0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et følsomt indblik og en enøjet historie

Cecil Bødker fortalte fra bag navlen, mens Kåre Bluitgen gav et overblik over 1.000 års folkelig danmarkshistorie.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Cecil Bødker skrev endelig en roman igen efter seks års pause. De fleste aviser kom på banen med nyheden og anmeldte den rosende. Godt klaret af den ældre dame, lød den gennemgående reaktion: »... trods årene (1927 på dåbsattesten) har Cecil Bødker ikke mistet gnisten. Tværtimod er hendes fortællekunst blevet varmere, endnu mere forstående og afklaret med årene«, skrev Pedro i Ekstra Bladet.

Anmelderne var ligeledes imponerede over Kåre Bluitgens bedrift. Cirka to sider pr. år er det blevet til i hans personlige, poetiske genfortælling af Danmarks seneste tusind års historie i firebindsværket 'Odins hvisken'.

Sigende for den lunkne modtagelse skrev Bettina Heltberg i Politiken: »Det er ikke et storværk, men det er et stort værk, man kan respektere«. »En olympisk bedrift«, kaldte Jens Andersen Bluitgens danmarkshistorie i Berlingske Tidende, »fortiden får dramatisk ånd og mæle«, skrev han videre, men advarede mod forfatterens »socialistiske vejrtrækning«.

»Det er en sørgelig oplevelse at en så ambitiøs og stort tænkt bog, der et langt stykke ad vejen er underholdende og informativ, ender med at spærre læseren inde i et snævert og doktrinært syn på verden omkring os«.

De socialistiske ånde syntes ikke at genere Politikens Heltberg. Det gjorde derimod bogens forhold til sine mange kilder, der ikke er til at rede ud af hinanden: »Poesibog, altså«, konstaterede hun. Heltberg er som Jens Andersen gladest for de tre første bind, der »vidner om Kåre Bluitgens følsomhed og originalitet, hans tiltro til det almenmenneskeligt forsonende og dybt forfærdelige, som på en eller anden måde altid klæber ved fortiden«.

I Jyllands-Posten kaldte Niels Lillelund værket »en fabulerende kommentar til historiens gang ... projektet er al ære og hæder værd«. Men ligesom Berlingskeanmelderen noterede han sig Bluitgens betænkelige folkehelte fra Anker Jørgensen til »manden fra Blekingegade ... troen på den store utopi er hans adelsmærke«.

Lillelund forsvarede dog den politiske tendens: »... denne form for rygmarvssocialisme virker noget uvedkommende og støvet, netop fordi den har været tendensen i de seneste 30-40 års historieskrivning. Men historieskrivning uden tendens og følelse ville have været meget værre«.

Kærligheden vinder
Cecil Bødkers nye roman er lille og stram, konstaterede Else Cornelius i Berlingske Tidende.

Den handler om et kultursammenstød for knap 200 år siden. En (fremmed) tatertøs bliver gravid med en (etnisk dansk) husmandssøn. Historien fortælles af barnet Siffrine - endog fra før dets undfangelse.

»Med myten som løftestang - dens let drømmende tone og formelagtige enkelhed - vipper hun (Bødker) således let og elegant et brændende aktuelt emne over i en sfære af eviggyldighed«, skrev Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten. »Kald bare den lykkelige slutning naiv. Det er nu engang mytens privilegium at være det. Det er til gengæld Cecil Bødkers overbevisende fortjeneste, at pulsen hele vejen igennem er befriende lattermild og underfundig«.

»... mage til varm og engageret fortælling skal man lede længe efter«, skrev Susanne Bjertrup på forsiden af sektionen her i sidste uge. Fortællingens umage par må efter for mange konflikter mellem taterkvinde og svigermor flytte til et fattigt hjem hos en krøbling, hvor der til gengæld er hjertevarme.

»Det er menneskevarmen, der tæller, og gæstfriheden i dette hus understreger romanens pointe om, at man ikke skal skue hunden på hårene, men tage det fremmede og afskyvækkende til sig. Mange konflikter kan løses med lidt venlighed, og når bogen lukkes, ønsker man virkelig, at den blot er første bind i en lang serie, så man kan følge de mennesker, man er kommet til at holde af, til dørs i deres skæbner«.

I Information markerede Torben Brostrøm sig blandt andet bogens satiriske sider: »... f.eks. mandfolkedumheden i bedømmelsen af kvinders arbejde i huset, som jo ikke er et arbejde, og som Siffrine da også negligerer til fordel for at flyde i den uredte seng, videre i Josts forældres massive fordomme, som forskyder sig, idet farfar blødgøres under udførelse af praktisk hjælpsomhed, mens farmor forhærder sig i forargelse over tilsidesættelse af bondetraditionerne. Det er gode psykologiske portrætter ...

Men alt ender i næsten-idyl og vellykket integration, så farfar må give farmor tørt på for hendes sure modvilje. Hvordan det da siden er gået efter år ét, får vi ikke at vide af den gamle, livstrætte Siffrine. »Min krop er mørnet under vægten af de mange dage der blev mig tilmålt, kun mit sind er tilbage - og så den stadige venten på igen at blive et vægtløst åndevæsen«. Det er nærmest en myte, Cecil Bødker har etableret på vej mod en rå idyl, der kun delvis idealiserer, med en viden om forskellighedens realitet og ikke omkostningsfrie samliv«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce