Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skudlinjen. Kunstneren Andres Serranos værk 'Piss Christ' fra 1987 er et fotografi af et krucifiks nedsænket i en tank fyldt med en orange-gullig væske.
Foto: Viggo Landau og Lars Movin

Skudlinjen. Kunstneren Andres Serranos værk 'Piss Christ' fra 1987 er et fotografi af et krucifiks nedsænket i en tank fyldt med en orange-gullig væske.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Jesus i pis' blev offer for Reagan-regeringen

Den religiøse højrefløj i 80'ernes USA ville 'uamerikansk' kunst til livs.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I sidste halvdel af 1980’erne skabte New York-kunstneren Andres Serrano en serie fotografiske værker, der involverede diverse kropsvæsker: mælk, blod, sæd, urin.

Kontroversielt og overskridende, javist, men ikke mere end så meget andet kunst. Værkerne vakte da heller ikke umiddelbart stor opsigt, men blev mest af alt betragtet som endnu en kunstnerisk kommentar til en æra, hvor menneskets forhold til kroppens funktioner og substanser – takket være aids – ikke længere bare var et privat anliggende, men i høj grad var genstand for kollektiv angst og højspændt politisk debat.

Dog var der ét af Serranos billeder, som skilte sig ud fra de øvrige. Et billede, som hen ad vejen skulle blive et af de helt centrale emner i de såkaldte Culture Wars – Reagan-administrationens forsøg på ved hjælp af censur og nedskæring af det føderale kunststøttesystem, National Endowment for the Arts (NEA,) at lægge bånd på de amerikanske kunstneres ytringsfrihed.

Titlen lovede skandale Værket, det handler om, bærer titlen ’Piss Christ’ (1987) og er et Cibachrome-fotografi af et krucifiks, nedsænket i en plexiglastank fyldt med en orange-gullig væske (efter sigende kunstnerens egen urin).

Vælger man at se bort fra titlen, fremstår krucifikset på billedet som svævende i et apokalyptisk solnedgangsunivers, et flydende verdensalt, hvor myriader af små bobler giver struktur og dybde.

Smukt, æstetisk interessant og en anelse foruroligende – som et sidste vidnesbyrd om menneskelivets åndelige dimension efter en blodig syndflod. Vælger man derimod at fokusere på titlen – ja, så står man med en potentiel skandale.

LÆS OGSÅ ARTIKEL I DOWNTOWN-SERIEN

Det var imidlertid ikke værket i sig selv, som var det egentlige problem. Ligesom det senere blev tilfældet med Muhammedtegningerne, blev ’Piss Christ’ først et problem, da en religiøs/politisk interessegruppe opdagede, at de kunne gavne deres egen sag ved at gøre det til et problem.

Og som det ofte er tilfældet i den type sager, spillede modstanderne af Serranos værk på en blanding af forargelse og så det sikre trumfkort: Skulle skatteydernes surt sammenskrabede skillinger gå til »den slags«?

Læserbrev startede lavine
I det første lange stykke tid efter, at Serrano havde offentliggjort sit billede, var det de færreste uden for kunstens verden, som havde hørt om ’Piss Christ’. Da værket i 1988 af Southeastern Center for Contemporary Art (SECCA) i Winston-Salem, North Carolina, blev udvalgt til at indgå i den censurerede udstilling ’Awards in the Visual Arts 7’ og efterfølgende blev vist i først Los Angeles County Museum of Art og dernæst Carnegie-Mellon University Art Gallery i Pittsburgh, var der således ingen, som løftede et øjenbryn.

Det var først to måneder efter afslutningen af den tredje udstillingsperiode – i Virginia Museum of Fine Arts i Richmond – at det første læserbrev dukkede op. Det blev bragt i Richmond Times-Dispatch den 19. marts 1989, og afsenderen, en Philip L. Smith, skrev:

»Virginia Museum burde ikke indlade sig på at promovere og understøtte had og intolerance. Ville de måske betale KKK for at skabe et værk, der krænkede sorte? Ville de udstille et jødisk symbol nedsænket i urin? Har kristendommen fået en status i vores samfund, hvor der bare er frit slag for blasfemi og bagvaskelse?«.

En moralsk terrorist
Hele affæren kunne være endt dér, hvis ikke en læser havde klippet indlægget ud og sendt det til metodistpræsten Donald Wildmon, lederen af American Family Association (AFA), en af de mange kristne og nymoralske interesseorganisationer, som blomstrede op på den amerikanske højrefløj i Reagan-æraen.

Og da Wildmon opdagede, at ikke alene var ’Awards in the Visual Arts’-programmet sponsoreret af private organisationer som Rockefeller Foundation og forsikringsselskabet Equitable Life Assurance Society, men også af USA’s føderale kunststøtteordning, NEA, vidste han, at han havde en sag.

