Bekendelse Den halve Maane sank bag sorte Træer og glimted gylden mellem mørke Blade. To Røster hørte jeg, én fjærn, én nær. Musik til Dans langt borte i en Gade, Musik af vege, elskovssyge Strænge - mit Legems Røst, som mine Tanker hade. Men nær mig suste Løvet blødt og længe - et Sus som Havet og de tunge Skove, et Sus fra Himlens stjærnestrøede Enge. Jeg standsed, hviled, kunde ikke sove. Og mens mit Blik den fjærne Maane søgte, jeg bares vidt på Evighedens Vove. O Evighed, hvi vil fra Dig vi flygte? De bryndesyge violiner tier, og Festen slukker snart sin sidste Lygte. Men Dine evig høje Melodier som Solskin Sjæl og Sind og Sanser bærer - o Evighed! Forløser og Befrier! Som Maanelys igennem Mulm sig skærer den søde Sang om sommerhede Synder, vor Hjærne frygter, men vort Blod begærer. Men som et Hav i Fred Du sagte nynner, og som en stor og stille Skov Du suser, o Tempel, i hvis Port vort Liv begynder! Om Jordens Kyst Din Stjærne-Brænding bruser, og Livet nærer Du af dunkle Strømme - o Afgrundsdyb, der ængster og beruser! Hvor skal, o Evighed, fra Dig vi rømme? I Dyrets Puls Dit store Hjærte banker; Du higer gennem gyldne Plantedrømme mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker. Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender, og hvor mit Legem gennem Natten vanker, o Evighed! jeg er i Dine Hænder! Digtet er fra 1894.