Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

xxxxxxxxxxx. hgjkdfkhgkjdfhkgj hdkfghkjd fhgkhdfkgjhkdfhgkjfdhgkjhdfkj ghdkfjghkjdfhgkjdfhkjghdsfjkghkjh gjdjhg dfjhkgj dfhjkghdkfjsh gkj sdhjkgkdg fhgf. Foto: Lotte Hansen

xxxxxxxxxxx. hgjkdfkhgkjdfhkgj hdkfghkjd fhgkhdfkgjhkdfhgkjfdhgkjhdfkj ghdkfjghkjdfhgkjdfhkjghdsfjkghkjh gjdjhg dfjhkgj dfhjkghdkfjsh gkj sdhjkgkdg fhgf. Foto: Lotte Hansen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Franzens dobbeltløber

Efter udgivelsen af ’Korrektioner’ og skandalen med ’Oprah’ var Jonathan Franzen en af amerikansk litteraturs mest udskældte og latterliggjorte figurer. Nu latterliggør han sig selv i en erindringsbog, der tydeligt viser, hvor inspirationen til ’Korrektioner’ kommer fra, og det er ikke et rart sted.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jonathan Franzen har et problem.

Han har mange problemer, men han har især ét: Han kan ikke lide at få for megen opmærksomhed. »Jeg bliver så genert«, siger han til fotografen, der netop er kommet ind for at tage billeder af ham.

Opmærksomhed er ellers noget, Franzen skulle være vant til. Han har stort set ikke fået andet, siden han skrev romanen ’Korrektioner’ i 2001, fik årets National Book Award og blev udråbt som sin generations store samtidskronikør. Så hændte ’Oprah’-skandalen, hvor Franzens berømmelse voksede eksplosivt, da han nægtede at optræde i showet eller lade romanen indgå i tv-bogklubben. Det var den for god til, mente han og gik dermed i den offentlige mening fra at være sin generations mest talentfulde forfatter til generationens mest arrogante skid.

Men al den ståhej passede nok egentlig Franzen meget godt, for han har også et andet problem: Han hader at blive overset. Og overset blev den unge, ambitiøse forfatterspire de første femten år af sin karriere, ligesom hans to første romaner, ’The Twenty-Seventh City’ og ’Strong Motion’, blev ignoreret af den litterære offentlighed.

Så fik Franzen en idé. Han skrev en vildt provokerende og vildt velskrevet artikel til tidsskriftet Harper’s om, hvordan hele den litterære kanon af store amerikanske mandlige romanforfattere fra sidste halvdel af det 20. århundrede havde udpint genren til en tør og fortænkt størrelse. Det kunne gøres bedre, mente Franzen og antydede mellem linjerne, at det kunne han gøre bedre. Med den artikel – og med den finger til traditionen – placerede Franzen sig på det litterære landkort.

Her irriterede han fra starten de andre litterater omkring sig. Det var noget med hans enorme selvtillid, der ofte slog over i det selvhøjtidelige, og hans umådelige frækhed, der grænsede til det tåbelige. Og så var der ved ham en umiskendelig ambitiøs drivkraft, en vindermentalitet, som måske gør sig godt på en sportsplads, men som virkelig ikke er klædelig i litterært selskab.

I al ubekvemmelighed
Sådan har Franzen altid været – irriterende og konkurrencemenneske – viser hans nye bog, ’Ubekvemmelighedszonen’, der tager form som en række personlige essays om hans opvækst i et småborgerligt provinshul i Missouri. Og mens hans baggrund næsten ikke kan blive mere normal – hjemmegående mor, hårdtarbejdende far, to brødre, to biler og et stort hus – så var Franzen aldrig helt almindelig.

Han var en nervøs dreng, der – ifølge bogen – var bange for »edderkopper, søvnløshed, fiskekroge, skoleballer, baseball, højder, bier, pissoirer, puberteten, musiklærere, hunde, skolens cafeteria, kritik, ældre teenagere, vandmænd, omklædningsrum, boomeranger, populære piger« og mest af alt: »mine forældre«. Når han ikke var bange, skammede han sig – over sine hornbriller, de slappe arme, bamserne, som han legede med til helt ind i 10-års alderen – og prøvede desperat på at blive som de andre »autentiske« pubertetsdrenge ved at reducere sit utrolig store ordforråd til et par sjofle udtryk og lade, som om han hellere vil hænge ud end lave komplicerede regnestykker på sin nye Texas Instruments regnemaskine »med seks funktioner«.

Kun én gang gør han noget frækt, og skrækken står stadig malet i Franzens ansigt den dag i dag, da han fortæller mig om dengang, han stod og klovnede uden for naboens hus.

Han havde opdaget nabopigerne bag en af husets ruder, og de så nu grinende til, mens han underholdt med grimasser og vilde bevægelser. På et tidspunkt begynder deres interesse for hans kunster dog at dale, og Franzen trækker – i sin desperation for at fastholde deres opmærksomhed – sine bukser ned.

