Omkring klokken 17.30 sidste lørdag fløj Deres bibliopat (BP) lavt hen over Christian Firtals Danmark og Sverige. Flyet var på vej fra Oslo, og det havde netop sneet. Synet var guddommeligt: Den nyfaldne sne dækkede alle hustage, motorveje, rundkørsler, atomkraftværker og cykelstier. Sundet var sortgrønt uden bølger, prins Hamlets irgrønne Kronborg lå som et eventyrslot til højre, mens Helsingborg til venstre lignede en landsby fra et Brueghel-maleri. Alle moderne installationer, infrastruktur af enhver art, var borte. Helsingør var hvidhed punktvist farvet af blødt, gulligt lys fra huse og lejligheder og lysmaster. Langs kysten ind mod Hovedstaden mødte mørkt vand hvidt land på en måde, hvor villahaver, veje, anlæg og skove flød sammen. Sneen var så nyfalden, at biler og sneplove endnu ikke havde nået at tegne streger i snelandskabet. Mindre end ti minutter senere var flyet nede på jorden, en halv time efter var sneen smeltet og gennemkørt, en time efter sad BP og så på døde israelske besættelsestropper i TV-Avisen. Nutiden var tilbage. Også i den grad.