Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
AGGRESSIV. Lydia Lunch på scenen i 1980. Med pågående erotisk udstråling, hvor vold og masochisme går hånd i hånd, kan Lunch være hård kost for sarte sjæle.
Foto: (Arkivfoto) Angie Coquran/Corbis /© CORBIS

AGGRESSIV. Lydia Lunch på scenen i 1980. Med pågående erotisk udstråling, hvor vold og masochisme går hånd i hånd, kan Lunch være hård kost for sarte sjæle.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det amerikanske mareridt

Forfatteren Lydia Lunch blev downtownscenens mørke diva og ukronede undergrundsdronning.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg havde egentlig tænkt mig at starte med at fare ind på scenen og smide alt tøjet for derefter at smøre mig ind i lort og mad. Så ville jeg dyrke sex med forskellige dyr og tvinge én fra publikum til slikke mig ren. Når det var sket, ville jeg dræbe alle i lokalet, inklusive mig selv. Og endelig skulle en krøbling komme ind på scenen og kneppe min døde krop. Men, I ved, man bliver så træt af altid at gøre, hvad publikum forventer...«

Det er en novemberaften i 1989 i downtown-klubben The Knitting Factory, på scenen står Lydia Lunch, og som sædvanlig, når den hæmningsløse spoken word-kunstner åbner sin beskidte kæft, dukker publikum sig med en blanding af ubehag og masochistisk fryd.

Som alle, der har oplevet Lunch i levende live, ved, siger hun i sjælden grad tingene ligeud.

Hendes tekster og monologer er på én gang selvinvesterende, hårdkogte og fulde af fnysende foragt, og i interview med hende dukker ordet ' sandhed' op med jævne mellemrum.

Ligesom hun kun undtagelsesvis synger sange, hun ikke selv har skrevet, erklærer hun sig ude af stand til at fortælle en historie om noget, som hun ikke i en eller anden form selv har oplevet.

»Jeg vil vise folk verden, som den er«, sagde Lydia Lunch i 1987 til Per Reinholdt Nielsen fra dagbladet Information.

»Vise dem virkelighedens pornografi. Jeg vil afdække og blotlægge sandheden, men det skræmmer mange folk, for sandheden er svær at sluge. Folk vil meget hellere underholdes, men jeg er ikke entertainer, så når de kommer til mine optrædender, må de høre min version af virkeligheden, som nogen kalder sindssyg«.

Og videre:

»Jeg afspejler, hvad samfundet har fået mig til at føle, og giver det tilbage til folk.

Selv om de ikke er personligt ansvarlige for den smertefulde og nedværdigende verden, vi lever i, er de en del af den, og alle må være med til at gøre verden til et anstændigt sted at leve.

Det er kun retfærdigt, at folk får det hele i hovedet, når jeg optræder, fordi, for hver ti millioner veltilfredse, kedelige personer, der vil æde lort hver dag, findes der kun én af mig«.

Pro-pornografisk feminisme Og tak for det, kunne man fristes til at sige.

For med sin punkede gør-det-selv-attitude, sin ubønhørlige sarkasme, sin næsten Valerie Solanas-aggressive og propornografiske feminisme samt sin pågående erotiske udstråling, hvor vold og masochisme går hånd i hånd, kan Lunch både som spoken word-kunstner, forfatter og undergrundsrockstjerne være temmelig hård kost for sarte sjæle.

Og parallelt med sine mangeartede kunstneriske aktiviteter har hun desuden været berygtet for på det private plan at leve på kanten, ikke bare af samfundet som sådan, men også af undergrundens egne normer.

Lunch har aldrig lagt skjul på, at hun var fascineret af tilværelsens ekstreme og mørke sider: ekstrem sex, seriemordere, grænsepsykotisk adfærd, ændrede bevidsthedstilstande og så videre.

Og i midten af 1970' erne, da hun var undergrundens Mørke Præstinde på New Yorks downtown-scene og en af front-figurerne i den særlige afstikker af amerikansk punk, som gik under betegnelsen no wave, levede hun angiveligt efter en overskridelsens strategi, der ikke alene kom til udtryk i subversiv kunst, men også i en adfærd, som til tider kunne være direkte sundhedsskadelig for hende selv.

I en periode efter sin ankomst til New York drev hun rundt i byen og sov på sofaer hos venner og bekendte, men på et tidspunkt fandt hun en passende base på sen-70' ernes Lower East Side, et kvarter, hun har beskrevet som »et ingenmandsland« af faldefærdige bygninger, som efter mørkets frembrud forvandlede sig til en spøgelsesby.

Jeg påtager mig rollen som dommer, jury, sigtet og offer. Et skizofrent passionsskuespil, som suger næring af de berusende tilbageslag fra den repetitive voldsspiral

Og så tog hun ellers tråden op fra sin tidlige pubertets selvdestruktive adfærd ved med hud og hår at kaste sig ud i et miljø, hvor man levede fra dag til dag:

»På en eller anden måde klarede vi at betale regningerne«, har hun sagt, »spise af og til, være konstant stenede på Seconals og drikke, som var det en religion. Hvad andet var der at gøre?«.