»Det er helt ærligt det, jeg har skammet mig mest over i mit liv«, fortæller han og ser oprigtigt op på mig.

Blå og røde bolde
For en, der har brugt en stor del af sit liv på at skamme sig over sig selv, er det en temmelig skamløs handling at skrive en selvbiografisk bog.

»I virkeligheden er det måske samme impuls, der ligger bag: Måske er bogen mit desperate forsøg på at fastholde offentlighedens opmærksomhed ved at trække bukserne ned!«.

»For det går meget langsomt med skønlitteraturen for tiden. Det har det gjort siden udgivelsen af ’Korrektioner’ – den bog vendte fuldstændig op og ned på mit liv, for det meste på en smertefuld måde«.

Fordi du fik hele verdens opmærksomhed?

»Det var ikke en positiv form for opmærksomhed. I efteråret 2001 var jeg en af landets mest forhadte og latterliggjorte figurer. Så det at skrive mine erindringer har også været en måde at få kontrol på: Nu har folk sagt så meget latterligt om mig, nu vil jeg sige noget latterligt om mig selv. Men jeg gør det på min måde, jeg fortæller min historie på mine præmisser«.

Hvilke præmisser er det?

»Spillereglerne for det personlige essay er, at man som forfatter i bytte for den ekstra spænding og øgede opmærksomhed, det giver at skrive om sig selv, samtidig lover, at man ikke skriver noget, der er løgn. Så der er ikke noget i bogen, der er opdigtet«.

»Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg har skrevet hele sandheden om mig selv. I fortællingen af mit liv har jeg udvalgt nogle begivenheder og udeladt andre, fremhævet nogle sider af mig selv og set bort fra andre. Det er, ligesom hvis man har et bord fyldt med røde og blå bolde og man tager alle de blå bolde væk, så der kun er de røde tilbage på bordet – så har man ikke løjet om de blå bolde, man nævner dem bare ikke«.

»Den udvælgelsesproces var også noget, jeg var tvunget til at gøre for at få en god historie ud af mit liv, der simpelthen ikke var særlig begivenhedsrigt eller interessant. Og for bedre at kunne vise, hvor stort et fjols jeg var«, griner Franzen.

Efternølernørdens lyst og løgn
Og grine gør man, når man læser om den nørdede Franzen, der i puberteten var i konstant konflikt med sig selv – en konflikt, der udspillede sig mellem den 17-årige unge mand, han var, og den »indre 50-årige«, hans forældre ville have ham til at være. Hvor anspændt Franzen egentlig var, viser sig en aften, hvor han er ude og gå tur med en pige, som begynder at fortælle om en bog af Freud, som hun lige har læst. Da hun kommer til teorien om det ubevidste, bliver den unge mand så bange ved tanken om, at der eksisterer noget i ham, der ligger uden for hans – og hans forældres – kontrol, at et højt, forskrækket skrig undslipper hans læber. Både teorien og skriget giver det unge par gåsehud i den lyse sommeraften.

Opdagede du nye sider ved dig selv i beskrivelsen af dit liv?

»Nej, det gjorde jeg sjovt nok ikke, men jeg så pludselig mine forældre i et nyt lys. Jeg oplevede dem som utrolig strenge og puritanske, da jeg var dreng, men når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg godt se, at de faktisk var meget tolerante. Men dengang følte jeg, at de bevogtede mig konstant«.

Det var dig, der bevogtede dig konstant!

»Ja, jeg var min egen strengeste forælder, mens de i virkeligheden var utrolig flinke«.

De flinke forældre er altid dem, det er sværest at gøre oprør mod.

»De gav mig dog én ting at gøre oprør imod, og det var, at de var dybe modstandere af mine planer om at blive forfatter. Den modstand er nok det bedste de gav mig i livet!«.

Løgn og sladder
Franzens far havde ellers haft andre planer med sin yngste søn, efternøleren, der var utrolig dygtig i skolen og ikke virkede så oprørsk som de to ældre. Men på et udvekslingsophold i Tyskland faldt Franzen for den tyske litteratur – og en lang række piger, som han ikke nedlagde – og især faldt han for Kafka og Rilke, der lærte den unge mand, at det at læse og skrive ikke bare var det rene tidsfordriv, sådan som hans far altid havde ment. Litteratur, fandt Franzen ud af, var den eksistentielle undersøgelse og mulige omskabelse af selvet, men det var en indsigt, som den unge romantiker holdt for sig selv:

»Jeg løj hele tiden for mine forældre, og det er i dag en af de bedrifter, jeg er mest stolt af: alle de løgne, jeg fandt på!«, griner Franzen, men bliver alvorlig et øjeblik efter: »Det er selvfølgelig ikke pænt at lyve for sine forældre, men det var den eneste måde, jeg kunne skabe et rum for mig selv på. Uden de løgne ville jeg have været en død mand. Mine forældres kærlighed var så kvælende. Jeg følte, at jeg måtte putte en maske på – den med ’den gode, dygtige dreng’ – når jeg var i deres selskab. Men når jeg var ude af huset – og især da jeg kom til udlandet – blev jeg en helt anden«.