Wildmon – som af Village Voice-skribenten C. Carr er blevet kaldt »en moralsk terrorist af legendariske proportioner« – havde tidligere ført korstog mod magasiner som Playboy og Penthouse, ligesom han havde forsøgt at forhindre, at Martin Scorseses film ’The Last Temptation of Christ’ (1988) blev vist i de amerikanske biografer.

Og nu kastede han sig frådende over Serrano, som han ikke var bleg for at kalde »degenereret«.

Borgmester udtrykkede foragt
Med vanlig nidkærhed gik han i gang med at mobilisere sine tropper, i første omgang ved at udbrede det alt andet end glade budskab via sit eget organ, AFA Journal, et glittet magasin med et oplag på næsten en halv million eksemplarer.

Og resultatet udeblev ikke. Snart begyndte protestbreve fra baglandet at strømme ind til de tre sponsorer bag ’Awards in the Visual Arts’ – alene Equitable modtog 40.000 breve fra vrede kunder, som var forargede over forsikringsselskabets opbakning af Serrano.

Dernæst sendte Wildmon en reproduktion af Serranos billede til samtlige kongresmedlemmer, ledsaget af en tekst, hvor han blandt andet skrev, at »før den fysiske forfølgelse af kristne sætter ind, bør vi måske samle mod til at sætte os op imod denne form for skinhellighed«.

Og inden længe havde Wildmon fået en række tunge allierede i sin kamp mod Serrano og NEA. 18. maj 1989 gik New York-senatoren Alphonse M. D’Amato på talerstolen og rev et eksemplar af ’Awards in the Visual Arts’-kataloget (med en gengivelse af ’Piss Christ’) i stykker for øjnene af den lovgivende forsamling for at udtrykke sin foragt.

Og han var ikke alene. Side om side med D’Amato stod typer som den ultrareaktionære baptistpræst Pat Robertson og oberstløjtnant Oliver North.

Senator No
Det stærkeste bifald kom imidlertid fra den person, som skulle komme til at spille den allervigtigste rolle i sagen mod Serrano og NEA (og i The Culture Wars i det hele taget): den ærkerepublikanske North Carolina-senator Jesse Helms.

Og hvem var så denne Helms? Det er en lang historie, men et par stikord kan give et fingerpeg.

LÆS ARTIKEL

Som en selverklæret redneck var Helms stolt af sit tilnavn, ’Senator No’. Navnet havde han gjort sig fortjent til ved at markere sig som en af amerikansk politiks mest højrøstede og indædte modstandere af en lang række fænomener, han alle betragtede som fornærmelser mod dét, der kunne kaldes den sande gudfrygtige amerikanske ånd:

fri abort, adskillelse mellem stat og kirke, borgerrettigheder, raceintegration, feminisme, homoseksualitet, politisk sikrede fortrin for minoritetsgrupper, skattestigninger, ulandsbistand, kommunisme, et magtfuldt statsapparat samt offentlig støtte til kunst (altså kunst, som ikke faldt i hans smag).

Til gengæld var han en trofast støtte af den chilenske diktator Augusto Pinochet, en ihærdig lobbyist for Sydens tobaksindustri og en engageret tilhænger af at isolere hiv-smittede i interneringslejre.

En ond mand
Med sin perverterede udgave af kristendommen og sine nærmest parodiske redneck-holdninger skulle man måske tro, at Helms kunne afskrives som en ufarlig vittighed, men intet kunne være længere fra sandheden.

Med 30 år som folkevalgt repræsentant for North Carolina (1973-2003) var Helms en af USA’s længst siddende og mest magtfulde senatorer.

Og som Mike Nelson, den første åbent homoseksuelle borgmester i North Carolina, har udtrykt det, var Helms »en blændende politisk begavelse, men en ond mand. Man kunne ønske, at han havde investeret sit politiske talent i en bedre sag«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et horn i siden på NEA
Med ovenstående in mente var det ikke nogen overraskelse, at Serrano-sagen for Helms var en ren lækkerbisken. Han havde længe haft et horn i siden på NEA – blandt andet på grund af en anden sag, som verserede i samme periode, nemlig sagen om Robert Mapplethorpes homoerotiske fotografier – og i ’Piss Christ’ så han endnu en rambuk, som han kunne bruge i sin kamp for at få institutionens mure til at falde.

Umiddelbart efter D’Amatos performance i Senatet udsendte Helms en appel til sine støtter:

»Skynd jer venligst at sende et ekstraordinært bidrag på 29 dollar til Jesse Helms i dag! Han har brug for jeres støtte til at få gennemført en lovgivning med henblik på at forhindre de liberale i at bruge skatteydernes penge på pervers, afvigende kunst«.

Herefter kom der for alvor skred i tingene.

NEA udfyldte tomrum
NEA blev oprettet i 1965. Idéen var oprindelig undfanget under den kunstvenlige Kennedy-administration, og det årlige budget var fra starten på beskedne syv millioner dollar.

Bag tiltaget lå en betragtning om, at det ville styrke ytringsfriheden og dermed gavne det amerikanske demokrati, hvis man kunne sikre eksistensvilkårene for en kunst, som ikke var afhængig af markedsmekanismer.