Septiktank af forræderi
Lydia Koch blev født i 1959 i Rochester i den nordlige del af staten New York.

Efter forældrenes skilsmisse blev hun boende hos sin mor, men i 1973 proppede moren den 13-årige datter ind i sin bil og kørte hen og satte hende af hos den far, hun knap nok kunne huske, og forsvandt derefter ud af hendes liv.

Faren - som systematisk forgreb sig på datteren - har Lunch siden beskrevet som en »affældig septiktank af forræderi«.

I bogen 'Paradoxia. A Predator's Diary' ( 1997) - en fiktionaliseret selvbiografieller en selvbiografisk roman ( man ved aldrig med Lunch) - har hun fortalt, hvordan hun indtil da havde været en uregerlig teenager, som eksperimenterede med alskens former for stoffer, fra pot og Valium til lsd og englestøv, kørte bil uden kørekort og kneppede alle på sin vej for at udslette minderne om farens seksuelle misbrug.

»Som 6-årig«, konstaterer hun tørt, »var min seksuelle horisont blevet overstimuleret af en far, der ikke kunne kontrollere sine fantasier, naturlige tendenser eller kriminelle behov«.

Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger man. Således også med Lunch, der som teenager fik næsten alt for let ved at identificere sig med det modsatte køn:

»Så forskruet af mænd, én mand, min far, at jeg selv blev som én«, skriver hun.

Problemet var bare, at alt dét, hun beundrede hos mændene, foragtede de hos hende:

»hensynsløshed, arrogance, stædighed, distance og ondskab. En kold kalkulerende natur, immun over for alt andet end min egen fornuft. Aldrig i stand til at anerkende de negative sider af min egen adfærd. Blind for den brutalitet og selviskhed, med hvilken jeg ville hudflette andre«.

Kamp for at føle noget
Da Lunch var 16, pakkede hun sine sydfrugter og hoppede på en Greyhound-bus ned til Manhattan, blandt andet ansporet af en ung kvindelig rockpoet ved navn Patti Smith, som netop havde udsendt sit debutalbum, Horses (1975).

Med 82 dollar på lommen flyttede hun ind i et bofællesskab på 24th Street.

Hér boede blandt andre Kitty Bruce, datter af standup-legenden Lenny Bruce.

Og efter således at have slået sine første rødder i storbyen fandt Lunch med sin aldrig svigtende sans for at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt snart hen til Max's Kansas City, de sene 60' ere og tidlige 70' eres mest hippe kunstnerbar på Manhattan og ikke mindst tilholdssted for Andy Warhol og slænget fra The Factory.

Den aften, hvor Lunch gjorde sin entré på Max's, var det duoen Suicide, der stod på plakaten.

Suicide var blevet dannet af Alan Vega og Martin Rev i 1972, og i midten af 70' erne havde de opnået en position som et af de mest prominente rocknavne på downtown-scenen.

Lunch indledte et venskab med de to musikere og fik dermed direkte adgang til inderkredsen af miljøet.

Og året efter, i 1976, dannede hun - skønt hun aldrig havde spillet et instrument - gruppen Teenage Jesus and the Jerks med sig selv på vokal og guitar.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bandet indøvede et ti minutter langt sæt bestående af omtrent lige så mange numre, alle præget af aggressive tekster og et hårdtslående militant beat.

Og i 1978 blev de løftet op fra downtowns undergrund og ind i historiebøgerne, da den engelske musiker og producer Brian Eno efter at have hørt dem spille i Artists Space valgte at inkludere dem på sampler-albummet No New York.

Det lykkedes således for den purunge Lunch på rekordtid at opnå en position som downtown-scenens ukronede dronning.

En diva og femme fatale, som kunne være en prøvelse for sine omgivelser, og som langede skånselsløst ud til højre og venstre i sine sangtekster og spoken word-shows, men som samtidig altid var mindst lige så hård ved sig selv:

»Jeg forslugte mig på alt i et desperat forsøg på at føle noget, hvad som helst«, har hun skrevet.

På en eller anden måde klarede vi at betale regningerne, spise af og til, være konstant stenede på Seconals og drikke, som var det en religion. Hvad andet var der at gøre?

»Jeg var ikke kommet til verden uden følelser, men selve chokket over at være blevet født, de gentagne møder med alkoholismens voldelige sider og raseriet over den deraf følgende impotens og fattigdom havde sammen med de natlige rædsler kortsluttet min emotionelle harddisc, før jeg kom i puberteten. Jeg måtte kæmpe længe og hårdt for igen at blive i stand til at føle noget«.

Efter opløsningen af Teenage Jesus and the Jerks dannede Lunch gruppen Beirut Slump, som stoppede efter bare tre koncerter.

