0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som at blive blæst gennem undergrundsbanen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Hvis man ønsker at sammenligne livet med noget som helst må man sammenligne det med at blive blæst gennem undergrundsbanen med 80 kilometer i timen og lande i den anden ende uden at have en eneste hårnål tilbage i håret! Kastet ud for fødderne af Gud helt nøgen!«.
Virginia Woolf i novellen 'The Mark on the Wall', 1917

Fredag 28. marts 1941 klokken cirka 11.30 iførte forfatteren Virginia Woolf sig overfrakke, tog sin stok og forlod sit og ægtemanden Leonard Woolfs hus på landet i Sussex. Den 59-årige kvinde gik ned til den nærliggende flod Ouse. Det var en mørk og kold dag. Virginia Woolf lagde en stor sten i frakkelommen og gik ud i floden. Ud for at møde sin egen død.

Engang havde hun omtalt sin egen død for veninden og kæresten Vita Sackville-West på en måde, der var typisk Virginia Woolf. Logisk, gennemskuende og vanvittig vittig. Min død, havde hun sagt, bliver »den eneste oplevelse, jeg aldrig kommer til at beskrive«.

I 2003 kan selvmordet ses beskrevet i begyndelsen af den prisbelønnede, Oscar-nominerede succesfilm 'The Hours'. Nicole Kidman spiller forfatteren, der går ud i floden efter at have skrevet afskedsbreve til storesøsteren Vanessa Bell og til ægtemanden Leonard Woolf.

»Kæreste! Jeg føler mig sikker på, at jeg er ved at blive gal igen: Jeg føler, at vi ikke kan gennemgå endnu en af disse frygtelige perioder. Og jeg vil ikke komme mig denne gang. Jeg begynder at høre stemmer og kan ikke koncentrere mig. Så jeg gør, hvad der forekommer det bedste at gøre. Du har givet mig den størst mulige lykke«.

Sådan skriver Virginia Woolf til sin mand i filmen. Sådan skrev hun til ham i virkeligheden. Det er på andre punkter, at flere Woolf-kendere har påpeget uoverensstemmelser mellem filmens og virkelighedens Virginia Woolf. I filmen er selvmordsscenen forskønnet af solskin og grønt løv, selv om der ikke var et blad på træerne den dag i marts.

Omvendt er forfatteren i filmen fremstillet som mere grå i sjælen end den spraglede, usentimentale kvinde, Virginia Woolf i virkeligheden var. Hun kunne få folk til at jamre af grin med sine skarpsindige iagttagelser. Sommetider. Kun ind imellem var hun syg. Som hun havde været det allerede som barn.

Det vilde barn
Virginia Woolf blev født i 1882 og boede i sin barndom i et stort hus på Hyde Park Gate i Kensington. Forældrene, Julia Jackson og Leslie Stephen, var henholdsvis enke og enkemand, da de giftede sig i 1878. I alt bragte de fire halvstore børn med sig ind i husholdningen, som blev drevet efter den tids viktorianske mønster med masser af tjenestefolk. Sammen fik de yderligere fire børn i rap: Vanessa, Thoby, Virginia og Adrian.

De fire børn følte sig som en enhed på års afstand af de fire ældre halvsøskende. Virginia var allerede som helt lille den vilde og den fantasifulde, der kunne få de andre til at grine og elskede at skrive. Det meste af året tilbragte hun i huset i London sammen med Vanessa, som tidligt viste talent for at tegne. Mens familiens drengebørn kom på kostskole, gik pigerne i skole i London.

Leslie Stephen redigerede et opslagsværk om britisk historie og skrev også essays og anmeldelser af bøger om filosofi og historie. Der kom mange forfattere, embedsmænd, ambassadører og forlagsredaktører i huset på Hyde Park Gate, men de intense aftener med kulturelle diskussioner ophørte brat, da Julia Jackson pludselig døde af sygdom, 49 år gammel.

Virginia var 13 år, da moderen døde. Hendes far brød sammen, og det gjorde pigen også. Hun var anspændt og nervøs. Hun følte sig ensom, og hun begyndte at høre underlige stemmer i sit hoved. Faderen fulgte en læges råd og afbrød hendes skolegang. I årene derefter fik hun kun en smule undervisning af lærere, der kom i barndomshjemmet. Hun var en følsom og lydhør iagttager i et slags bur, hvorfra hun ikke kunne nå jævnaldrende i de pubertetsår, hvor seksualiteten modnes. Hendes første seksuelle erfaringer var de betydeligt ældre stedbrødres overgreb på hende.

Mange år senere, i 1925, skrev hun i romanen 'Mrs. Dalloway': »Hun var gået alene op i tårnet og havde forladt de andre, som plukkede brombær i solskinnet. Døren var smækket i, og hvor var udsigten fjern derfra, mellem puds, som var faldet ned, og klatterne fra nedfaldne fuglereder...«

Bloomsbury-kredsen
I 1902 fik faderen kræft. Virginia passede ham, til han døde to år senere. Faderens død udløste et nervesammenbrud. Virginia hørte, hvordan fuglene sang græsk uden for vinduerne og sprang ud. Fra en uskadelig højde. En af nutidens mest anerkendte Woolf-kendere, Hermione Lee, mener, at det var faderens død, der forløste forfatteren og hendes stræben efter en eksperimentel skrivemåde.

