30/5 »De ser fantastisk ud«, sagde ekspeditricen i butikken i Bogotas lufthavn, da jeg prøvede de spektakulære solbriller med sølvstel og blå glas. »Gør jeg det?«, rødmede jeg, »er de ikke lige i overkanten?«. »Efter at Jennifer López tog dem på, er de blevet enormt populære«. »Det er da betryggende«, svarede jeg. Jeg valgte et par mere diskrete af mærket 'police' - det hele var 'police'. Således udstyret steg jeg op i flyet til Medellín, hvortil jeg var på vej som inviteret til verdens største poesifestival. Flyet fløj tæt hen over et storslået landskab, grønt og bjergrigt, gennemskåret af dybe kløfter, pyntet med små hvide landsbyer på de stejle sider. Lige til at lege med. Men på vej ned fik jeg en uhyggelig vision. Jeg så et forskræmt væsen sammenkrøbet i en skov, der blev stadig mindre. Så landede vi. Det havde blot varet i 40 minutter. En bustur ville have været en anden sag, i så fald skulle man gennem tre røde zoner okkuperet af to forskellige guerillagrupper og de paramilitæres styrker. Landskabet set fra taxaen var stadig skønt, vi passerede indbydende restauranter. Det harmonerede dårligt med de ting, den kvindelige chauffør så ligefremt berettede om: Dengang Pablo Escobar var her, havde vi orden i tingene; i begyndelsen forgudede vi ham, han lavede jo gode ting, byggede skoler, skød penge i kulturen, men efter bomben ved indgangen til tyrefægterarenaen vendte vi os imod ham; nu er byen splittet i bandefraktioner, der er ikke længere noget monopolkartel. Bombeattentatet i sidste uge var en intern sag mellem de paramilitære og en af banderne; men I poeter er meget velkomne, vi elsker jer; de beskytter jer, når I optræder i slumkvartererne, de føler sig et øjeblik kulturelle, også selv om de ikke fatter et muk af det, I læser; gennemsnitsalderen derude er 18 år; de lever det store liv en sæson, bliver hurtigt gift, får børn og hus, og så er der opsparingen til deres begravelse, alle ved jo, at de ikke holder længe; her er begravelsen en fest, der er musik og dans, sådan som afdøde kunne li' det i livet, så synger man en populærsang, 'nadie es eterno en la tierra' (ingen er evig på jorden). Vi nærmede os, det var med ét mørkt, byen lå dybt nede i en skål, og en million lys tændtes. I rabatten hilste jomfruen fra sit lille kapel. Hun var også lejemordernes. »Se«, jublede chaufføren og mente byens lys, »det ligner en julekrybbe. Hvor er det smukt«. 31/5 Værelse 705 i Hotel Nutibara. Tre afsatser spærret af; tvunget til at bruge elevatoren, en dame styrer i otte stive timer ad gangen. Hotellet ligger midt i centrum ved en stor plads, et stenkast fra museet med værker af bysbarnet og billedkunstneren Fernando Botero, som han donerede for nogen tid siden. Alle poeter indlogeret på samme hotel. 110 digtere fra 70 lande. I princippet kan alt ordnes her, man behøver kun at forlade hotellet, når man bliver kørt ud for at læse op. I velkomstbrevet fraråder man stærkt at gå alene ud, også om dagen. 1/6 Fra hotellets restaurant fik jeg øje på en gammel ven, den peruanske digter Americo Ferrari. Han har boet i Europa i mere end 40 år. Løb hen til gitterhegnet og råbte. Han var på vej over en fodgængerovergang, hans sølvhvide manke skinnede i solen. Han kiggede sig omkring, forvirret og nærsynet. Jeg råbte - han vendte sig om - så mig ikke - begav sig ud på den voldsomt trafikerede vej - fik med ét øje på mig - vendte om og stavrede tilbage gennem trafikken. Han havde været på vej ud for at veksle dollar. Vi rådførte os