»Krydret, farverig, vittig, uhyggelig, ulækker, bevægende, spændende og klog« - adjektivakkumulatoren her er Jyllands-Postens litteraturkritiker Jon Helt Haarder, og genstanden for hans »varme anbefalinger« er uden konkurrence ugens - måske bliver det også sæsonens? - mest omtalte og tilsyneladende bredt appellerende læseoplevelse: 'Pi's liv' af den 40-årige canadier Yann Martel. Historien om den skibbrudne teenager og den bengalske tiger, en rest af faderens zoologiske have, er »en herlig skrøne« (Berlingeren), en »vidunderlig og klog roman, som man får det godt af at læse« (Politiken), ja, anmelderne er ganske enige om, at »Martel skriver blændende godt« (B.T.). Selv om flere også har betænkeligheder af både formel og mere substantiel, ja, eksistentiel art. Hvad ellers, når romanen selv præsenterer sig som »en fortælling der vil få dig til at tro på Gud« - hvilket forfatteren selv er kommet til under arbejdet med historien, hævdede han under sit besøg i København (se interview på forsiden af sektionen). Allerede i oktober sidste år, da romanen fik Man Bookerprisen og dermed gjorde Martel verdensberømt med ét slag, rapporterede Klaus Rothstein i Weekendavisen om »en fuldkommen skamløs, farverig og vildtvoksende krabat af en usandsynlig skrøne«, der havde »noget Robinson Crusoe møder Junglebogen, der så igen møder Troldmanden fra Oz, der møder Den gamle mand og havet ... tilsat et skvæt Steen og Stoffer«. Civilisationskritikken på absurd baggrund bringer Villy Sørensens 'Tigrene' og Peter Høegs 'Kvinden og aben' i erindring, men Rothstein måtte samtidig indrømme, at »Martel fik mig ikke til at tro på Gud, men måske nok på dyrene og menneskene og, især, litteraturen«. Litterært festmåltid Næsten enslydende nøjes Michael Eigtved i B.T. nu med kun at »tro på fortællingers sublime kræfter« - herunder altså religionernes 'store fortællinger', som 1980'erne ellers udstedte dødsattest over som led i postmodernismens ideologipunkteringer. Den »moderne fabel, fortalt i et ligefremt og letløbende sprog, krydret med underspillet humor og let sarkasme« får Eigtved til at tænke på »John Irvings 'Hotel New Hampshire', Hemingways 'Den gamle mand og havet' og Saint-Exupèrys 'Den lille prins'. Noget af en bedrift«. Slet så imponeret er Jens Andersen ikke i Berlingske Tidende. Nok er han »solgt til denne robinsonade«, men han giver den kun fire stjerner af seks: »To stjerner gik tabt i romanens første tredjedel, der er en leksikalsk tørvetriller af religionshistorie og naturvidenskab«. Trods denne formelle indvending kalder han også romanen en »darwinistisk røverhistorie« uden nærmere at diskutere, om sådan én kan få nogen til at tro på Gud. Dén diskussion - og de eksistensfilosofiske betænkeligheder - foldede Karsten R.S. Ifversen til gengæld nærmere ud her i Politiken. Den »vidunderlige og kloge« roman handler om »overlevelse, fantasi og fortællingens kraft. Som sådan er den suveræn. Læs den og bliv beriget«, lød hans opfordring. Men den er »også en afhandling, der forsvarer et besnærende, men problematisk æstetisk gudsbevis«. Forklaringen vanskeliggøres ganske vist af hensynet til spændingen i det »litterære festmåltid ... hvis dessert jeg selvfølgelig ikke afslører. Men det er en surprise, der provokerer til eftertanke og kaster sin smag hele vejen tilbage gennem romanen«. Med de forbehold kommer indvendingen så fra 'Karsten Bælg': Troende uden gud Af ateisten og den troende har »den religiøse den bedste fortælling. Det rigeste liv«, lader Martel forstå. »Men kunne man egentlig ikke med bedre ret hævde det modsatte synspunkt? Hvor den religiøse blot ser Guds tegn i alt, ser biologilæreren forskelligheder. En rig og mangfoldig verden, der ikke kun peger på ét og samme punkt«. Ifversen er kritisk over for Martels »narrative relativisme, hvor alle fantasiens blændværk kan være lige gode«, og mener, at »bogen passer kun alt for godt til den senmoderne vestlige verdens behov for individuel åndeliggørelse. Det er en ekstrem individualisme, Pi udviser, når han på én økumenisk gang praktiserer både islam, kristendom og hinduisme. Der er udsalg i det åndelige supermarked for tiden, og det er ikke Gud, der vælger hin enkelte, som hos Kierkegaard, men hin enkelte, der shopper nye smagsnuancer til et liv, hvor virkeligheden for længst er gået af mode«. Allerede i sin omtale af bogen i Weekendavisen sidste år præciserede Klaus Rothstein, at hvad tro angår, »er romanen ikke for kostforagtere. Den reflekterer i ét og alt Pi's troskyldige godhed«, ja, det er »faktisk en lys roman, der gør en dyd ud af sin hovedpersons stålsatte naivitet«. Men Danmark er jo også, takket være grundtvigiansk udvanding, »det eneste land i verden, hvor man kan hævde at være troende uden at vide, hvilken Gud man tror på« - som den hvasse musikkritiker Hansgeorg Lenz engang fik det formuleret. Begrebet 'bekvemmelighedstroende' er jo strengt taget et kors for tanken. Men mon ikke danske læsere alligevel vil foretrække bare at komme en papirtiger i tanken og modtage den skibbrudne teenageapostel som vor tids kong Skjold - et vaskeægte lille Guds ord fra vandet?