Drengen, der sad på stentrappen på Nørreport Station, havde det afgjort ikke godt. Sådan begynder Katrine Marie Guldagers 'København'. Det lille ord 'afgjort' viser, at der er nogen, der iagttager denne dreng og afgør med sig selv, at han efter udseendet at dømme må have det skidt. Det er ikke fortællerens øjne, vi ser med, viser det sig hurtigt. Synsvinklen tilhører 'kvinden', der går forbi ham på trappen og tilkaster ham et kort blik. Så bliver hun optaget af vigtigere sager. Hun kommer nemlig i tanker om, at hun ikke har flere cigaretter. Mens hun køber nogle i kiosken, taber hun sine briller og kommer til at træde på dem. Men de går ikke i stykker. En mand hjælper hende med at få dem op og på igen. Et øjebliksbillede fra indgangen til en københavnsk S-togs-station en ganske almindelig dag. Der sker ingenting. Og dog er der fuldt op af begivenheder i den lille scene. To mennesker, kvinden og drengen, i hver sin sindstilstand, sig selv nok. Og en tredje, den forbipasserende mand, der måske er anderledes, for han giver da en hjælpende hånd. Men som måske kun gør det, fordi det, han gør, er en lille ulejlighed - at samle et par briller op. Og ikke en stor, at samle den syge dreng op fra rendestenen. Det næste, der sker, er, at endnu en kvinde passerer den første i fodgængerovergangen. Også hun ser drengen, »men kvinden tænkte, at han nok bare var træt«. Og så fjerner hun en lille fjer fra sin støvle. Nu er det hende, den næste kvinde, der bærer synsvinklen, indtil den umærkeligt passerer videre gennem en tredje og en fjerde for at havne hos drengens søster, der er i slagsmål i S-toget og derefter følger efter ham ud på Rigshospitalet og skælder ham huden fuld. Et træningsprogram for stående øvelser på stedet, kunne det her være. Hvis ikke lige det var, fordi det lykkes Guldager at tegne et uhyggeligt, og uhyggeligt skarpt, portræt af en verden, hvor mennesker bare passerer forbi hinanden uden at gøre særligt indtryk eller påtage sig nogen pligter. En kvinde besøger en maler i hans atelier ude nordvestpå. Hans kæreste er vist ude at rejse. Hun bliver afhængig af de besøg, men han vil bare »drikke hendes hjerne, som man drikker et glas vin«. De kommer ikke hinanden hverken nærmere eller fjernere. Vi er i byen. Folk står til rådighed for hinanden, fordi de passerer forbi hinanden. Eller også er de for en sikkerheds skyld ikke til rådighed. Man beskytter sig mod for megen kontakt, man er anonym. Det ligger der en stor frihed i. Anonyme venner kan hurtigt udskiftes. Men der er i disse mennesker også et sug af længsel efter at få ensomheden brudt og blive berørt. Edvard Munchs 'Skrig' er lydløst, man ser kun den skrigendes grimasse. Fra Guldagers mennesker udgår et lige så øresønderrivende skrig af eksistentiel angst. Det kan heller ikke høres, og end ikke ses uden på dem. Det ligger mellem linjerne, hvorfra det forplanter sig direkte til læserens mellemgulv. 'Noveller' kalder Guldager sin bog. Man kunne lige så godt kalde den en roman, bare med nye personer i hvert kapitel. Og med en mildt forsonende udgang, som dog ikke er sidste, men næstsidste kapitel, så man ikke skal tro, der er nogen nem harmoni at hente. Guldagers 'København' er en sjælden kombination af raffineret form og social udfordring. Det er en let bog, for den vejer kun hundrede og halvtreds gram, så den er nem at have i en inderlomme i klitten eller i flyet til de varme lande. Men den varer længe, for dens sætninger tåler at læses så langsomt, som var den et digt.