med en betjent og fandt La Selva; det levede op til sit navn, en sand jungle af vekselkontorer med hver sin kurs i bunden af en overdækket passage. Om aftenen åbnede festivalen på Cerro Nutibara, et amfiteater lidt uden for byen, hvortil publikum strømmede, der var 12.000 sagde de. På scenen var der et panel med 11 udvalgte digtere, resten sad på stole i en hestesko bag oplæserne. Hverken Bernard Noel fra Frankrig eller nobelpristageren fra Nigeria, Wole Soyinka, dukkede op. Soyinka skulle være ankommet til Bogota, men havde af frygt for bomberne ombestemt sig i sidste øjeblik. Bernard Noel derimod var blevet fornærmet, da man i invitationsbrevet havde skrevet hans navn forkert. Størst hyldest blev den irakiske digter Saadi Yousef til del. Han opførte en tekst med hjælp fra en lokal sangerinde og mandlig oplæser fra komiteen. Det satiriske refræn »God save America. My home sweet home« udløste bragende jubel. Pinlig propaganda eller stor poesi? Stod det til publikum, var der ingen tvivl. Bagefter var der velkomstfest i poeternes sal. Levende cumbia, vallenatos og merenque. Hvidklædte tjenere kørte vogne rundt med drikkevarer; ikke øl eller vin, men rom og aguadiente. Colombianerne drak desperat og dansede frenetisk, de tre timer bandet spillede. Snart lå unge mennesker på knæ med hovedet mod jorden som i bøn og kom ikke mere op, en af organisatorerne knækkede sig hjælpeløst midt på gulvet, støttet af festivalsbossen Fernando Rendón. Jeg forestillede mig, at dette vanvid var en art katarsis, colombianeren søgte for at glemme virkelighedens pres. En digter, jeg kender temmelig godt, blev slået ned med et stort grydelåg af en af komiteens ledere. Årsag: jalousi fremkaldt af blind druk. 2/6 Spiste morgenmad med Americo Ferrari. Voldsmanden fra gårsdagens fest havde grædende bedt sit offer om tilgivelse. Den fik han. Og han reddede sit skind denne gang, selv om den havde stået på skilsmisse og fyring (efter han havde forsøgt at gøre det af med poeten, havde han givet konen dygtige tærsk). »Hvad mente du om åbningsceremonien?«, spurgte jeg Americo. Han citerede Lope de Vega med raspende stemme: »Fordi mængden kræver det, er det kun rimeligt at tale som en idiot og således gøre den tilpas«. En poet fra Bolivia blev overfaldet lige uden for hotellet og frarøvet sine penge. Om aftenen læste jeg op sammen med den colombianske digter Amparo Inés Osorio i en bar i den bedre bydel el Poblado. Baren var hårdt mærket efter bombeattentatet her ugen før. Ruder og vægge blæst væk. Vi sad halvvejs i det fri midt i en mumlen fra kaffe- og øldrikkende gæster, cappuccinomaskinen larmede, men publikum dukkede op, og koncentrationen indfandt sig. Vi havde fri bar resten af aftenen. 3/6 En poet fik stjålet sine penge uden for museet. Fulgte som tilhører med en gruppe digtere til et slumkvarter i bydelen Santa Cruz. Selv om det første indtryk var kaos, så fungerer det. De unge festivalmedarbejdere taber os ikke af syne og sørger for, at vi kommer rundt. Vi ankom i to taxaer til La Corporación Cultural de Nuestra Gente. Udenfor var der en kø på over hundrede børn i otteårsalderen. »Det er dit publikum«, sagde jeg i spøg til Tereisa Teaiwa fra Kiribati uden at vide, at jeg havde ret. Det kom jo bag på oplæserne. Bedst gik det for Tereisa Teaiwa og hendes veninde fra Samoa Sia Figiel. De sang vers fra hjemøerne og opførte egne tekster som små dramaer. De var godt forberedte og ville have vundet enhver slam-poetry. Om digtene var gode? Det må