Og siden har hun stået i spidsen for talrige grupper med navne som The Devil Dogs, Eight Eyed Spy, Harry Crews og Big Sexy Noise, parallelt med at hun har indgået i et hav af samarbejder og udsendte stribevis af soloprojekter: plader, film, bøger, tegneserier/grafiske romaner, spoken word-shows og så videre.

Umættelig appetit
Trods de mange musik-og filmprojekter har Lunch dog hele vejen igennem først og fremmest betragtet sig selv som historiefortæller.

Om sit eget udtryksregister som sangerinde har hun erkendt, at det er »meget begrænset«, og at hun derfor altid kredser om nogle bestemte følelser.

»Jeg ville have det underligt med at synge en popsang, en glad sang, en let melodi, for det er ikke sådan, jeg har det«.

Måske er Lunch simpelthen dén kvindelige poet og forfatter, som beatgenerationen ikke var parat til.

En provokerende eller ligefrem chokerende verbal performer, som gør en dyd ud af at sige tingene så direkte og præcist som muligt.

En downtown-scenens svar på den amerikanske storyteller-tradition, hvor alle tilløb til positive følelser hurtigt erstattes af vrede, had, kynisme, nihilisme og misantropi - som en Samuel Becketts uregerlige teenagedatter.

Og en generationskronikør, der løbende har transformeret sit miljøs udforskninger af virkeligheden til hårdtslående tekster, oftest med afsæt i eget erfaringsstof og gerne i en punk noir-stil med mindelser om et bredt spektrum af det seneste halve århundredes subversive forfattere, fra William S. Burroughs til Hunter S. Thompson, fra Hubert Selby Jr. til David Wojnarowicz.

I ' Paradoxia' beskriver Lunch en kvinde ( med påfaldende mange lighedstræk med forfatteren), som udlever sit eget forskruede frigørelsesprojekt ved at give efter for en umættelig appetit på sex og stoffer.

En kvinde, som konstant eksperimenterer med sig selv, og som i processen veksler mellem dominans og underkastelse.

En kvinde, som konsekvent opsøger mænd, der er farlige for hende - måske for, som hun skriver, at dræbe kvinden i sig selv, »den del af mig, som havde taget de værste stød fra langvarig incest, og hvis uforløste smerte var kommet til udtryk som sadisme, pædofili og nymfomani«.

En kvinde, som drikker sig fuld eller doper sig halvt bevidstløs - fordi det så ikke længere betyder noget, »hvem eller hvad man knepper. Så længe man knepper et eller andet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og en kvinde, som sætter en ære i at jage og nedlægge mænd på samme måde, som visse mænd ynder at jage og nedlægge kvinder - for på den måde at være et skridt foran mændene og dermed undgå selv at blive den, der er offer, objekt, bytte.

Syg af begær

Den tre år ældre performancekunstner Karen Finley skriver i sit forord til Lunchs seneste bog, 'Will Work for Drugs' ( 2009), at et af hendes »vigtigste bidrag til kunstens verden har været hendes unikke evne til at transformere sine traumatiske barndomsoplevelser til dristige og indsigtsgivende udtryk, som opmuntrer og inspirerer til kreative reaktioner snarere end destruktive afvisninger. (...) Lydia behandler symboler og magtfaktorer såsom lydighed, regler, straf og autoritet som sande myter vokset ud af Den Amerikanske Drøm. Hun tilbyder et indblik i underverdenen, skyggesiden af vores amerikanske liv - eller, mere præcist, det Amerikanske Mareridt«.

Selv har Lydia Lunch for nylig - i et statement i fotobogen 'The Gun Is Loaded' ( 2008) - formuleret sit projekt på følgende måde:

»Jeg påtager mig rollen som dommer, jury, sigtet og offer. Et skizofrent passionsskuespil, som suger næring af de berusende tilbageslag fra den repetitive voldsspiral. Dét er et evigt tema i mit arbejde. (...) Mit mål har altid været, om ikke at undslippe hjul og stejle eller at springe ned fra skafottet, væk fra den genetisk forprogrammerede traume-guillotine, så i det mindste at erkende, at jeg ikke er den eneste, der lever med en livstidsdom som offer. Frivilligt eller ej. Jeg forsøger at illustrere dette evige dilemma og give stemme til dem, der, ligesom jeg selv, er konstant syge af begær«.

Bearbejdet uddrag fra Lars Movins bog Downtown - en New York-krønike, Informations Forlag, 688 s., udkommer 10. september 2010.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

  • Du lytter til Politiken

    Julian Assange og turen nedad
    Julian Assange og turen nedad

    Henter…

    WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev i årevis hyldet for at starte en demokratisk revolution med sin whistleblower-platform. Siden da er han stukket af fra anklager om voldtægt i Sverige og blevet beskyldt for at samarbejde med russerne. Han har haft politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i syv år, men i sidste uge blev han smidt på porten og anholdt af det britiske politi. Er Assange en helt eller en skurk? Og hvordan ser fremtiden ud?

Forsiden