Lystvandring i Diamanten 3. Inden vi igen vender tilbage til de sjældne bøger som vor klumme har fået lov at kigge nærmere på i sikringschef Jesper Düring Jørgensens kontor i Det Kongelige Bibliotek, skal vi lige over i den gamle afdelings mest fantastiske rum. De fleste forskere og lånere vil nu tro, at vi hentyder til den smukke gamle læsesal, som for tiden er genstand for nærmest kultisk dyrkelse af nødlidende forskere, der ikke kan udholde, at masserne er begyndt at bruge deres bibliotek, men det gør vi ikke. Det er nemlig Danske Sal, det drejer sig om. Det store åbne rum, som findes til højre for vestibulen lige over for omtalte læsesal og i sin tid rummede alle danske bøger. »Det var et spejl af en stat«, siger Düring Jørgensen fyndigt. »Det rummede bøger fra Danmark, Norge, Slesvig-Holsten og kolonierne.. Rummet blev bygget i 1906 efter, at overbibliotekar Bruun i flere tiår havde kæmpet for mere plads og har aldrig været tilgængeligt for lånere. Kun særligt udvalgt bibliotekspersonale har haft deres gang i rummet, som er fem stokværk i højden. Straks man kommer ind i Danske Sal fyldes næsen af den vederkvægende aroma fra gamle bøger. Denne særlige duft af ældet papir og læder og det håndfedt, som gennem årtier eller århundreder har aflejret sig på bøgerne og givet dem den særlige patinering, som ikke trækker fra, men skal lægges til, når man beregner deres bibliopatiske herlighedsværdi in toto. Fra elevatoren, der desværre er blevet moderniseret, kan man stå af på hver af salens fem etager og bevæge sig rundt langs væggene og ind i kamrene, hvor bøgerne er opstillet. Gulvet man betræder består af gennemsigtige jernriste.