Hvis man med overbevisning vil blive ved med at kunne sige, at der er så dejligt ude på landet, skal man lade være med at læse Ida Jessens nye roman 'Den der lyver'. Hvis man derimod vil følge anbefalingerne fra noget nær det samlede anmelderkorps, kan det ikke gå hurtigt nok med at komme hen til boghandleren eller hen på det lokale bibliotek for at få skrevet sig øverst på reservationslisten. Godt nok har Ida Jessen tidligere haft venner ude blandt kritikerne, både for sine noveller og for sine to første romaner 'Vandpaladset' og 'Sommertid', men med 'Den der lyver' har hun fået sit absolutte kritikergennembrud. Da Politiken sidste år interviewede Ida Jessen, indrømmede hun, at hun indtil da nok havde været lidt ydmyg i sin forfatterselvforståelse, men denne ydmyghed kan hun godt kaste af sig, mener Berlingske Tidendes Lars Handesten. Han ser det som lidt af en fejltagelse, at hendes forfatterskab kun figurerer i en oversigtsartikel i den nye udgave af 'Danske digtere i det 20. århundrede'. »Hun fortsætter en linie i dansk digtning, som den slet ikke kan være foruden, og hun gør det på en fuldstændig ubesværet, uforstilt og overbevisende måde. Hun kan med pontoppidansk evne mane sine personer og miljøer frem på papiret, så de står tindrende klart og levende i læserens forestilling. Hun er overbevisende i detaljen. Og så forstår hun at give en nok så triviel historie en diskret kriminalistisk spænding og en erotisk ladning, der gør, at man er godt hægtet på«, skriver Handesten. Sladder og det, der er værre Historien i 'Den der lyver' handler om lægen Christian, der flytter til provinsen, hvor han køber sig ind i en lille landsbypraksis. Det skulle han aldrig have gjort, for hvad der skulle føre til idyl fører i stedet til kaos, skilsmisse, sladder og det, der er værre. Men alt det ved Christian jo ikke, så han tumler lige ned i den lægepraksis, hvor hans forgænger havde et lidt for tæt forhold til nogle af patienterne. Christian vil også gerne være tæt på patienterne, om end på en anden måde, som Politikens May Schack her skriver: »Han vil ikke være en anonym storbylæge, men ses, høres, gøre en forskel. Han er ikke idealist, men han vil være et menneske, og det betyder at være synlig. Sådanne overvejelser gør hans søster sig, for det er hende, der fortæller romanen, en mindebog, forstår man af dedikationen: 'Til minde om Christian'«. »Søsteren optræder som diskret jeg-fortæller - faktisk går der lang tid, før man opdager, det er hende, der fortæller historien, der for det meste former sig som en tredjepersons beretning. Søsterens projekt med at trænge ind i denne bror og komme til en slags forståelse er dermed identisk med forfatteren Ida Jessens, og hele forfatterskabets bestræbelse, der kredser om menneskers hemmeligheder og gåder, som kun delvis lader sig afdække og samle i ét mønster«, skriver May Schack, som finder bogen inciterende. Som læser føler hun sig tvunget ind i samme rolle som søsteren og forfatteren selv - det kan ikke gå hurtigt nok med at komme ud af byen. Også Informations anmelder, Erik Skyum-Nielsen, er begejstret. Godt nok synes han, at Ida Jessens realisme sine steder slår om i ren beton-symbolik, som når hun viser den unge læges uagtsomhed ved, at han glemmer et stykke vildt så længe, at der går maddiker i det, men det rykker ikke ved anmelderens hovedindtryk. »Den, der hvisker, lyver, siger man. Bogens titel lader antyde, at det modsatte også er tilfældet: at den, der virkelig vil en anden til livs, skjuler sig bag tavshed og nedrullet gardin. Det interessante ved Ida Jessens roman er i grunden ikke handlingsforløbet, som har sin egen dumpe logik og tidligt får læseren til at tænke, at gid man dog kunne tage fat om begge skuldre på Christian og ruske ham for at advare ham. Nej, det spændende er, at forfatteren har indbygget denne protest i fiktionen i skikkelse af en jeg fortæller, en søster der på afstand iagttager hovedpersonens deroute«, skriver Erik Skyum-Nielsen. Ikke til at stole på I Weekendavisen var også Jens Kistrup på sporet af jeg fortælleren, endda flere dage før sine kolleger, eftersom avisen anmeldte romanen flere dage, før den udkom. Måske er læsningen gået lidt for hurtigt, for Jens Kistrup synes at mene, at jeg fortælleren i romanen, søsteren, er en anden end den alvidende fortæller, der står for resten af beretningen om Christians storhed og fald. Det ser de øvrige anmeldere dog ikke ud til at være enige i. Hør eksempelvis Lars Handesten: »Fortælleren i denne roman lyver eller forstiller sig, idet hun langt hen ad vejen skjuler sig. Hun er søster til Christian og ville realistisk set ikke være i stand til at fortælle om hans tanker og handlinger. Hun er en digter, der sætter sig ind i en andens liv«, skriver Handesten. Erik Svendsen i Jyllands-Posten mener også, søsteren hele tiden er fortælleren. »Hende hører vi ikke meget om, og et langt stykke af vejen fungerer hun som en anonymiseret fortæller, der har adgang til en figurs tanker. Men ved at være en personbundet fortæller bliver læseren omvendt gang på gang gjort opmærksom på, at man ikke skal stole på det, vi læser«, skriver Erik Svendsen, der ser 'Den der lyver' som et gennembrud for forfatteren som skildrer af det lumske og fordækte.