stå hen i det uvisse. Halvdelen af børnene syntes det, den anden halvdel havde kastet sig over mig med tusind spørgsmål til gringoen. Efter seancen blev vi budt på rom og fik en lille indføring i husets historie. Først havde det været bordel, sagde den tromlefede kvindelige leder, dernæst madrasfabrik. Da de overtog bygningen for en snes år siden, havde de brugt seks måneder på at skrubbe vægge og gulve rene for sæd. Jeg havde opdaget svømmepølen på hotellets tredje sal, den finske sauna og det tyrkiske dampbad. Det var ligesom et forplejningshjem for nervesvækkede alkoholikere. Sådan en forsamling af digtere kan være problematisk, betroede den kinesiske eksildigter Bei Dao mig. Han er nu bosat i USA, men med en fortid i Danmark. Dybest set, fortsatte han, er digteren en syg person, der lader sorg og frustration flyde ud over papiret. Ti dage under disse betingelser er ikke ufarligt. Jeg plejede aldrig at deltage i digtersammenkomster i Kina, det endte tit med knivstikkeri. Vi talte om det at bo et andet sted end dér, hvor man kommer fra, man har afstand til den hjemlige scene, men ens tilstedeværelse på den ny scene har ikke samme gyldighed dér. Man er og bliver en fremmed, en betragter. Det er et nyt fænomen, en ny litteratur, sagde han, digtere, der befinder sig mellem to verdener. Traditioner flyder sammen, andre billeder opstår. Så vidt jeg kunne bedømme ud fra bogen med digtene på engelsk, han forærede mig, lå Kina bag de stærkt metaforiske tableauer, som en fjern blæst eller et hav. Bei Dao var mødested for to tider, to verdener, og som han selv sagde det: Jeg er måske mere vestlig i mit udtryk end kinesisk. Baren lukkede, og jeg tog elevatoren til syvende sal. Midtvejs gik den i stå. Efter en del famlen med håndtag og knapper lykkedes det den tapre elevatordame at få den i gang igen. »Elevatoren forvandler et gab til et skrig/
som den skærer sig gennem lampeskinnets skum/
idet vinden kommer ud af ærmet, blotter den en næve af jern« Bei Dao 4/6 Om formiddagen læste jeg op med Alex Zapata fra Colombia, Karin Bellman fra Sverige og Kishwar Naheed fra Pakistan. Det foregik i kvindefængslet i Medellín. Det tog en time at komme gennem sikkerhedskontrollen. En digter fra Jamaica var blevet afvist, han havde nægtet at fjerne tørklædet, der bandt hårpragten ind i en gigantisk bylt. Denne bylt udtrykte hans forhold til Gud og var hellig. Oplæsningen blev filmet til tv. Karin Bellman læste sine enkle kærlighedsdigte op, sensuelt og rytmisk på det smukke svenske, og en af festivalens professionelle oplæsere reciterede de spanske versioner. Alex Zapata fremførte en meget lang episk sag, det er åbenbart noget, der ligger til latinamerikanske digtere, ikke mindst de colombianske, de vil kun nødigt stoppe. Kishwar Naheed læste stærke stolte digte om det at være kvinde i verden. Og jeg tog chancen med digtet 'En fange ser på friheden'. Jeg vidste alligevel ikke, hvilken reaktion jeg kunne forvente, blandt de 150 lyttende i gårdhaven befandt sig mordere, kidnappere, røvere, narkogangstere og lommetyve. Nogle af dem var forbløffende unge og smukke som teenagemodeller, andre var i totalt forfald, tandløse og udmagrede. Disse lidende kvinder havde svært ved at bevare koncentrationen, børnene fra gårsdagens oplæsning havde været langt mere motiverede. Alligevel må de have været glade for det at dømme efter det store bifald, vi fik. Jeg havde taget nogle eksemplarer af min seneste spanske udgivelse, 'Constelaciones Terrestres', med, som straks blev revet væk. Sultne kvinder, spøgte Bei Dao, der var med som tilhører. »Det er os, synderinderne, som ikke føler nogen angst for den magt, som rutinens herrer udøver« Kishwar Naheed 5/6 Sad til langt ud på natten i hotellets hall, værtshusene lukker klokken et i Medellín. Denne ordning er blevet indført for at begrænse volden. »Hvad gør man så?