Det er nu mindst fjerde Gang, jeg skriver om Strindberg. Jeg vender altid med Glæde tilbage til ham; han har sysselsat mig mer end nogen anden og lært mig mer end de fleste. For mig er han sit Lands, maaske sin Tids mærkeligste Forfatterskikkelse: et overlegent Talent, en Hjærne tilhest, ridende sine egne Veje og efterladende de fleste andre langt bag sig. Dennegang har jeg Lyst til at udtale min Beundring for ham uden Forbehold. Mine Indvendinger mod hans Meninger og mine Anker mod Formen i endel af hans Produktion lader jeg ikke komme tilorde. Hvorfor skulde jeg det? Det vil vel saa alligevel være uden Nytte og uden Betydning. Det er ikke først og fremst Strindbergs Trang til at modsige alle engang etablerede Anskuelser, som har imponeret mig, - den Trang kan ofte tilfredsstilles for godt Køb, - men det er overhovedet Mandens Evne til at tale saa godt om saa meget, som det er Solstikkene af hans Aand. Efter mit Skøn er der visselig ikke mange Nutidsforfattere, i hvis Hjærne der er en slig uhyre Omsætning, som i Strindbergs.