Det er traurigt gråvejr, så vi starter med en gammel bibliopatvits, der kan tåle en genudsendelse: Hvorfor sidder den ordblinde løve oppe i grantræet? Fordi den har læst, at den er dyrenes kogle! Når vi lægger ud med lidt moro, er det ikke kun på grund af vejret, men fordi vi har dystre ting på programmet. Kan et hoved kommunikere til omverdenen i sekunderne efter, at det er hugget af?, spurgte vi i sidste uge. Vel kan det det. I Kaabers antikvariat i Skindergade i København K. har vi nemlig købt bogen 'Paris', som er skrevet af ingen ringere end Henrik Cavling. Den Levendes legendariske chefredaktør, hvis navn som bekendt endnu forbindes med journalistisk excellence. Bogen er udkommet for ca. hundrede år siden (udgivelsesår er ikke anført) og rummer et vidende og charmerende portræt af den franske hovedstad. Ikke mindst Cavlings beskrivelser af les filles galantes, byens letlevende damer, er udsøgt læsning, ligesom hans beretning om henrettelsen af morderen Carrara er det. Det er i forbindelse med denne oplevelse, at Cavling refererer følgende utrolige historie. Den drejer sig om fysiologens navn Dr. Velpeau, der opsøger Dr. Pommerais aftenen inden denne skal henrettes: »»Højstærede hr. kollega!«, indleder Velpeau. »Når De er død, lægger jeg Deres hoved i mine hænder og råber ind i deres ene øre: Hr. Pommerais! Vil de venligst sænke højre øjenlåg og blinke med det venstre. Jeg beder Dem, Hr. kollega, i videnskabens interesse efterkomme dette ønske«. »Med fornøjelse«, svarede Dr. Pommerais, »mit hoved står til Deres tjeneste. Jeg er selv nysgerrig efter udfaldet«. Som sagt så gjort. Efter henrettelsen tog Dr. Velpeau det afhuggede hoved mellem sine hænder og råbte »Højstærede hr. kollega o.s.v ... Og se! Tre gange sænkede Dr. Pommerais sit højre øjenlåg, idet han samtidig med venstre øje tilkastede sin videbegærlige kollega et fornøjet blink«.