Da den 25-årige tyske forfatter Johann Wolfgang Goethes lille brevroman 'Die Leiden des jungen Werthers' (det gammeldags 's' var med i første udgave) udkom i 1774, blev den omgående en international succes, og uden hjælp fra automobiler, flyvemaskiner, internetboghandler og dagblade fik den en indflydelse over hele Europa, som vi nutidsmennesker tror er forbeholdt vores tid med vores hurtige kommunikation. Man kan indvende, at det dannede publikum var meget mindre på Goethes tid, men faktisk fik Werther indflydelse langt ned i de borgerlige, sågar småborgerlige rækker. Denne bog sprængte sociale grænser, for med udsigt til at kunne forme 'masserne' overvandt Goethe tidens og sin egen uvilje mod at henvende sig til et bredt publikum. Både Goethe selv og bogen blev kult - det var i sig selv noget nyt - og helten Werther blev en popstjerne og en af de unge døde, som senerehen James Dean, Jim Morrison, Kurt Cobain Werther døde også af en overdosis, ikke af narkotika, men af personlig frihed. Med den unge adelsmand Werther, der flytter på landet som verdenslitteraturens måske første turist og pådutter omgivelserne sin sværmeriske opfattelse af deres verden som hans private paradis, gik Goethe tæt på sine egne oplevelser. I 1772 var han praktikant ved rigskammerretten i Wetzlar. Her blev han meget gode venner med et ungt, forlovet par og sværmede for pigen, som hed Charlotte (det navn han to år efter gav Werthers forlovede og uopnåelige udkårne). Sværmeriet var alvorligt nok til, at Goethe hurtigt forlod Wetzlar. Han indså, at sentimentaliteten, som var så moderne på det tidspunkt, var en blindgyde, hvis man også ville overleve og fungere i et samfund. Det er denne sentimentalitetens krise, han personificerer i Werther, men han kunne ikke have gjort det så loyalt, både over for Werther og over for sit følsomme publikum, hvis han ikke havde været der selv. Det var et genialt sammenfald af tidens og forfatterens ånd. Straks udsolgt 'Den unge Werthers lidelser' blev straks udsolgt, genudgivet og derefter trykt i piratudgaver. Den udkom inden året var omme i to franske udgaver og en sceneversion. På engelsk udkom den i 1779, og i de næste 20 år kom der mindst syv nye engelske udgaver. Goethe, som i det hele taget var lidt utilpas ved værket, reviderede det i 1787. Først i 1820 udkom 'Den unge Werthers lidelser' på dansk, men det dannede publikum havde naturligvis for længst læst den på tysk. Også i andres fiktion optrådte Werther: Mary Shelley lod i 1818 sin Frankenstein have Werther som yndlingsbog. Napoleon hævdede at have læst Werther syv gange, og da Goethe flere gange var i audiens hos ham i 1808, havde Mr. Bonaparte, som den store mand han jo var på det tidspunkt, allernådigst en belærende kommentar. Hvilken ville Goethe dog aldrig rigtig ud med. Werthers påklædning: blå frakke og gul vest, blev kopieret, og det gjorde desværre også hans selvmord sidst i bogen. Dog ikke så udbredt som myten vil have det; i det hele taget forbinder de fleste navnet Werther med netop dette selvmord. 'Den unge Werthers lidelser' blev da også Goethes store gennembrud, og indtil giganten 'Faust', som udkom mange år senere (1. del 1808), var det hans mest vellykkede værk. Succesen skyldtes selvfølgelig, at den ramte tidsånden lige i plet, og at den rummede mange pikante selvbiografiske detaljer fra Goethes og hans miljøs liv - men Werther er samtidig et af de tilfælde, hvor en bogs store sociale og mentale gennemslagskraft også er underbygget af litterær kvalitet. Offer for tabuer Werthers historie er ikke først og fremmest en kærlighedshistorie, men historien om et følsomt hjertes og en sentimental sjæls selvdestruktion, og kærlighedshistorien er kun et af elementerne i den proces. Sådan formulerer den fremmeste internationale Goethe-biograf, Nicholas Boyle, det. Nogle fandt bogen blasfemisk - den tog for let på både Gud og ægteskabet, og Werther har den frækhed at sammenligne sine lidelser med dem, Jesus led - andre dyrkede den som nævnt, men uanset hvad man mente var den ikke til at stoppe; så hurtigt blev den populær. I Danmark mange år senere så Georg Brandes ham fra sit sædvanlige udkigspunkt som offer for samfundets standadskillelser og ægteskabets tabuer (det var ikke i Goethes ånd) og i 1970'erne har man lige så tidstypisk set Werther som en der ikke indså, at »det er den fællesmenneskelige virkelighed - samfundet - der må være humanitetens sande udfoldelsesrum« ( J.A. Doctor). Det er på sin egen marxistiske måde mere i tråd med Goethe. Selv om han skød sig i 1772 er Werther stadig levende iblandt os. Se bare på et kendt skofirmas store plakater: »Who says humans can't fly?« ('Hvem siger mennesket ikke kan flyve?') Det er som talt ud af Werthers frihedselskende mund. Men nutidens samfund har - i hvert fald i reklamer - taget hans fra resten af verden løsrevne selvudfoldelsesfilosofi til sig. Omkostningerne er dog ikke længere kun private, som for Werther, men globale.