0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mørket og støjen i Evighed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bekendelse

Den halve Maane sank bag sorte Træer
og glimted gylden mellem mørke Blade.
To Røster hørte jeg, én fjærn, én nær.

Musik til Dans langt borte i en Gade,
Musik af vege, elskovssyge Strænge -
mit Legems Røst, som mine Tanker hade.

Men nær mig suste Løvet blødt og længe
- et Sus som Havet og de tunge Skove,
et Sus fra Himlens stjærnestrøede Enge.

Jeg standsed, hviled, kunde ikke sove.
Og mens mit Blik den fjærne Maane søgte,
jeg bares vidt på Evighedens Vove.

O Evighed, hvi vil fra Dig vi flygte?
De bryndesyge violiner tier, og
Festen slukker snart sin sidste Lygte.

Men Dine evig høje Melodier som Solskin
Sjæl og Sind og Sanser bærer -
o Evighed! Forløser og Befrier!
Som Maanelys igennem Mulm sig skærer
den søde Sang om sommerhede Synder,
vor Hjærne frygter, men vort Blod begærer.

Men som et Hav i Fred Du sagte nynner,
og som en stor og stille Skov
Du suser, o Tempel, i hvis Port vort Liv begynder!

Om Jordens Kyst Din Stjærne-Brænding bruser,
og Livet nærer Du af dunkle Strømme -
o Afgrundsdyb, der ængster og beruser!

Hvor skal, o Evighed, fra Dig vi rømme?
I Dyrets Puls Dit store Hjærte banker;
Du higer gennem gyldne Plantedrømme

mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender,
og hvor mit Legem gennem Natten vanker,

o Evighed! jeg er i Dine Hænder!

Digtet er fra 1894.


Johannes Jørgensen fremsætter sin 'Bekendelse' i Dante'ske terziner, og det versemål signalerer, at digtet, som Dantes, beskæftiger sig med metafysiske materier. Den indledende situation er en nattevandring:

Digtets jegperson ser en gylden halvmåne synke bag sorte træer og opstiller en modsætning mellem to verdener: den timelige verden som kroppen tilhører, og den evige som er sjælens.

Den timelige verden er en erotisk verden med »sommerhede Synder« i form af »Dans« og elskov. Jegpersonen frygter og hader denne verden; han - hans »Sjæl« - vil hellere rette sig mod det evige som i digtet knyttes til havet, himlen og skoven.

Denne opdeling af virkeligheden i to verdener - kroppens timelige og sjælens evige verden - er en grundfigur i kristen tankegang; Jørgensen blev da også senere i livet ivrig katolik. Dette digt nævner imidlertid hverken Jesus eller Gud, og vi