Her var en oversættelse, der ville noget. Frem for som andre steder i udlandet blot at oversætte bogen havde den prisbelønnede oversætter Claus Bech været originalen tro og oversat bogen til 1700-tals dansk, og det var ikke gået anmeldernes skarpe næser forbi. Nogle var begejstrede. »En enestående præstation«, kaldte Weekendavisens Frits Andersen det, mens Berlingske Tidendes Jakob Levinsen gik så vidt som til at mene, at »den formidable fordanskning« er »noget af det allermest anbefalelsesværdige ved den foreliggende version«. Andre, som Informations Martin Larsen, nøjedes med at lade sig inspirere og skrive hele anmeldelsen på et tilstræbt - men dog noget betydeligt lettere læseligt - 'gammelt dansk' - oven i købet uden at gide skrive meget andet om oversættelsen end, at den er »glimrende, endskiønt den ikke er feilfri«. Så havde Politikens Susanne Bjertrup mere på hjerte. Som de øvrige roste hun oversættelsen som »en fantastisk sproglig præstation, som man kun kan beundre«. Problemet var bare efter hendes mening, at »man i lange passager ikke fatter et kvidder af, hvad der foregår«. Det skyldes ikke bare glemte sprogperler, som »linguo-becale Fricativer«, »Hegatomachie«, »phrygioide klangformer«, »ferrugineust vidunder« og »coprophagisk grinende«, men, at det danske sprog har forandret sig meget mere end engelsk siden 1700-tallet, og at Claus Bechs oversættelse derfor var meget vanskeligere at læse end originalen. Så selvom Claus Bech havde begået en oversættelse, der »for danske sprogrøgtere med museal bevaringstrang« kan blive »en kilde til tøjleløs fryd«, var der efter Bjertrups mening »sigtet for højt og dermed også skudt forbi«. En mærkelig bog Men hvad med bogen? Der er trods alt tale om en tommetyk bog fra en mand, som mange mener for længst burde have fået nobelprisen. Et er sikkert, det er ikke nogen let bog. Stort set alle anmeldere måtte melde pas, når det kom til at give et referat af handlingen, og indtil flere fremhævede, at man måtte læse den igen for at få fat i det hele. Men det skulle man ikke tage så tungt mente Information, der satte Martin Larsens begejstrede anmeldelse på forsiden. Ifølge Larsen var Thomas Pynchon nemlig ganske enkelt verdens bedste nulevende forfatter, og denne bog var beviset. »Den gaar i Blodet og i Hiernen på een. Efter et par Dage mærker man ligefremt hvorledes alle j'erne i eens Tanker har forvandlet sig til i'er, alle Substantiver tænkes med stort, Sætninger bliver længere, mere knudrede«, skrev han. Også Frits Andersen på Weekendavisen var helt oppe og ringe. Han mente, at bogen måske ville »markere afskeden med vores grundlæggende forestillinger om såvel 'litteratur' og 'historie'«, og at der dermed var tale om en »endelig virkeliggørelse af det projekt, som James Joyces Ulysses var udtryk for, men ikke formåede at løfte«. Så vidt højdespringerne. Andre var mere beherskede i rosen. Som antydet ovenfor var Berlingske Tidendes Jakob Levinsen ikke blæst omkuld, men mente tværtimod, at 'Mason & Dixon' »er og bliver et mærkeligt overkonstrueret monstrum af en roman fra den forfatter, vi i øvrigt er nogle, der regner for den største nulevende i USA, mindst«. En dom Niels Lillelund fra Jyllands-Posten ikke var helt uenig i, bogen var for lang, og »set i forhold til, hvad man kunne vente, en smule skuffende«. Frisindets grænser Skuffende var også, hvad tre redaktører på nærværende dagblad mente om islamdebatten i Danmark. Enten sagde man ja tak og var for stening, kvindeundertrykkelse og hele molevitten, eller også sagde man nej og mente, at muselmændene og deres tilslørede koner bare havde at komme tilbage til Arabien med det vuns. Ingen af delene var løsningen mente de tre, som derfor havde fået en række fremtrædende skikkelser til at komme med et mere nuancerende 'tredje' bud i bogen 'Islam i Danmark'. Og det var de sådan set sluppet glimrende fra, mente Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow, der kaldte indlæggene »spændende og tankeprovokerende«. Eneste problem efter hans mening var redaktørerne selv, og deres insisteren på at »lige netop deres position i debatten repræsenterede en slags tredje vej«. Derved skød de efter Blüdnikows mening sig selv i foden, et synspunkt anmelderkorets klart mest negative stemme, Informations David Rehling, også kunne skrive under på. »Støn« var det ord, Rehling valgte som indledning, og det var netop på grund af, hvad han kaldte de tre redaktørers »selvbevidste position«. »Kom med et handlingsprogram, I tredjerøsts redaktører« råbte han, og hakkede ad redaktørernes brug af sportsfloskler som 'banehalvdele' og 'kamp til stregen'. Midt imellem stod Bent Jensen, Jyllands-Postens kold-kriger, der efter tørt at have konstateret, at det »vist er den femte bog om islam i Danmark« i år alligevel fandt, at den indeholdt mange læseværdige indlæg. Så mangler der bare, at nogen læser dem.