0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Evighedslængslen slukkes aldrig

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er traurigt gråvejr, så vi starter med en gammel bibliopatvits, der kan tåle en genudsendelse: Hvorfor sidder den ordblinde løve oppe i grantræet? Fordi den har læst, at den er dyrenes kogle!

Når vi lægger ud med lidt moro, er det ikke kun på grund af vejret, men fordi vi har dystre ting på programmet. Kan et hoved kommunikere til omverdenen i sekunderne efter, at det er hugget af?, spurgte vi i sidste uge. Vel kan det det. I Kaabers antikvariat i Skindergade i København K. har vi nemlig købt bogen 'Paris', som er skrevet af ingen ringere end Henrik Cavling. Den Levendes legendariske chefredaktør, hvis navn som bekendt endnu forbindes med journalistisk excellence. Bogen er udkommet for ca. hundrede år siden (udgivelsesår er ikke anført) og rummer et vidende og charmerende portræt af den franske hovedstad.

Ikke mindst Cavlings beskrivelser af les filles galantes, byens letlevende damer, er udsøgt læsning, ligesom hans beretning om henrettelsen af morderen Carrara er det. Det er i forbindelse med denne oplevelse, at Cavling refererer følgende utrolige historie. Den drejer sig om fysiologens navn Dr. Velpeau, der opsøger Dr. Pommerais aftenen inden denne skal henrettes:

»»Højstærede hr. kollega!«, indleder Velpeau. »Når De er død, lægger jeg Deres hoved i mine hænder og råber ind i deres ene øre: Hr. Pommerais! Vil de venligst sænke højre øjenlåg og blinke med det venstre. Jeg beder Dem, Hr. kollega, i videnskabens interesse efterkomme dette ønske«.

»Med fornøjelse«, svarede Dr. Pommerais, »mit hoved står til Deres tjeneste. Jeg er selv nysgerrig efter udfaldet«.

Som sagt så gjort. Efter henrettelsen tog Dr. Velpeau det afhuggede hoved mellem sine hænder og råbte »Højstærede hr. kollega o.s.v ... Og se! Tre gange sænkede Dr. Pommerais sit højre øjenlåg, idet han samtidig med venstre øje tilkastede sin videbegærlige kollega et fornøjet blink«.


Så vidt Henrik Cavling, hvis bøger udkom i så store oplag, at de stadig kan erhverves for en slik. Hvis vor kritiske læser nu spørger, hvad historien om Pommerais og Velpeau har at gøre i en seriøs bogklumme, der hellere burde beskæftige sig med det moderne gennembrud i litteraturen eller med nogen af de forfattere, Cavling mødte i Paris i tiåret før århundredskiftet, replicerer vi kækt, at gode historier og kuriosa har en vældig betydning for vor tids bibliopater, fordi de er med til at genfortrylle den verden, som det er modernitetens natur bestandigt at affortrylle. (Jævnfør sociologen Max Webers begreb 'Entzauberung'). Hvis man vil undgå at leve i 'rationalitetens jernbur', må man selv gøre en aktiv indsats - som læser ikke mindst!

Hertil kommer, at Dr. Pommerais' afhuggede, men stædigt kommunikerende hoved vel i sig selv er et fremragende billede på, hvad skriftsprogets - og dermed bogens - mirakel består i. Nemlig at lade de afdøde fortsætte deres tale til omverdenen. Henrik Cavling og ikke mindst den færøsk-danske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, som vi inddrog i quiz 2a, er smukke eksempler på dette.

Hver gang Deres bibliopat læser i 'Det dyrebare liv' om den stadigt mere syge, til sidst døende, Jacobsens trængsler på diverse sanatorier, hvor han kæmper for at skrive de sidste kapitler i 'Barbara', inden det er slut, og hele tiden forsøger at bevare humøret, er virkningen lige så mirakuløs, som hvis han havde siddet med et kropsløst hoved, der kunne blinke med øjnene.

Deres boghulebestyrer kommer her i tanke om en stor sten, der står i skyggen under træerne på Krabbesholm Højskole i Skive, hvorpå en lærer, der døde i 1920'erne i en meget ung alder, bliver mindet. »Evighedslængslen slukkes aldrig« har elever og kolleger, selv døde formentlig, skrevet. Tre ord. Ikke meget, men nok. Folk dør, vi husker dem, læser om dem eller læser, hvad de selv måtte have skrevet og bliver i bedste fald mindet om selv at leve, mens tid er.


