Kanon bog. Du skal bare læse den tre-fire gange, og så i øvrigt ikke gøre dig håb om at kunne forklare nogen, hvad den handler om. Sådan kan man i grove træk karakterisere anmeldernes dom over Svend Åge Madsens nye bog, 'Den ugudelige farce'. Det handler om noget med en ung fyr, der hedder Jesper, der bliver slået ubevidstløs, som Madsen kalder det, og derefter sammen med bogens handling bliver spaltet i op til fire forskellige dele. Og det var just det lille trick, som fik de fleste anmeldere til at afstå fra et egentligt handlingsreferat. Ekstra Bladets Hans Fl. Kragh kalder ligefrem et referat 'umuligt', fordi det ville indebære, at man valgte, hvilken af de forskellige virkeligheder, man skulle referere. Politikens Thomas Bredsdroff er mere optimistisk over for den teoretiske mulighed for et referat, men holder sig dog alligevel fra det, eftersom det ville kræve »hele denne avisside og den næste med«. Tættest på et referat kommer nok Berlingske Tidendes Me Lund, men selv hun efterlader læseren i betydelig tvivl om, hvad 'Den ugudelige farce' egentlig er for en størrelse. Knald hovedet mod et vandrør At det er en god størrelse, er der til gengæld ikke megen tvivl om. Ifølge Jyllands-Postens Niels Lillelund er det »som sædvanlig meget morsomt og som sædvanligt propfyldt med filosofiske finurligheder og litterære referencer nok til tre sommerferier og en sygeorlov. Meget af det vil først komme for en dag ved en fjerde gennemlæsning«, skriver han. Det skal man dog efter Lillelunds mening ikke tage så tungt, for »det bliver kun sjovere for hver gang. Madsen kan alle kunsterne plus et par stykker til, og det er umanerlig begavet og fascinerende lavet«. Hans råd er derfor »læs den, læs den igen og en gang til«. Tilsvarende begejstret er Ekstra Bladets Hans Fl. Kragh, der kalder bogen »et rundhyl (et Madsen-ord) i rummet og tiden og tilværelsen, en svimlende beskrivelse af, hvad det hele går ud på, hvis det da overhovedet går ud på noget. En guldgrube for Madsen-fans«. Også han mener, at den bør læses flere gange, men først vil han dog »anbefale, at man lige knalder bærret mod et vandrør«. Vandrør eller ej, på både Politiken og Berlingske Tidende var det især Madsens tanker om religion, der vakte lykke. Politikens Thomas Bredsdorff kalder indfaldene om religion for »de interessanteste, sjoveste og mest betydningsfulde« i bogen, som han i øvrigt betegner som »varm, venlig og vittig«. Endnu mere begejstret er Me Lund, der slutter sin anmeldelse med at sige, at 'Den ugudelige farce' »forløser på opløftende vis eksistensens store spørgsmål, ansporende og afsporende i det rette forhold. Den burde straks oversættes til både arabisk og israelsk - som et minimum«. Mange bolde i luften Overvejende positiv, men dog betydeligt mere blandet var modtagelsen af Hanne-Vibeke Holsts nye bog 'Kronprinsessen' om en kvindelig politikers kometagtige stigning og fald. Mest begejstret var Informations Marie Louise Kjølbye, der kaldte værket »en politisk nøgleroman, en fed historie«. Med bogen var Hanne-Vibeke Holst efter Kjølbyes opfattelse »blevet en forfatter med den unikke position, som Christian Kampmann havde før hende: samtidens følsomme og rå iagttager, der kan indvæve ydre politiske begivenheder i sine personers 'personlige' liv«. Eneste lille minus var, at hovedpersonens evner og ynder til tider blev idyliseret lige tanden meget. »Desværre skal vi også høre bipersonerne bekræfte Charlottes flotte barm, seksuelle udstråling, naturlige sødmælkssmil, karisma og hvad ikke«, lød det fra Kjølbye, der for en god ordens skyld forsikrede Hanne-Vibeke Holst om at»nogle af os henter faktisk ikke vores forbilleder i Børsens Nyhedsmagasin, men ville være tilfredse med én, der var lidt mere á la Pia Gjellerup i Ud & Se«. Næsten lige så positiv var Michael Eigtved i B.T. »Det er en velskrevet, omhyggelig bog, Hanne-Vibeke Holst har begået. Den er letlæst, trods det egentlig ganske indviklede plot, hvor også en ung kvindelig miljøaktivist og hovedpersonens øvrige familie spiller væsentlige roller«, skrev han. Var der en fejl, var det efter Eigtveds mening ikke Charlottes bh-størrelse, men romanens længde. Hældende mod det egentligt negative var derimod både fra Fyens Stifttidendes Ida Relsted Iversen og Susanne Bjertrup fra Politiken. »'Kronprinsessen' vil på samme tid være kvinderoman, politisk roman, realistisk samtidsroman og en kærlighedshistorie, hvilket er dens akilleshæl. Resultatet bliver, at der er for mange bolde i luften til på imponerende vis at score mål«, skrev Ida Relsted Iversen, der dog når alt kom til alt mente, at det var »god underholdning og sympatisk læsning«. Så langt ville Susanne Bjertrup ikke gå. Persontegningen var »kulørt«, sproget »lige ud ad landevejen«, og i det hele taget kunne hun »ikke sige sig fri for at synes, at den er lidt kedelig, når den nu hverken har et inciterende plot, en dyb persontegning eller et udfordrende sprog. Men salgstallene vil sikkert sige noget helt andet«. Og det sidste har hun givet ret i.