen i forlagets gård. Den immaterielle arv Men forfatterne, illustratorerne, anmelderne og journalisterne fik hverken vinen, fadøllet eller de søde chokolader galt i halsen, for det var ikke dem, han talte om. Selvfølgelig var det ikke det. Næh, Johannes Riis brugte sin årlige tale til at lange ud efter dem, som i disse år vælger fællesskabet fra. »Det har aldrig været vigtigere end nu, at der findes et fælles område, et fællesgods, vi alle sammen kender til, vedkender os, henviser til - og bestræber os på, at også den nye generation, for ikke at tale om de nye danskere, får kendskab til. Vi må gøre os klart, hvordan vi vil forstå os selv som folk, ikke kun som enkeltindivider«. »Vi må tage vores immaterielle arv alvorligt, definere vores fællesskaber, stå ved dem og ud fra Grundtvigs ord om at »til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil« gøre dem tilgængelige for andre, også de nye, der er kommet hertil. Sker det ikke, vil vi alle sammen hver især, gammel- som nydanske, mere og mere begrænse os til vores egne små cirkler og ghettoer, hvad enten de ligger i Ishøj eller Charlottenlund«, sagde Johannes Riis. Smæk til folkeskolen Riis skød især med skarpt mod folkeskolen, som efter hans mening har kapituleret over for tidsånden. »Ingen kan mene andet, end at enhver opdragelse og uddannelse skal ske med henblik på at skabe frie og selvstændige individer. Men der er god grund til at være foruroliget over den karikatur på individuel opdragelse, der hærger landet, og som kun hænger alt for godt sammen med tidsånden, med den flugt fra fællesskabet og ind i optagetheden af ens egen prægtige og pladskrævende personlighed«, sagde Johannes Riis. Han mente, at der netop nu kunne være mange gode grunde til at minde om mottoet til Tom Kristensens 'Hærværk', som lyder: »Frygt Sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en Last«, men Riis var også godt klar over, at lige netop i gårsdagens selskab var det en sag, der skulle vendes i luften. Den menneskelige mangfoldighed »For det er jo så indviklet indrettet, at den selvfordybelse, jeg her har talt advarende om, er hele forudsætningen for kunsten, herunder for litteraturen. Og det er netop den selvfordybelse, der nemt risikerer at blive til tom narcissisme og selvforgabelse, frustration og utilfredshed, når den ikke finder noget at fordybe sig i. Kunstneren har adgang til steder, hvor vi andre ikke har noget at gøre, hans selvfordybelse er karakteristisk ved, at den når frem til en ny fortolkning, til at skabe en ny virkelighed«. »Kunstværket er, som Émile Zola sagde, et hjørne af skabelsen set gennem et sind. De billeder og fortolkninger af virkeligheden, kunsten præsenterer os for, giver os noget at samles om, noget at være fælles om, noget, hvor vi nok ser os selv, men ikke kun ser os selv, men får mulighed for at se længere, for at se os selv i de andre og se de andre i os selv«. »Det er det, kunsten kan lære os. Vi kan ikke nøjes med at lære virkeligheden, herunder andre mennesker, at kende gennem kunsten, men kunsten kan være med til at give os en forståelse for den menneskelige mangfoldighed, verden tilbyder os«, sagde Johannes Riis. Og den krølle på historien så de ud til at have det helt godt med i Gyldendals gård.