Ikke et ondt ord om S-toget mellem Køge og Hillerød, men i forhold til Orientekspressen, som Deres bibliopat altid har drømt om at sidde og læse i til den beroligende lyd af skinnebump, ja så blegner det danske tog og alle dets pissemoderne lyde altså en smule. Selvom man ifølge Agatha Christie kan risikere at blive myrdet i omtalte ekspres, har vi her i klummen altid godt kunnet tænke os at daffe til fjerne arabiske destinationer i en Pullmanwagon med lakerede træpaneler, læderstropper, hyggelige læselamper og et udvalg af gode samtalepartnere, herunder da også meget gerne en enkelt livsklog detektiv med særpræget moustache. Fra starten af 1930'erne og frem gjorde Agatha Christie jævnligt turen sammen sin mand, arkæologen Max Mallowan. Han gravede i Irak og Syrien, blandt andet i Ur, Abrahams fødeby. Mallowans fund bragte væsentligt nyt om den mesopotamiske kultur, og hans skrivende frue, der allerede var verdenskendt, var ikke sen til at omsætte lokalkoloritten i krimier som 'Mordet i Orientekspressen' (1933), 'Døden på Nilen' (1937) og 'Møde med døden' (1938) og 'Mord i Mesopotamien' (1936) ikke mindst.