0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et sted i mit værelse, hvor jeg aldrig kommer

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Omkring klokken 17.30 sidste lørdag fløj Deres bibliopat (BP) lavt hen over Christian Firtals Danmark og Sverige. Flyet var på vej fra Oslo, og det havde netop sneet.

Synet var guddommeligt: Den nyfaldne sne dækkede alle hustage, motorveje, rundkørsler, atomkraftværker og cykelstier. Sundet var sortgrønt uden bølger, prins Hamlets irgrønne Kronborg lå som et eventyrslot til højre, mens Helsingborg til venstre lignede en landsby fra et Brueghel-maleri.

Alle moderne installationer, infrastruktur af enhver art, var borte. Helsingør var hvidhed punktvist farvet af blødt, gulligt lys fra huse og lejligheder og lysmaster. Langs kysten ind mod Hovedstaden mødte mørkt vand hvidt land på en måde, hvor villahaver, veje, anlæg og skove flød sammen.

Sneen var så nyfalden, at biler og sneplove endnu ikke havde nået at tegne streger i snelandskabet. Mindre end ti minutter senere var flyet nede på jorden, en halv time efter var sneen smeltet og gennemkørt, en time efter sad BP og så på døde israelske besættelsestropper i TV-Avisen. Nutiden var tilbage. Også i den grad.


Ovennævnte være nævnt som optakt til besvarelsen af sidste uges quiz, der endnu en gang fik en pæn del af J.L. Borges store danske publikum til at fare i blok-, undskyld, blækhuset. Også Thomas Müller, Århus:

»Kære Bibliopat, jeg har den vane en gang imellem at stille mig i mit værelse på et sted, hvor jeg aldrig kommer. F.eks. i det ene hjørne med ryggen mod væggene og synet ud i værelset. Således tager alting sig ud som nyt og større. Ligesom man, når man ser billeder eller optagelser af gode venner i ukendte situationer eller omgivelser og pludselig udbryder: Hvor er han egentlig høj! Jeg har placeret mine Jorge Luis Borges-bøger i det hjørne, for det er jo hans novelle 'Aleffen', citatet i quiz 51 er taget fra«.

Det er lige, hvad det er, og til dem, der ikke har læst den blinde argentinske bibliotekar og forfatters vidunderlige novelle 'Aleph' eller 'Aleffen', er det bare med at komme i gang! Deres BP forstår den som en slags metahistorie om syn eller oplevelser af den slags, der har kraft til, at man kan grundlægge sin opfattelse af tilværelsen på den. En tolkning, der støttes af et udsagn fra ham, der hedder Danieri i novellen.


Danieri er ham, der opdager Aleffen, der i følge ham er »stedet, hvor alle verdens steder, synlige fra alle vinkler er til stede uden at blandes med hinanden«. Det sker, da han som barn er på vej op fra sine bedsteforældres kælder. Helt præcist »ved den stejle trappes 19. trin«.

I novellen beretter den voksne Danieri, der er forfatter, om sin barndomsoplevelse, så man må forstå, at den spiller en afgørende rolle for ham som voksen kunstner: »Drengen forstod ikke, at dette privilegium blev ham skænket for, at den voksne mand kunne mejsle sit digt«.

Den mesterlige novelle er dog så flertydig, at Deres BP godt kan tage fejl. Borges-eksperten Andreas Morgenrødt (anagram for hvilken dansk forfatter?) gør ham i en mediterran e-mail opmærksom på, at 'Alef' inden for matematikken er den tekniske betegnelse for uendelige mængder, og at Alef desforuden er det første tegn i det arabiske alfabet, hvilket vel i og for sig ikke rokker ved Deres BP's fortolkning, oder?


Selv venter Deres BP endnu på sin alef. Engang da han med pegefingeren gravede et lille sentimentalt hul i pudset på sin mormors tørreloft var han tæt på, og fra sædet i SK 471 i lørdags var det også lige før, han så én: I et særlig mørkt område ude i vandet, vel et par hundrede meter ud fra Dragørs kyst. Måske var der dog blot tale om falske aleffer.

På den anden side: Hvis de troende i Amr-moskeen i Kairo kan hævde, at universet befinder sig inde i en af stensøjlerne, som omgiver moskeens midterste patio, hvilket jo er helt absurd, kan en luftbåren dansk ateist og bogæder vel have lige så meget ret i sine påstande? Er sagen ikke, at vi hver er udstyret med et eller flere inspiratoriske superpunkter, hvorfra vores verden går?

Niels Tobiesen, Sebbersund, skriver, at han skulle tage meget fejl, om ikke Kurt Vonnegut med sit kronosynklastiske infundibulum i romanen 'Sirenerne på Titan' er inde på det samme som Borges. Tobiesen kan desværre ikke selv checke det, da hans bog »er bortgået fra sin plads i reolen«. Vil nogen hjælpe ham?

Quiz 52.
»Hun har hurtige sorte øjne, der skyder så gennemtrængende gennem to lange silkebløde øjenvipper, at de rammer ham langt ind i hjerte og nyrer: Den rejsende tænker: »Der findes visse sammensatte øjekast af en ukunstlet finhed, hvor lune og forstand, og alvor, og dårskab er i den grad blandet sammen, at alle Babels sprog, om de blev sluppet løs, ikke kunne give udtryk for dem««. Qui est-il?

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce