Georg Brandes og Viggo Hørup var kampfæller, men nærede samtidig en uudryddelig mistillid til hinanden. I deres modsætningsfyldte forhold kan mange af venstrefløjens kulturradikale konflikter og problemer helt op til i dag spores. Det påviste Ebbe Kløvedal Reich i en blændende forelæsning, som i går fyldte universitetsanneksets store auditorium til bristepunktet. I Georg Brandes Selskabets forelæsningsrække om den kulturradikale udfordring, som fortsætter de næste 11 tirsdage, var det faldet i Ebbe Kløvedal Reichs lod at skildre det eksplosive møde mellem Georg Brandes og Viggo Hørup. Og det gjorde han med en næsten brandesk lidenskab, selv om han ikke lagde skjul på, at hans sympati var hos Hørup. De to kampfæller og modpoler mødtes første gang til nytårsfest hos Holger Drachmann på Hotel Phønix i 1871. Og røg straks i totterne på hinanden, da Brandes hånede Hørup for hans hyldest til Kierkegaard. Ikke fordi de var uenige, men fordi de ikke brød sig om hinanden. Hørup troede, at Brandes anså ham for en bondsk kværulant, mens Brandes omvendt troede, at Hørup regnede ham for en overfladisk elegantier. »Og faktisk havde begge ret i antagelserne«, fastslog Ebbe Reich. Den moderne kulturradikalisme blev efter hans opfattelse skabt i det københavnske Venstres Morgenbladet i årene op til 1880, da Hørup og Edv. Brandes foldede sig ud - uden at Georg Brandes dog var særlig imponeret. Om Hørup skrev han, at han blot var en »journalist i en avis som ingen læste«. Ikke desto mindre var det Hørup, der holdt den store velkomsttale til Georg Brandes på d'Angleterre, da han 1883 vendte hjem fra Berlin. Selv om de herefter sås dagligt, blev de aldrig fortrolige, ifølge Ebbe Reich. Og da de året efter startede Politiken, opstod en ny konflikt. Mens Brandes ville lave en moderne »fritænkerisk avis«, var det Hørups ambition med Politiken at skabe »en anden rangforordning i det danske folk«. Erotisk frihed Konflikten mellem Georg Brandes og Viggo Hørup opregnede Ebbe Reich i fire punkter, nemlig i deres syn på: kønskampen, folkestyret, den kristne tro og nationalismen. Begge gik ind for kvindefrigørelsen, men havde vidt forskelligt udgangspunkt. Brandes syn var erotisk præget. Han ønskede kvinder, der havde samme erotiske frihed som mænd, og skrev rent ud, at det er »yderst få kvinder, der har evne til at fængsle en mand« i det lange løb. Hørup gik derimod ind for kvindefrigørelsen, fordi han fandt den social retfærdig. Med Brandes tilslutning til Nietzsches tanker om demokratiet lagde han sig milevidt fra Hørup, der anså Nietzsche for at være bindegal. »På det politiske område agiterede Hørup, mens Brandes profeterede«, fastslog Ebbe Reich. Begge var ateister, men mens Brandes åbent erklærede sig som fritænker og bekrigede kirken, hyldede Hørup statskirken som »det bedste værn for os fritænkere mod al religiøs fanatisme«. På det nationale område hævdede Hørup sig som en realpolitiker, der anså militarismen for at være »demokratiets antitese«, hvilket Brandes uden at være regulær militarist var uenig i. »Hørup dyrkede realpolitikken, mens Brandes skilte sig ud som den følelseskolde, globale dansker - præcis på samme måde som den danske venstrefløj siden delte sig i spørgsmålet om EU«, mente Ebbe Reich.