»Jeg havde egentlig tænkt mig at starte med at fare ind på scenen og smide alt tøjet for derefter at smøre mig ind i lort og mad. Så ville jeg dyrke sex med forskellige dyr og tvinge én fra publikum til slikke mig ren. Når det var sket, ville jeg dræbe alle i lokalet, inklusive mig selv. Og endelig skulle en krøbling komme ind på scenen og kneppe min døde krop. Men, I ved, man bliver så træt af altid at gøre, hvad publikum forventer...«

Det er en novemberaften i 1989 i downtown-klubben The Knitting Factory, på scenen står Lydia Lunch, og som sædvanlig, når den hæmningsløse spoken word-kunstner åbner sin beskidte kæft, dukker publikum sig med en blanding af ubehag og masochistisk fryd.