Ved et tilfælde er både Cavling, Jacobsen og Bodelsen, som skrev den roman om en julemand og et bankup, vi efterlyste i quiz 2b, Politiken-people, de har alle arbejdet på avisen. Bodelsen, hvis forfatterskab den unge bibliopat slugte fra a til z, er som bekendt still going strong som tv-anmelder og har i øvrigt skrevet en meget anbefalelsesværdig fortolkning af Pieter Breugel den ældres vinterbillede 'Jægerne i Sneen', som vi omtalte for et par uger siden, da sneen endnu lå tykt over koglerne. Essayet er optrykt i John Chr. Jørgensens 'Dansk Realisme 1820- 1975', lån den på biblioteket.

Gamle Cavlings beskrivelse af hvilke mekanismer, der får den parisiske demimonde til at sælge sin ære, er så (gen)fortryllende, at De burde have dem her kære læser, men moderniteten er barsk, vi må slutte - men vender tilbage til de skjønne quinders laster ved en senere lejlighed.

Quiz 3a: Hvad er navnet på litteraturens formentlig kendteste demimonde?

Quiz 3b: »To kugler af samme størrelse og konsistens havde således brat sat sig i samtidig, men modsat rettet bevægelse; den ene, en hvid tyrenosse, var smuttet ind i Simones 'lyserøde og sorte' røv, blottet midt i menneskemængden; den anden, et menneskeøje var sprunget ud af Granos ansigt med samme kraft som den, hvormed et bundt indvolde vælter ud af en bug«. Fra hvilken uhyrlig bog af manden, som Per Aage Brandt har kaldt en af det tyvende århundredes største tænkere?



En blød plet for Færøerne
Vor læser gættede både quiz 2a og 2b.
Kære Bibliopat,
For en gangs skyld to nemme! Svaret på 2a er Jørgen-Frantz Jacobsen, og citatet fik mig til at gribe ud efter 'Det dyrebare liv' i reolen; et udvalg af breve som tilsammen er en fascinerende, morsom og bevægende bog, ikke mindst for folk med en blød plet for Færøerne. Meget apropos ugens citat slutter bogens sidste brev (skrevet i februar 1938): » ... våren er i luften«.
2b: Tænk på Nærum, tænk på Bodelsen, tænk på 'hvad-hvis-nu-' - kort sagt 'Tænk på et tal'.
Med venlig hilsen Eva Lodal


Oprob
Kære Bibliopat,
Spørgsmålet fra Jørgen Broch i Esbjerg om retningen på rygtitler er blevet meget grundigt behandlet i rubrikken 'Bagsiden' i flere numre af 'Ingeniørens Ugeblad' i efteråret 2002. Indlæggene fra adskillige læsere er ganske gode og undertiden morsomme. Måske var det en ide at få lov til at låne fra 'Bagsiden' til glæde for Politikens læsere, der jo - ligesom ingeniørerne - læser bagsiden først.

PS. Kaabers Antikvariat, som du omtalte i sidste uge, har 75 årsjubilæum 28. februar 2003. Antikvariatet blev grundlagt af min far i 1928 i Krystalgade og flyttede til Skindergade 34 og åbnede dér om morgenen den 9. april 1940 - mens Oprop'ene dalede ned fra himlen. Jeg var der - 7 1/2 år gammel. Det ejes i dag af min datter Alette og undertegnede. Med venlig hilsen Henning Kaaber Kaabers Antikvariat




Franske rygtitler
Kære Bibliopat.
I forbindelse med indlægget fra Jørgen Broch kan jeg fra mit (yderst beskedne) bibliotek konstatere, at jeg ejer to bøger med omvendt rygtitel: En fransk paperback-udgave af 'La Chute', Camus (Edition Gallimard 1956) og en skoleudgave af 'Just So Stories', Kipling fra Macmillan og Co. 1936, så det er altså ikke kun et tysk fænomen. Med venlig hilsen Lone Holmberg



Kvindeboghulen
Kære Bibliopat,
Tak til den husmoderlige bogorms søde og pragtfulde signalement af en kvindeboghule med reference til selveste Virginia Woolf og virkelig noget andet end en mandsboghule, Christeltegninger, Estrid Ott, Susybøger, nu be'r jeg dig fru bogorm. Og hvad med hr. bogorm som får lov til en ugentlig støvsugning, det er for skrapt. Venlig hilsen Benny Stausholm

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce