Clark Kent går ind i en telefonboks, og vips er han Superman. Norske Kjetil Rolness kan udføre et lignende forvandlingsnummer. Til daglig er han sociolog og seriøs klummeskribent, men ved særlige lejligheder (og som bifigur i foreløbig tre romaner) er han kendt som smørtenoren Jens Pikenes (pigernes Jens). Under den årlige litteraturfestival i Lillehammer optræder han sent fredag i guldjakke, solbriller og halvtredserhår i Kulturhuset Bankens café. Ikke et øje er tørt, mens han crooner sig igennem en buket norske slagere, og da han smider jakken, hyler en hel sal fuld af norske kulturpersonligheder. Få timer tidligere har Rolness siddet på samme scene som deltager i en debat om Morgenbladet, en lille ugeavis med en markant intellektuel profil. Og det er et særsyn i Norge, hvor tabloidnyheder dominerer markedet totalt. Er man intellektuel, betyder det noget, hvad Morgenbladet gør. En ung hedspore har anklaget bladets litteraturredaktør for at være værdikonservativ, men litteraturredaktøren fastholder, at det er et radikalt synspunkt at se kunst og kvalitet som en modsætning til markedet. Debatten, som minder lidt om en hanekamp mellem unge mænd, trækker fuldt hus. De store kåring Festivalens store litterære samtaleemne er en kåring af de ti bedste norske forfattere under 35. Kan man det? Igen er det Morgenbladet, som er på færde og vil sætte en norm. I Kulturhusets smukt udsmykkede festsal er der næsten nobelprisstemning, da to medlemmer af juryen forklarer, hvordan man er nået frem til de ti. »Sammensætningen er som en søstjerne«, siger jurymedlem Kjersti Bale. »Der er en vis fællesmængde, som vi alle er enige om, og så er armene vores respektive øjestene«. De ti forfattere, som juryen gerne vil eksportere til Europa, er: Mathias Faldbakken (også kendt som Abo Rasul), Trude Marstein, Steinar Opstad, Olaug Nielssen, Lars Ramslie, Tore Renberg, Åsne Seierstad, Espen Stueland, Carl Frode Tiller og Gunnar Wærness. Af de ti er det kun Åsne Seierstad, der vækker opsigt, mener de tre kritikere, som kommenterer listen på scenen. Man havde ikke ventet en sagprosaist. Ellers er listen ret safe og stritter tilpas meget til, at man ikke kan sige noget om de ti som generation. Et fællestræk kunne være, at de søger at vække ubehag, men »ubehag er mange ting«, understreger jurymedlem Knut Hoem. Realismen glimrer også ved sit fravær. Til gengæld er samfundskritikken på vej frem i den formbevidste litteratur. Solstad, byens stjerne Årets tema er Europa, og i seks dage summer hele byen af litteratur. På biblioteket og kunstmuseet kan man møde europæiske intellektuelle. I parken fortæller oversættere af klassisk litteratur om de værker, de har arbejdet med. Skoler og caféer er med, og på gågaden kan man bytte bøger i boghandelen Norlis telt. Men selv om temaet er Europa, kan man også støde på virkeligt norske fænomener. Et sådant er Dag Solstad, som interviewes i parken, mens solen skinner på et talrigt publikum. Solstad svarer stort set ikke på et eneste spørgsmål. Hans fremmeste udtryk er en virren med hovedet tilsat en let prusten, så kinderne og hele underansigtet ryster. Og publikum elsker det. »Læg mærke til alle de unge piger på forreste række«, hvisker en ung kulturredaktør i mit ene øre. »Han er rigtig i topform«, hvisker festivalens kunstneriske leder i mit andet. Deres udsendte fatter ikke en brik. 62-årige Dag Solstad, som ikke siger noget, er festivalens stjerne. Blot et bryst Men noget må han kunne, for fredag aften vinder hans hold årets litteraturquiz, og mens Jens Pikenes synger trusserne af pigerne, vifter Solstad glad med holdets gevinst: en stor sølvpokal. Allerede den følgende nat skal han gå den traditionsrige 'fra pub til pub'-tur med norsk litteraturs femme fatale, Vigdis Hjorth - Vigdis, som er yndigt klædt i sart rosa, men som ikke er bleg for at hive et fuldmodent bryst frem fra kavalergangen og flashe det få centimeter fra Deres bly udsendte, da hun synes, der sker for lidt i samtalen. Hvad der skete på pubturen, må andre berette, for da var Politiken rejst hjem i sikkerhed for de vilde nordmænd, som på den ene side tager alting så uendeligt seriøst og på den anden side bedre end nogen forstår, at en festival skal være netop: en fest.