0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lykkeligt drømte klumper af kød

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I begyndelsen er oplevelsen. Et flimrende kaos af sanseindtryk og følelser. Først herefter kommer ordet. Og dernæst, i bedste fald, sproget.

Det er næppe nogen nyhed. Men sådan omtrent har man vist lov at udlægge de to taler, der i går eftermiddags faldt i Folketingets snapsting i anledning af, at navnet på modtageren af Modersmåls-prisen i år er Klaus Rifbjerg.

»Er der en vidundelig, uspoleret virkelighed før sproget? En egentlig virkelighed, som vi ikke kan komme frem til, fordi vi er dømt til at opleve verden gennem et sprogligt filter?«, lagde lektor Bent Pedersbæk, medlem af Modersmål-Selskabets bestyrelse, ud med at spørge.

Vi sad og ventede på svaret. Henved 100 skikkelser, de fleste vist medlemmer af Modersmål-Selskabet, sprogets aldrende skildvagter, iført festtøj og store velvillige smil, der tydeligvis gjaldt dagens æresgæst, og som blev siddende i ansigterne programmet igennem.

»Hvordan opfatter et barn, som endnu ikke kan tale, verden? Vi får det aldrig at vide. Men Rifbjerg giver et bud«, sagde Bent Pedersbæk og læste et stykke op fra novellen 'Bevidstheden'.

»Sådan er det. Sådan var det at være, før man kunne tale. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg kan fornemme det, når Rifbjerg ved sin ordkunst minder mig om det«.

Og det er ifølge Bent Pedersbæk en af sprogets fornemmeste funktioner. At skaffe læseren adgang til den virkelighed, som befinder sig på den anden side af »den kravlende banalitet og postkortsagtige« klichéer, hvilket Klaus Rifbjerg gjorde, da han tidligt i sit forfatterskab vovede at skrive anderledes, frækkere og sværere end tidens øvrige forfattere og tvang læserne til at læse på en ny måde. Bl.a. i 'Kamuflage', hvorfra overskriften til denne artikel er lånt.

»Sproget er ikke et vindue mere, som man bare kan se igennem ind til noget andet, et budskab. Det er et sprog, der kræver opmærksomhed«, sagde Bent Pedersbæk.

Og så var han ved sin pointe:

»Sproget må fornys, for at det kan forblive det samme. Det samme fint justerede instrument til at sanse, føle og tænke med«, sagde han og vendte sig mod Rifbjerg.

»Du sender ord ud i verden, så verden bliver kendt«, sagde han.

»Hvert år synger du en sang, eller to eller tre, for os. Og det har du gjort i 45 år. Du demonstrerer for os, hvad vores sprog kan, og du gør os stolte af det modersmål, som vi er fælles om«.

Forelsket i sprog
Også Klaus Rifbjerg begyndte med begyndelsen. Altså den del af den, der kom før ordet.

»Gud ved, hvad man siger først på sit modersmål?«, indledte den store mand sin takketale.

»Sikkert ikke noget som Modersmål-Selskabet præmierer. Jeg kan tænke mig noget i retning af Booo! eller Gyyyh! eller Maaa! I hvert fald noget forholdsvis uartikuleret, men alligevel ekspressivt. Man har villet give udtryk for en sindstilstand eller et ønske. Og sådan har det været lige siden«, sagde han.

Ordenes betydning forandrer sig, ikke bare med generationerne, men i løbet af ganske få år. Og så må man lære igen.

Selv har Rifbjerg altid været forelsket i sprog på en »noget nær uanstændig måde«, som han udtrykte det. Og indrømmede, at det altid har været det lavere sprog, der har tiltalt ham, sikkert under indflydelse af skolekammeraterne i gymnasiet på Vesterbro.

»Vi talte ikke fint og krydrede gerne verbale udvekslinger med slang og rigt varierede kraftudtryk. Havde nogen været til stede med en båndoptager dengang og båndet blev spillet i dag, så ville det imidlertid have lydt næsten som Johannes P. Sørensen fra London den 4. maj 1945 om aftenen. Det, der dengang lå ved kanten af det sprogligt acceptable, bliver i dag opfattet som fint og gammeldags«.

Da Rifbjergs roman 'Den kroniske uskyld' udkom i 1958, undrede flere kritikere sig over sproget i romanen. »Taler nutidens ungdom virkelig sådan?«, skrev Tom Kristensen.

»I puberteten er den sproglige opfindsomhed og brugen af slang og kraftudtryk et bevidst/ubevidst forsøg på at lægge afstand til voksensprogets finhed og til dannelsen i det hele taget, fordi den opfattes som kunstig, skabagtig eller ligefrem undertrykkende«, sagde Klaus Rifbjerg.

»I USA er det almindeligt for politikere at bruge skønlitterære forfattere til udfærdigelsen af vigtige taler. Tanken er fuldstændig utænkelig i Danmark, hvor man i stor almindelighed ikke skænker sproglig udformning større opmærksomhed«.

»Faget retorik findes muligvis stadigvæk på universitetet, men kravet om at kunne formulere sig forståeligt eller ligefrem magtfuldt fremsættes hverken her eller på journalisthøjskolen eller forfatterskolen, hvor det - så vidt jeg har forstået - først og fremmest drejer sig om at få alumnerne til at skrive så indviklet, at så få som muligt kan forstå dem«.

Og så var der lagt i ovnen til finalen.

»Man læser tit om en journalist eller en forfatter, at han skriver godt, men ikke har noget at skrive om«, sagde Rifbjerg.

Men det er noget vrøvl, mener han. For man kan ikke skrive godt uden at have noget på hjerte.

»Derfor bør man også lytte ekstra opmærksomt, når en tekst klinger rent, eller en vending slår, som om man aldrig havde hørt den før. Der er ikke noget sært i, at den amerikanske uafhængighedserklæring er uforglemmelig, og at Hitlers 'Mein Kampf' praktisk talt er ulæselig. Jefferson havde noget godt på hjerte. Adolf haspede skrættende og foruroligende klicheer af sig«.

»Sådan var det. Sådan er det«, sagde Klaus Rifbjerg.

»Og den der ikke bøjer sig ærbødigt for sproget og sparker det opfindsomt i røven samtidig er ganske enkelt ikke værd at snakke med«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce