Han er lillebitte, har hår som en dukke og kæderyger, idet han holder midt på cigaretten mellem tredje og fjerde nikotinfinger, mens han tygger filteret flat. Hvad han siger ud gennem cigaretten er svært at høre, men han siger også meget lidt. Michel Houellebecq, den verdensberømte franskmand, gav pressens litterære gentlemen og -kvinder et par hårde dage, da han først på ugen gæstede København. Hvad stiller man op med et interviewoffer, som stort set ikke er til at slå et ord af? Man skriver sig vel fra det. 'Pointer mellem pauser' hedder det f.eks. i overskriften til Informations interview. Bladets Rune Lykkeberg har skrevet en lang og velinformeret tekst, som mestendels består af interviewerens egne pointer til udfyldelse af Houellebecqs pauser. Franskmanden er »... forfatteren, der har skrevet om lykken ved stilheden. Lykken ved en strømafbrydelse eller en dag, hvor samfundet bliver lukket ned af en strejke«. Tavs gæst En lykke, man må håbe, de mange deltagere i Politikens offentlige interview-arrangement med Houellebecq havde sans for mandag eftermiddag. Kombinationen af de overdådige pauser og et særpræget lydanlæg, som lod flertallet af franskmandens sjældne pointer blive en sag mellem ham og hans cigaret, beredte publikum en usædvanlig oplevelse i det moderne samfund: Stilhed. Strømafbrydelse. Vi trøster os med at citere videre fra Information: »Som han har skrevet i et essay: Midt i den vestlige verdens ensomhed og ulykke er det nogle gange nok »ikke at købe og ikke at begære at købe. Det kan være nok ikke længere at deltage, ikke længere at vide, at suspendere den mentale aktivitet««. Jeg forsøgte selv noget i den retning, da jeg sad og grillede på podiet ved siden af Michel Houellebecq mandag eftermiddag: at suspendere min mentale aktivitet. Havde jeg blot skullet skrive, så kunne jeg jo som Rune Lykkeberg i Information have fyldt noget i pauserne, men nu var der næsten ikke andet at gøre end at sige med salmisten: »Her vil ties, her vil bies«. Dog ville jeg have foretrukket at udføre min meditation alene frem for på et podie foran et veloplagt publikum i den stopfyldte foredragssal. At publikum var veloplagt, fremgik bl.a. af spørgsmålene fra salen. Søger De bevidst at provokere, blev der f.eks. spurgt, og vores reporter Stéphanie Surrugue kunne åbenbart godt høre svaret: »Næh, det handler mest om, at jeg ikke er særlig heldig. I 'Plateforme' (Houellebecqs seneste roman, red.) er der en lang passage, hvor jeg fornærmer Chirac. Ingen kunne dengang forudse, at han ville blive genvalgt som præsident. På det tidspunkt virkede det ganske ufarligt at kritisere ham. Og jeg skrev om islam inden 11. september. Islam er et lille emne i bogen og var det indtil den dato også i det franske samfund. Men pludselig blev bogen genstand for vild debat. Og faktisk er jeg skide ligeglad med islam«. P-pillens magt Islam er ikke det eneste, Michel Houellebecq er skide ligeglad med. Politikens Michael Seidelin havde mandag morgen interviewet ham på forlaget Borgen og spurgt, hvorfor han lever i eksil på en irsk ø. Svaret lød: »Det er for ikke at vide, hvad der foregår i Frankrig. Jeg har set nok, og der vil ikke ske noget nyt og spændende«. Men heller ikke Seidelin havde givet op så let, og i lighed med Lykkeberg havde han under overskiften »Den tavse kultforfatter« skrevet et interview, som også var et instruktivt essay: »Han har kun et skuldertræk tilovers for sidste års polemik, hvor han i forbindelse med udgivelsen af romanen, der på fransk hedder 'Plateforme', betegnede islam som en religion, der undertrykker de troende. Han forsvarede sexturisme, erklærede den vestlige civilisation for døende og gjorde tykt nar ad smarte, unge franskmænds alternative rejseguide, Le guide du routard, med dens moraliserende anbefalinger om, hvordan politisk korrekte, vestlige turister optræder på besøg ude hos de fattige«. Berlingske Tidendes Susanne Bernth håndterede den fåmælte franskmand på sin egen måde, idet hun kombinerede ham med en anden franskmand, som tilfældigvis var i byen samme dag, nemlig filosoffen Roger Pol-Droit. Herved kunne Berlingske få en halv sides tekst ud af et dobbeltinterview, som Michel Houellebecq bidrog til med sammenlagt 13 linjer til citat. Bl.a. følgende: »det kan ikke blive ved med at fortsætte, som det gør i øjeblikket - mennesket er blevet farligt for sig selv«. Og: »Det er p-pillen, som gav den store forandring. Ikke ideerne. Tænk på, at det var marxisterne, der førte an i '68, og de kan ikke siges at have den store gennemslagskraft længere - eller noget særligt at prale af«. Dyrker madonna Det samme kan ikke siges om Michel Houellebecq. Hans bøger har enorm gennemslagskraft, og han har masser at prale af. Midt under interviewet med Berlingeren blev det meddelt, at han havde modtaget en irsk litteraturpris, som gjorde ham 75.000 euro rigere. Susanne Bernth registrerede »et glimt af glæde og nærvær i øjet hos den mand, som nok er noget nær det mest kulturpessimistiske, der kan opdrives i europæisk litteratur for tiden«. Roger Pol-Droit, den anden franskmand på visit, har skrevet en bog, som hedder »At se ned på stjernerne«. Michel Houellebecq ser ned på tilsvarende høje ting, sådan som det f.eks. fremgik, da en tilhører i Politikens Foredragssal spurgte, om hans aversion over for islam også gælder andre religioner: »Ja, egentlig. Dog har jeg til tider øjeblikke, hvor jeg føler en nostalgisk svaghed over for katolicismen. Mest fordi den er ved at blive så betydningsløs, at den er ufarlig. Jeg dyrker på halvfetichistisk vis madonnastatuer og helgentilbedelsen. Men jeg bliver virkelig fysisk utilpas, når man taler om Gud. Det er svært for mig at forklare det rationelt«. Pause.