«, spurgte jeg insektmanden. Man går andre steder hen, sidder på gaderne og drikker. Der findes nedbrudte kvarterer i centrum, hvor kun de subsistensløse kommer. En gade kan være lukket land, mens den næste kan være fredelig og åben. Grænserne er meget skarpt trukket op i Medellín. Under de store motorvejsbroer og højbanen (den, de kalder for metro) mødes de med deres bylter omkring små bål. Den intense odør af pot bølger hen over offentlige pladser, hvor de unge sidder med deres romflasker, men aromaen kommer sandelig også fra hotelværelserne. Et gram kokain koster et par dollar. Det var ikke kun de caribiske digtere, der tog godt for sig af stimulanserne, også festivalkomiteens hårdtarbejdende medlemmer nød lidt af hvert. Men nede i hallen var jeg i godt selskab, den søde og sympatiske Tereisa fra Kiribati og så Oskar eller insektmanden. En lille spinkel figur, der var dukket ud af Medellíns nat. Han var billedhugger og blev straks forgabt i Tereisa. Han citerede smægtende vers og udtalte sig i storslåede vendinger om Tereisa og insekterne. Det smukkeste i universet ud over Tereisas mørke dybe blik var guldsmeden. Guldsmeden, det mest elegante, det stærkeste væsen, der eksisterer. »Jeg har lavet en skulpturpark«, sagde han med tårer i øjnene, »store insekter i metal«. »Har insekterne da en sjæl?«, spurgte jeg. »Nej«, sagde han bestemt, »insekter er rum«. »Hvad med kakerlakken?«. »Oh, det er et gyseligt insekt, den var med fra begyndelsen, og den skal overleve os«. »Ja, det tror jeg gerne«, sagde jeg. »Jeg har lavet en, den er tre meter lang, men ingen vil have den«. 6/6 Overværede to oplæsninger. Der var som vanligt fuldkommen proppet begge steder. Den kendte Eduardo Llanos fra Chile læste op af sine såkaldte sociale digte, egentlig en kedelig genre, som falder til jorden uden selvironi. Det havde han i det mindste. Men bedst var den schweiziske dame Tresa Ruthers-Seeli, der skriver på rhætoromansk. Efter så mange ord var hendes knappe digte en lise. »Når ormen vil skjule sig borer den sig ned i jorden, når vi vil skjule os, vikler vi os ind i ord« Tresa Ruthers-Seeli En digter blev overfaldet på åben gade og frastjålet alt. Det er udmattende med disse oplæsninger, men man får en vag ide om, hvad der skrives i verden. Med fare for at generalisere slår det mig, hvor stor forskel der er på nyere latinamerikansk digtning og så den spanske. Latinamerikanerne tør mere, de skriver gerne langt rablende, de er beat, de er surrealistiske, de er talesprog, de er påvirket af alt muligt, de er i krise, de er oprørske, og de er morsomme, de vil gerne have det hele med, spanierne derimod skriver så nydeligt, så kønt og sentimentalt, de er poetas med svulmende P. En sådan festival genererer jo også kontakter, der findes en digtermafia i verden, man inviterer hinanden til hinandens arrangementer, flere er gamle bekendte. Hurtigt dannes der kliker som på en lejrskole. De caribiske digtere hænger ud sammen i en sky af marihuana. De unge latinamerikanere holder sammen, de engelsktalende ligeså. Hvordan opfattede Kishwar Nasheed dette store møde? Hun, som kom fra Pakistan og var barn af en helt anden tradition. »Der er tre typer digtere til stede her i Medellín«, sagde hun bramfrit: »De seriøse skribenter. De, der foretrækker performance og teater, men det tragiske er, at de hverken kan synge, spille teater eller skrive. Og så er der dem, som kommer, men ikke er kaldet. Hvis der er 1.000, der jubler over et digt, så vær sikker på, at der er noget galt med det«. 