Lystvandring i Diamanten (1) Vi befinder os, ligesom Jan Kjærstad gjorde det for nylig, midt inde i Diamanten, og før vi for alvor begynder at kigge nærmere på skatkamrets uvurderligheder, tager vi fine, hvide bomuldshandsker på. Det føles godt, nærmest højtideligt. Pergament og papir kan holde til meget, men der er ingen grund til at udsætte gamle bøger for større belastning end højst nødvendigt, så det er bare på med vanten. Først lidt inside-information: For at øge sagligheden her i reservatet besluttede klummebestyreren at invitere sig selv indenfor i Det Kongelige Biblioteks allerhelligste gemakker, da han under en high society-begivenhed for nylig drak vin med institutionens leder, E. Kolding-Nielsen, hvis noble fuldskæg i parentes bemærket altid har givet bibliopaten mindelser om F.C. Borgbjerg, den navnkundige socialdemokratiske redaktør fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Planen lykkedes, og det er sikringschef, Jesper Düring Jørgensen, der velvilligt siger goddag og velkommen ved rulletrappen og lader lystvandringen starte med en times andagt på hans kontor, hvor klenodierne allerede ligger og venter. En af de skatte, Deres bibliopat har bedt om at få lov at se in reality, er originalmanuskriptet til 'Kongens fald' af Johannes V. Jensen, et af de ganske få eksisterende originalmanuskripter, som kendes fra Jensens hånd, da næsten alle øvrige er renskrifter til tryk. Dette manuskript har været i litteraten Aage Marcus' eje, og han har i sin tid fået udarbejdet en smuk bogæske med ex libris-mærkat og bindekapsel til det. Manusarkene ligger løst inde i et gult omslag af glat, gult papir og ligner blade fra stile- eller regnebøger. Den allerførste sætning i manuskriptet, som er skrevet med sort blæk og er fuldt af overstregninger, kom med i den færdige roman: »Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By«. Det gjorde næste sætning derimod ikke. Jensen skriver først: »Lidt Tøsne laa hist og her i Grøfterne og ud over Marken«. Det stryger han og skriver i stedet »Grøfterne laa fulde af mørk raadden Sne«. En sætning med en helt anden dramatik i, men den rådne sne overlever ikke. I danskernes yndlingsroman hedder det som bekendt: »Grøfterne laa med mørkt græs og gule Smaablomster«. Synd at den rådne sne ikke klarede skærene.