»Virginia skrev og genskrev sin far hele sit liv. Hun elskede ham, hun var rasende på ham, hun holdt aldrig op med at diskutere med ham, og da hun langt om længe i 1939 fik læst Freud, så genkendte hun fuldstændig, hvad Freud mente om 'ambivalens'«, skrev Hermione Lee i sin biografi 'Virginia Woolf' fra 1996.

Efter faderens død flyttede Vanessa og Virginia til et mindre hus på Gordon Square i kvarteret Bloomsbury i London. Vanessa malede. Og Virginia begyndte at skrive litteraturanmeldelser. Ugentligt var søstrenes hus ramme om diskussioner af litteratur, kunst, politik, religion og filosofi mellem folk fra en akademisk/litterær elite, der senere blev kendt som 'Bloomsbury-kredsen'.

Blandt deltagerne var digteren T.S. Eliot, økonomen John M. Keynes og forfatteren E.M. Forster. I årene inden første verdenskrig blev seksualitet et af de helt store samtaleemner i kliken, der tiltrak mange homoseksuelle intellektuelle.

I 'Bloomsbury-kredsen' hentede Virginia en del af den faglige viden, retoriske disciplin og forståelse af seksualitet, hun var blevet udelukket fra som teenager. Da hun som 30-årig giftede sig med den et år ældre Leonard Woolf i 1912, vidste han, at hun ikke var forelsket i ham.

»Men at du tager dig af mig, som du gør, det overvælder mig næsten«, skrev hun til ham. Også Leonard Woolf skrev fiktion, selv om det var hans fagbøger om imperiets kolonier, der gjorde ham anerkendt. De havde interessen for litteratur og politik til fælles. Og igennem hele ægteskabet havde han derudover rollen som en slags erstatningsforælder. Han plejede og opdrog sin ekstremt visionære og periodisk manisk depressive hustru. Som om hun var et barn.

Stemmer i hovedet
9. september 1913 forsøgte Virginia Woolf at begå selvmord ved at tage en overdosis medicin. På det tidspunkt var ægteparret Woolf allerede færdige med at prøve på at have et seksuelt samliv - Virginia havde ikke lyst. Efter selvmordsforsøget blev hun indlagt. Og da hun senere kom hjem til hendes og Leonards hus i Richmond, London, var hun syg i længere perioder i yderligere tre år.

Når hun blev syg, hørte hun stemmer, nægtede at spise og opførte sig voldeligt. Leonard Woolf opsøgte læger og psykiatere, men godtog ingen af diagnoserne. Hun vekslede mellem det maniske og det depressive, men han mente, at »Virginias geni var tæt forbundet med det, der manifesterede sig som labilitet og sygdom«, som han skrev i sin biografi om hende. Ro, regelmæssighed og sund kost var hans medicin. Den kunne ikke forhindre tilbagefald, hver gang hun var færdig med en roman. Tiden efter det sidste punktum var hver gang som en tortur for hende. Men selvmordsforsøgene ophørte.

Og som forfatter udviklede Virginia Woolf sig hurtigt bog for bog, tekst for tekst hen mod et eksperimenterende og aldrig tidligere set sanseligt sprog, der opfyldte hendes ambition om at skrive uafhængigt af viktorianske og maskuline traditioner. Hendes debutroman 'The Voyage Out' fra 1915 var traditionelt komponeret. Med begyndelse, midte og slutning.

Men allerede to år senere i novellen 'The Mark on The Wall' skrev hun sig fri af konventionelle metoder. Der er ingen begyndelse og ingen slutning. Kun en midte. Ligesom i en roman som 'Mrs Dalloway' fra 1925. Den har en eneste junidag som centrum. Herfra udgår fantastiske tårne af lange sætninger, der kan have krog i lyden af en klokke, duften af en hortensia eller en rødmen på en kvindekind og derfra forplanter sig til sanselige fornemmelser af relationer, erindringer, klasseforskelle og køn.

»Undersøg bare et øjeblik et almindelig sinds tankegang en helt almindelig dag. Hjernen modtager et mylder af indtryk - trivielle, fantastiske, flygtige eller indgraveret med stålets skarphed. De kommer fra alle sider, en uophørlig byge af atomer«, skrev Virginia Woolf i sit essay 'A Modern Fiction' i 1919.

I sit efterfølgende forfatterskab nåede hun ambitionen om at modtage, sortere og meddele mylderet af indtryk i en prosa, som altid var tæt forbundet med hendes eget liv og de mennesker, hun kendte. Det må have været voldsomt at være Mrs. Woolf. At være så meget til stede med indtryk og stemmer i sit hoved. At være så selvstændigt og moderne tænkende som kvinde og menneske, at man stadig forundres over hende 60 år senere.

I 1925 skrev hun et sted i 'Mrs. Dalloway', hvordan døden kan være et trodsigt forsøg på at meddele sig for »mennesker, som følte hvor umuligt det var at nå ind til det centrum, som på mystisk vis undslap dem; det lukkede, åbnede sig; begejstringen forsvandt; man var alene. Der var et favntag i døden«.

28. marts 1941 lagde hun stenen i overfrakken ved bredden af Ouse og gik ud i floden.