»Jeg vidste jo godt, at jeg var meget anderledes end dem, og at det, jeg ville, var noget meget fremmed for dem, noget de aldrig ville kunne forstå. De kom begge fra små kår på landet, havde ingen uddannelse og ingen kulturelle interesser. På en måde var mine mange løgne en måde at skåne dem på – skåne dem for sandheden om, hvem deres søn var«.

Kunne du have skrevet denne bog, hvis de stadig havde været i live?

»Så ville det have været en meget anderledes bog. Min storebror bryder sig stadig ikke om, at jeg skriver personlige essays om vores familie, men selv han er vist ved at blive vant til at være i familie med en lille skiderik, der sladrer om alt«.

Enten lyver du, ellers sladrer du?

»Det ser ud til det«.

Haves: Manerer
I løbet af læsningen om Franzens opvækst bliver det klart, hvor hovedmaterialet til den dysfunktionelle familie i ’Korrektioner’ kommer fra: de hårdt konkurrerende brødre, den mavesure far, den anmassende mor og deres indbyrdes dårlige forhold, der gør huset til den ’ubekvemmelighedszone’, bogens titel refererer til.

Uden for husets fire vægge kompenserer den velbegavede dreng for utrygheden i hjemmet ved at hævde sig selv på de andres bekostning – specielt i skolen, hvor Franzen ser det som »min naturlige ret at være den bedste«. På et tidspunkt bliver han udfordret i en stavekonkurrence af en lidt ynkelig klassekammerat, der har øvet sig helt sindssygt til prøven, som han så gerne vil vinde, men Franzen slår ham nådesløst med sin suveræne stavning. To uger senere dør drengen i en trafikulykke og efterlader Franzen under en sort sky af skyldfølelse.

»Jeg har det stadig enormt dårligt over det. Mit liv var så meget bedre end den drengs – han kom fra et belastet hjem, havde ikke nogen far, og stavning var det eneste, han bare var lidt god til – og han flippede fuldstændig ud, da han tabte, græd som pisket. Kunne jeg dog ikke have givet ham lov til at have bare én triumf i livet?«.

Du vidste jo ikke, at han skulle dø.

»Skyldfølelse er ikke en rationel størrelse. Men jeg gjorde også andre ting, der ikke var gode. F.eks. smed jeg engang en levende frø på bålet – bare for at se, hvad der ville ske«.

Sådan er børn jo. Min storebror kunne ikke se en edderkop uden at blive overvældet af trangen til at hive alle benene af den.

»Jamen, synes du ikke, at en del af et barns opdragelse består i at forklare dem, at det er frygteligt at gøre sådan noget? Jeg synes, at det er fuldstændig passende at installere en følelse af skyld i dem – som et instrument i deres moralske opdragelse. Hvis du aldrig føler skyld eller fortrydelse over noget, som du har gjort, så bliver du heller aldrig moralsk voksen«.

Jeg mener ikke, at skyldfølelse har noget med moral at gøre – det er en fuldstændig subjektiv størrelse.

»Drengens død var i hvert fald en objektiv størrelse, og den fik mig til at indse, at det ville have været rart, hvis jeg havde kunnet sige det om mig selv bagefter – at jeg havde forstået, hvor meget det betød for ham at vinde denne ene sejr. I stedet insisterede jeg på min egen ret til at vinde«.

Gjorde episoden dig så til et mere moralsk menneske?

Det er stille i stuen i lang tid, før Franzen svarer ligeud: »Nej«. Så vender han sig lidt i stolen og kaster mig et sideblik: »Nogle gange er jeg bange for, at jeg slet ikke ejer nogen moral – at jeg bare har gode manerer«.

»Det er selvfølgelig ironisk nok, for her i landet er jeg kendt for at have dårlige manerer, men det passer ikke. Jeg har måske stødt den offentlige mening ved at indrømme, at jeg er konkurrencemenneske, og at jeg tager mig selv og mit arbejde som forfatter meget seriøst«.

»Mine forældre var også altid efter mig med det. Bare fordi jeg var velbegavet, skulle jeg ikke tro, at jeg var bedre end de andre, sagde de. Men samtidig var de så pærestolte, når jeg kom hjem med gode karakterer, mens de forbigik det i tavshed, hvis der var noget, jeg ikke var god til – sport for eksempel. Så jeg fik med dobbeltløberen«.

Så er det, at fotografen ankommer, og Franzen hævder, at nu bliver han genert. Jeg går forstående ind i værelset ved siden af, for at min tilstedeværelse ikke skal gøre ham forlegen foran linsen, men gennem døråbningen ser jeg, at Franzen poserer uden problemer – ved bordet, på gulvet, i stolen. Han ender endda med selv at komme med forslag til, hvordan han kunne tage sig ud, og før vi får set os om, har han smidt både sko og sokker og ligger og slanger sig i sofaen. Franzen har ingen problemer.

Og det er måske netop hans problem. Dét med dobbeltløberen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden