'Sæsonen slutter' hedder bogen, men det gør den vist ikke endnu for forfatteren. Slutter altså. I hvert fald kan Klaus Rifbjerg stadig en af sine mest underholdende kunster: Dele den danske anmelderstand i dem, der elsker, og dem, der hader alle de øvrige kunster, han kan. Det er fuldstændig som i 1961, da Rifbjerg udgav 'Camouflage'. Berlingske Tidendes kulturredaktør Jens Andersen mindes begivenheden med respekt og sammenligner med det ny prosadigt, »af samme olympiske længde som 'Camouflage'. Sproget er dog knapt så frygtindgydende og uforståeligt som i 1961. Mesteren er blevet mere lind i stemplerne, selv om ordene stadig kommer væltende som skidt fra en spædekalv«. Ikke nogen uforbeholden ros, vel? Ingenlunde, for »det er alt i alt vældig trygt og vældig tamt«, mener Andersen og slutter, efter en bevidst meningsløs satirisk parafrasering, med denne salve: »Sådan noget kaldes modernisme. Det var knaldhamrende moderne i 1961, og det udkommer stadig på Gyldendal. Forstå det, hvem som kan«. Enden på spil Jørgensen er enig med Andersen. I stedet for en anmeldelse af bogen skriver Ekstra Bladets litteraturredaktør John Chr. Jørgensen en ganske ejendommelig 'kommentar' under overskriften 'Udbrændthed'. Om de ny digte siger kommentaren ikke meget andet, end at de »fortæller om en vred gammel mand, der ... er utilfreds med alting, fra nutidens sprogbrug til morgenbrødet hos bageren«. Til gengæld bliver der plads til at lufte gamle rygter om hengemte Rifbjergmanuskripter, herunder en ubehagelig nøgleroman om Kirsten Thorup; det er Jørgensens nødvendige opvarmning til det retoriske spørgsmål, om den ny digtsamlings titel er »litterært tyveri? Eller bare et tegn på udbrændthed?«. Spørgsmålet skyldes, at Kirsten Thorup i 1971 skrev et tv-spil, der også hed 'Sæsonen slutter'. Men sagen er nok også, at Klaus Rifbjerg på sin side aldrig har lagt skjul på sin foragt for Ekstra Bladet. B.T.s anmelder Michael Eigtved er heller ikke rigtig imponeret: Rifbjergs stil »er med alderen blevet så afglattet, at kun spredte vulgariteter om analsex og lignende stritter lidt ud fra siderne. 'Sæsonen slutter' når derfor ikke rigtigt derind, hvor dén konstatering - at alting har en ende - når ens eget mellemgulv og får det til at suge af melankoli«. Savner Eigtved melankolien ved analsex eller ved ikke at få det? Det spørgsmål står stadig tilbage og stritter ud fra B.T.s sider. Informations Erik Skyum-Nielsen mener - med passende respekt for de lykkelige undtagelser - at digtene »henslæber sig i en art vågen søvn, som stilmæssigt signaleres med spildsnak og lutter tøvende tomgang. Selv finder jeg helhedsresultatet kedeligt, alt imens jeg må medgive, at stof og stil er sammenføjet æstetisk konsekvent. Der står simpelthen alt for lidt i dén bog!«. Dødens sorte hul Sådan en dom må komme bag på de Politikenlæsere, der kommer lige fra Niels Lyngsøs anmeldelse her i sprøjten. Selv om »temaet ikke er spor originalt«, og »stream of consciousness er et klassisk modernistisk trick«, så ligger det særlige et andet sted: »Rifbjerg viser endnu en gang, at han er i stand til med stor præcision at registrere de mindste rystelser i sjæl, krop og omverden. Hans seismograf er et rigt, herligt friskt og ukunstlet dansk«, skrev Lyngsø. Her »hvirvler angst, fortrængning, besindelse, erindring og idiosynkrasi rundt i en bevidsthedsstrøm, der - takket være Rifbjergs eminent sansende sprog - bliver stærkt medrivende: Man suges rundt om dødens sorte hul«. »Kernen i hans geni er den lyriske nærhed mellem sansning, mening og sprog. Det er godt nok dejligt at læse«, skriver Henrik Schovsbo i Fyens Stiftstidende i en konstatering af, at Rifbjerg er »still going strong«, for her er han »vendt tilbage til det han bedst kan«. Formen tvinger læseren til »en høj grad af koncentration og lydhørhed, der gør, at man får øje på sproget selv - og det er det egentlig lyriske, så sandt som de fleste poetiske kneb går ud på at hæmme læsehastigheden, for et digt er, når man læser langsomt, som det engang er sagt«. Heri er Weekendavisens Lars Bukdahl tilsyneladende enig: »Denne gang synes både nødvendigheden og modstanden at være stærkere end sædvanlig. Den almægtige nationaldigter er faldet i afmagt, og det vil han ikke finde sig i, og det eneste angrebsmiddel og forsvarsmiddel, han overhovedet kender, er skriften«, forklarer kritikeren, der jo selv har indbyggede sprogkaskader i forruden, til brug mod livets svinske vejrlig - hvis man må låne lidt fra hans egen metaforiske verden. Hør bare hans konklusion: »Rifbjerg er still going strong, og når lortet rammer ventilatoren, tramper han bare hårdere på speederen, med en gennemlyst og -flosset obsternasighed, som ligner en viis patos til forveksling«. Med andre ord: Det er den »gode gamle Rifbjerg«, som Erik Svendsen hylder i Jyllands-Posten for skildringen af »en gammel mands forsøg på at stå op og konfrontere sig med alle de kropslige viderværdigheder og alverdens gebrækkeligheder«. Også Svendsen har blik for de mulige indvendinger, men ligesom de sidstnævnte tre finder han dem opvejet af Rifbjergs særlige evner: »Besværgende? Vist så. Fuld af manerer? Vist så. Disse permanente unoder til trods: Jeg kan godt lide den måde, digteren Klaus Rifbjerg bliver gammel på. Man behøver ikke være jævnaldrende for at blive rørt, anfægtet«.