Søger De bevidst at provokere? »Næh, der handler mest om, at jeg ikke er særlig heldig. I 'Plateforme' er der en lang passage, hvor jeg fornærmer Chirac. Ingen kunne dengang forudse, at han ville blive genvalgt som præsident. På tidspunktet virkede det ganske ufarligt at kritisere ham. Og jeg skrev om islam inden 11. september. Islam er et lille emne i bogen og var det indtil den dato også i det franske samfund. Men pludselig blev bogen genstand for vild debat. Og faktisk er jeg skide ligeglad med islam«. Gælder Deres aversion over for islam også andre religioner? »Ja, egentlig. Dog har jeg til tider øjeblikke, hvor jeg føler en nostalgisk svaghed over for katolicismen. Mest fordi den er ved at blive så betydningsløs, at den er ufarlig. Jeg dyrker på halvfetichistisk vis Madonnastatuer og helgentilbedelsen. Men jeg bliver virkelig fysisk utilpas, når man taler om Gud. Det er svært for mig at forklare det rationelt«.

Deres franske kolleger har kritiseret Dem for at være for optaget af medierne og for lidt af politik? »Ja. Hmm, det er en rimelig kritik. I midten af 1990'erne var det meget moderne at invitere forfattere i fjernsynet. Det er en oplevelse, ganske sjovt, og så bliver man genkendt på gaden. Men jeg har været nok i medierne gennem årene, faktisk tror jeg, at jeg vil stoppe nu. Hvad angår mit engagement i politik, burde kritikerne snarere omformulere sig. Det, de brokker sig over, er, at jeg ikke er partisan for nogen bestemt politiker«.

Hvorfor lader De altid den kvindelige hovedperson dø? »Jeg kan godt lide slutninger, hvor der ikke kan ske mere. Havde min fortæller været kvinde, ville det være en mand, der døde til sidst. Men jeg ville have meget svært ved at skabe en kvindelig fortæller. Jeg kan godt skabe en meget interessant kvindelig person, men ligefrem at skifte køn for at fortælle forekommer mig meget, meget svært«.