7/6 Oplæsning på Antiochia-universitetet. En gennemført fiasko. Vi blev gelejdet ind i en kuppel, der var mørk som graven, helt fyldt, men stemningen var dyster dyster. Lyden virkede ikke, og ingen hørte nogensinde noget. Resten af den eftermiddag tilbragte jeg ved svømmepølen og i diverse varme bade. Talte med den tyske digter Gerhard Falkner. Han var overbevist om, at colombianere er forrykte. Skizofrene blev vi enige om. De er engle og mordere. De vil give dig deres hjerte med den ene hånd og skære halsen over på dig med den anden. De lever den helt ud til kanten. Og de unge kvinder, så åbenhjertige, naturlige og fulde af liv. Rene skønheder. I Europa planlægger man sin alderdom, ja, selv sin død. I Medellín dør man i aften. Han var kommet gående på gaden, en køn pige havde pludselig trukket en dolk og ført den op mod hans hals. Men vanviddet i Tyskland er et andet. »På bunden ... som fisken ... alene ... og sindssyg« Gerhard Falkner. Man møder hinanden i den fordømte elevator. Det tager et kvarter at nå op til syvende sal. Americo Ferrari er ved at gå ud af sit gode skind. Han har 40 i feber, kan ikke sove, klager over maden og synes, der er langt mellem snapsene. Nogle af dem: Qassim Haddad fra Bahrain, Gerhard Falkner fra Tyskland, Tresa Ruthers-Seeli fra Schweiz. Beatlegenden fra USA LeRoy Jones eller Imamu Amiri Baraka, som han kalder sig, siger ham intet. Men mange hvisker i krogene om Baraka, legenden er her, lyder det. Under en oplæsning i det fri i piskende regn gjalder Barakas stemme ud over et begejstret publikum. »Jeg kan bede hele dagen, og Gud kommer ikke. Men drejer jeg 911, så er djævlen her i løbet af et minut«. Ingen ende på jublen. Om aftenen inviteret i Las Americas af den colombianske digter Raul Henao. Med i selskabet Amparo Inés fra Colombia, Renato Sandoval fra Peru samt en feberbrændende Americo Ferrari. Las Americas er forresten en stripteasebar. Amparo Inés fik et chok, da hun, idet hun trådte ind, blev mødt af en medsøster, der spredte benene i ansigtet på hende. »Jeg finder det ydmygende«, hviskede hun. Americo drak en enkelt øl, klagede over sin feber og pulsede løs på den evige smøg, mens skiftende damer tog tøj af og på og stoltserede med deres barberede kusser. »Har du set hende panteren der«, sagde Raul, »du kan få hende for 10 dollar i baglokalet«. »Det her siger mig ikke noget«, vrissede en feberglinsende Americo. »Heller ikke mig«, bedyrede Renato Sandoval. »Og dine 10.000 vulvaer i dit digt«, hånede Raul, »det er vist bare snak«. »Tilgiv os Herre for at have accepteret alt, selv dig« Americo Ferrari 9/6 Min sidste oplæsning. Den foregik i teatersalen i Envigado, en forstad til Medellín. Et nydeligt område, arkitekturen moderne, funktionalistisk, vegetationen grøn og lysende. Første oplæser var en colombiansk digterdreng på tolv år, han havde netop udgivet sin debutbog. Hans yndlingsdigtere var Rimbaud og Baudelaire. Publikum var rørt til tårer. Hans forældre sad på første række og hørte sønnen læse fejlfrit op med høj klar stemme. Må englen ikke forlade ham. Ja, og publikum var endnu