Bøger

Grænsegængeren Gjellerup ud af glemselen

Bøger

Den danske digter Karl Gjellerup (1857-1919) var engang så anerkendt, at han i 1917 delte Nobelprisen med Henrik Pontoppidan. I dag mener nogle, at han ikke engang havde fortjent den halve pris, mens Pontoppidan burde have haft den hele, og han er stort set glemt i sit fødeland. Men nu viser Olaf C. Nybos doktordisputats 'Karl Gjellerup - ein literarischer Grenzgänger des Fin-de-Siécle', at nedvurderingen er uberettiget.

Der findes ikke noget rammende dansk ord for begrebet Grenzgänger, som har flere nuancer. Det skal i denne sammenhæng sige, at Gjellerup bevægede sig frem og tilbage over grænsen mellem dansk og tysk kultur, så man til sidst kunne diskutere, hvor han hørte til. Men også, at han var grænseoverskridende i en anden forstand, idet han forsøgte at trænge frem til en åndelig baggrund for tilværelsen.

Gjellerups biografi er den indre tråd, som holder bogens perlekæde sammen. I begyndelsen virker hans liv spændende i ydre forstand. Men efter emigrationen til Tyskland i 1892 bliver biografien i stigende grad identisk med indholdet af hans værker.

Mod Brandes
Gjellerup voksede op i en sjællandsk præstegård og studerede teologi, men fik modvilje mod kristendommen. Lige så tidligt var han påvirket af tysk åndsliv, især digtere som Schiller og Heine. Han blev en fanatisk tilhænger af Georg Brandes, som han i et digt ligefrem kaldte »vor Helligaands Ridder, vor Sankt Georg«.

Senere blev han en lige så fanatisk modstander og var stedse på kant med det moderne gennembruds mænd. Selv betragtede han bruddet som en art befrielse, og der kan heller ikke herske tvivl om, at hans efterfølgende værker blev betydeligere end hans brandesianske tendensdigtning. Nu gik han i idealistisk og religiøs retning, mod hinduisme, buddhisme og teosofi.

Disputatsen har krævet et stort forarbejde, da der findes meget lidt materiale om Gjellerup i Danmark. Væsentlige kilder har først måttet støves op i udlandet. Det er også lykkedes Nybo at finde det forsvundne diplom fra Nobelprisen og originalen til Gjellerups pastelportræt, malet af Krøyer, samt nogle af digterens møbler.

Jugendstil
Gjellerup sættes i disputatsen ind i en større sammenhæng, jugendstilen eller art nouveau, hvis særkende blandt andet var forkærlighed for det eksotiske, ja ligefrem en vis eskapisme, en flugt til fjerne lande, tider og religioner. Inden for denne skole var Gjellerup en foregangsmand. Man har en overgang regnet naturalisterne for den tids avantgarde. Men der fandtes også noget, som kunne kaldes en modavantgarde. Den omfattede ifølge Nybo forfattere som Thomas Mann, Christian Morgenstern, Stefan Zweig og senere også Hermann Hesse.

Medvirkende til Gjellerups brud med Brandes var blandt andet hans forhold til den tyskfødte Eugenia Heusinger, gift med Brandes' fætter Fritz Bendix. Efter Eugenias skilsmisse giftede hun og Gjellerup sig, og de flyttede efter nogle års forløb til Dresden, for at han kunne slippe ud af den evindelige polemik i Danmark og få ro til at skabe sin idealistiske digtning.

Ægteskabet blev tilsyneladende lykkeligt. Men Nybo mener, at det også havde problematiske følger. Gjellerup havde nemlig lovet Eugenia at elske hende uden at besidde hende. Da hun havde født Fritz Bendix tre børn, må den seksuelle afholdenhed have påført Gjellerup utilfredshed, måske ligefrem en vis jalousi mod den tidligere ægtemand. Trekanten går i hvert fald igen som motiv i næsten alle Gjellerups romaner, ligesom platonisk kærlighed og en forening i det hinsidige bliver udgangen for de elskende.

Gjellerup kunne tegne og var yderst musikalsk, og han gjorde en stor indsats for at gøre Wagner kendt i Danmark, ja skrev ligefrem en bog om ham. Hans oversættelse af teksten til 'Valkyrien' og 'Tristan og Isolde' er stadig uovertrufne. Kærligheden til Wagner førte ham videre til Schopenhauer, hvis østligt påvirkede tanker om at dræbe livsviljen (og hermed også seksualdriften) stemte overens med Gjellerups natur og ægteskabelige vilkår. Efterhånden blev hans livssyn en personlig blanding af hinduisme, buddhisme og den indisk prægede teosofi.

Fjernøstlig fortrolighed
I romanen 'Møllen' (1896), ved siden af 'Minna' hans mest læselige værk, er der tale om en slags teosofisk okkultisme med mediumisme og spøgeri. I den store roman 'Pilgrimmen Kamenita' (1906) er han helt på indisk grund. Han havde ikke selv oplevet Østen, men takket være sine omfattende studier giver han læseren illusionen af dyb fortrolighed med denne eksotiske verden.

Det blev til flere værker med 'fjernøstligt' præg. Men i romanen 'Guds venner' (1916) vender Gjellerup sig mod en anden eksotisk verden, middelalderens. Antiklerikal er han stadig. Men hans forståelse for de forfulgte kristne eksoterikere 'gudsvennerne' viser, at ringen var nær ved at være sluttet. Han var på vej tilbage mod sin barndoms præstegård. Hans gravsten i Dresden-forstaden Klotzsche er dog tydeligt buddhistisk.

Der ofres en del omhu på en undersøgelse af det indviklede spil omkring tildelingen af den halve Nobelpris i 1917, som omsider satte Gjellerup i stand til at få eget hus. Lang tids glæde af det fik han dog ikke. I 1919 døde han af et hjerteslag, kun 62 år gammel.

Meget gik Gjellerup imod. Hans liv blev ikke lettere af, at han integrerede sig mere og mere i tysk åndsliv, så hans tilhørsforhold blev uklart (under Første Verdenskrig tog han direkte parti for Tyskland!). Og eftertiden har været unådig mod den jugendstil eller art nouveau, som Gjellerup repræsenterede.

Næsten ukendt er han i dag, men dog ikke totalt glemt. Der har været trykt enkelte tekster af ham i Danmark i de senere år, og i Thailand er 'Pilgrimmen Kamenita' en del af gymnasiernes pensum. Olaf C. Nybo mener, at en Gjellerup-renæssance kan være på vej. Den psykologiske roman 'Møllen' skulle have en reel chance for genudgivelse, og hvis interessen for det eksotiske varer ved, kunne man også tænke sig, at 'Pilgrimmen Kamenita' vil komme i nye oplag.

Vagn Predbjørn Jensen er forfatter og har senest udgivet den roste roman 'Stendyret' på Tiderne Skifter.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce