Det er sjovt, som tingene bider sig selv i snabelen. For et halvt års tid siden fik vi e-post fra Boye Bertelsen, barnebarn til maleren Aage Bertelsen, som sendte os en billedfil med kopi af et originalt håndskrevet brev fra Johannes V. Jensen. Jensen skrev i sin tid til Aage Bertelsen i forbindelse med erhvervelse af et af dennes malerier. I hjørnet på Jensens brevpapir ses en mammut, og det er vældig interessant, for det føjer endnu en brik til billedet af den mammutfiksering hos Danmarks store forfatter, som vi i kølvandet på sidste uges quiz er kastet ud i at udforske. Allerede i 'Bræen' fra 1908 havde Jensen skrevet indfølende om den langhårede istidsfætter: »Mammuten lignede ikke sig selv som Elefant mere, han havde lagt sig en langhaaret Pels til i Kulden, saa at han saa ud som et mosset bevægeligt lille Fjeld, naar han stemplede omkring mellem Granitblokkene og rystede Rimen af Lærketræerne, inden han fumlede de grønne Naale i sig med Snabelen«. I 1920 kunne Jensen ikke længere nøjes med at have mammutter i hovedet og på sit brevpapir. Han måtte også selv have en, hvorefter han straks gik i gang med mørtel og mursten i sin have i Tibirke. Som det ses på fotoet ikke just præcisionsarbejde. Som litteraturkritikeren Jørgen Elbek har beskrevet det: »Når han murede, svinede han med mørtelen, og to sammensømmede lister kunne han kun skille ved hjælp af en nedstryger. Som skytte skød han skævt, han var ikke god til smidighedsøvelser og kunne nok løbe på skøjter, men næppe baglæns. Tropetøjet ville ikke sidde på ham, og der var ingen legemsfryd i hans skikkelse«.