engang ekstremt lydhør og motiveret, hele salen fyldt til bristepunktet. Hvor får de dog den begejstring fra? »Det er, fordi de ikke ved, hvad de skal lave«, sagde argentineren Martìn Prieto. »De elsker fester«, sagde Amparo Inés. »Det er lige meget, om det er dukketeater eller poesi, så kommer de«, mente Edwin Madrid fra Ecuador. »Nej, de elsker poesi«, sagde Bei Dao, »det er et irrationelt folk«. Hvordan det end hænger sammen, så er begejstringen og energien en kendsgerning. Der hersker en enorm respekt for digteren og stemmen. De står i kø for at få autografer. Syl Cheney-Coker fra Sierra Leona sluttede med en pompøs ode til Pablo Neruda. De afrikanske digtere slægtede de latinamerikanske på fra de ældre generationer, som mexicaneren Juan Bañuelos (der i øvrigt fortalte mig, at han havde kendt Ivan Malinowski), ved at være temmelig retoriske. Man forstår kampens nødvendighed, den politiske dimension, man er nødt til at forholde sig til den virkelighed, ikke kun som afrikaner, men der kommer ikke automatisk poesi ud af det. I det øjeblik digteren vil belære og forklare, går poesien. 10/6 Klokken 15 blev de resterende 70 poeter kørt i busser op til Cerro Nutibara for at takke af dér, hvor det hele var begyndt. Hver digter havde fået besked om at læse to digte eller 3 minutter op. Vi sad hulter til bulter på scenen med front mod et fabelagtigt stort fremmøde. 15.000 fra det voldshærgede Medellín var mødt op. »Vi kan leve uden ilt, men ikke uden poesi«, stod der på et vajende banner. Det var jo den sidste anstrengelse, totalt udmattende og alligevel givende. Det varede i hen ved 6 timer. Mange digtere formåede ikke at begrænse sig til de tre minutter. Nogle måtte decideret stoppes. Der var dans og musik, irakeren optrådte igen med sin antiamerikanske ode, chileneren Oscar Hahn var rasende på irakeren. Den sydafrikanske rapdigter Lesego Rampolokeng læste op med et formidabelt beat og vrede. Hans politiske budskab var integreret i teksten og var ikke ydre retorisk staffage: »Jeg har forsøgt at isolere mig fra sygdommen jeg føler, men hadet trænger gennem flængerne i min Noahs ark«. Americo Ferrari læste tre ultrakorte digte op, næsten som i protest, et af dem: 'Sidste digt: det forduftede i øjeblikket'. Der var mange, jeg hørte og så for første gang. Bevægende var Galsan Tschinag fra Mongoliet. Han optrådte i sin hjemegns farvestrålende dragt. Læste egne digte på tysk, mongolsk er ikke noget skriftsprog, og han havde studeret i Tyskland. Han var shaman for et samfund derude på stepperne under de høje bjerge. Han havde brugt en hel uge på at stykke en tekst sammen på spansk. »Mi querida niñita Medellín. Yo amo a mi niñita Medellín. Mi niñita enfermita« (Min kære lille pige Medellín, jeg elsker min lille pige Medellín, min lille syge pige). Åh, udbrød publikum. Nogle græd, andre dækkede ansigtet med hænder eller tørklæder. Så sang han en fjern sang og dansede, men pludselig blev det hele meget nært og værende. Han var i gang med en shamanistisk session, han forsøgte at helbrede den syge pige Medellín. En publikummer bragte en buket roser op til ham. De caribiske digtere overtog derpå scenen, men vi andre var på vej tilbage til afskedsfesten. Ren alkohol i stride strømme. Kys og kram. De unge festivalmedarbejdere drak dansende igennem. Flere blev liggende på gulvet til tidlig morgen. Det hele var forbi, og mange af dem vidste ikke, hvad de nu skulle stille op. Finde sig et nyt job eller blive hyret til næste års festival.