Selvfølgelig eksisterede der alle typer kunst i USA, også inden NEA blev oprettet – hvad modstanderne af statslig kunststøtte aldrig har været sene til at påpege – men problemet var, at de mere avancerede og dermed ikke-kommercielle kunstudtryk i ekstrem grad var centreret omkring storbyerne på de to kyster.

Der fandtes ganske enkelt ingen infrastruktur, intet netværk, som kunne understøtte lokale miljøer andre steder i landet. NEA udfyldte dermed et regulært tomrum i kulturlivet, simpelthen ved at stimulere aktiviteter uden for metropolerne.

Mangfoldighed i kunsten
Performancekunstneren Karen Finley skriver i sine memoirer, ’A Different Kind of Intimacy’ (2000):

»Hvad der tidligere havde været en privat, næsten afsondret verden, som kun eksisterede enten i den akademiske sfære eller i gallerier, blev en del af offentligheden. Folk, der aldrig havde haft de samme muligheder som mænd fra den hvide middel- eller overklasse, fik pludselig adgang til at arbejde kreativt«.

NEA bidrog kort sagt til at styrke mangfoldigheden af de stemmer, der kom til orde inden for kunstens verden. Hvilket naturligvis var lige præcis dét, de fundamentalistiske kristne og de mest skingre stemmer på den yderste højrefløj frygtede.

Altså de stemmer, der – som Donald Wildmon eller Jesse Helms – himlede op om frihed, herunder ytringsfrihed, men som slap helvede løs, så snart de mødte noget, der udfordrede deres egen religion eller ideologi.

De Hadefulde Fædre
Den principielle kerne i sagen minder naturligvis ganske meget om dét, vi herhjemme kalder armslængdeprincippet. Altså: Hvis staten støtter kunst, har beslutningstagerne så også ret til at blande sig i diskussionen om, hvad der er ’god’ eller ’acceptabel’ kunst?

Men hér hører lighederne også op, for set i lyset af den i det store og hele fredelige danske debat har tilstandene i USA i perioder nærmest virket som en borgerkrig. Med typer som Wildmon og Helms i spidsen har kunststøttedebatten antaget en karakter, der kunne indikere, at den højrekristne fløj i fejden var styret af angst for, at hvis man slap kunstnerne fri, ville en dæmning bryde sammen, og landet ville blive oversvømmet, ikke bare af udfordrende kunst, men også af frigjort seksualitet, pornografi, teenagegraviditeter, homoseksuelle ægteskaber, aids, kommunisme og rusmidler.

Da Helms i en tale i Senatet tordnede mod Robert Mapplethorpes homoerotiske fotografier, argumenterede han direkte med, at deres obskønitet beroede på, at deres sigte var »at opnå en højere grad af eksponering og accept af homoseksualitet«.

Og da han 29. september 1989 som bevis fremlagde eksempler på de pågældende værker, bad han i ramme alvor kvinder og yngre personer om at forlade lokalet.

Underforstået: Ansvaret for opretholdelsen af den seksuelle orden var en sag for voksne mænd – ’De Hadefulde Fædre’, som C. Carr har kaldt dem.

Uddrivelse af dæmoner
Det var John Frohnmayer, som havde den tvivlsomme fornøjelse at være leder af NEA i den turbulente periode 1989-92. Og da han i 1993 udgav sine memoirer, ’Leaving Town Alive’, fokuserede han ikke overraskende først og fremmest på The Culture Wars:

»Den entusiasme, med hvilken denne gruppe af politikere forfulgte homoseksuelle og advokerede for moralsk renhed«, skrev han om ’De Hadefulde Fædre’, »kunne give mistanke om, at der var tale om en uddrivelse af personlige dæmoner«.

Noget syntes der at være om snakken. Set udefra kunne det ganske enkelt virke, som om højrefløjens religiøse mørkemænd – bevidst eller ubevidst – bestræbte sig på at omskabe USA til en mellemting mellem på den ene side en Disneyficeret temapark, hvor alle spor efter menneskeligt begær og afvigelser fra normerne ( the family values) var retoucheret bort, og på den anden et kristent spejlbillede af dét fundamentalistiske islam, som fra omkring årtusindskiftet skulle indtage positionen som det nye fjendebillede efter østblokkens sammenbrud.

Og i den proces blev ikke bare Andres Serrano, men kunsten generelt, taget som gidsel.

»Han er ikke kunstner men idiot«
Serrano overlevede ’Piss Christ’-sagen, men han har aldrig lagt skjul på, at hele forløbet tog hårdt på ham personligt. Da bølgerne gik højest, udtalte Helms:

»Jeg kender ikke hr. Serrano, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde vil møde ham. For han er ikke en kunstner, han er en idiot«.

»Det var mildt sagt overraskende at blive omtalt på den måde af nogle mennesker i Kongressen«, sagde Serrano, da jeg mødte ham i New York i 1993.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kunstneren var ligegyldig

»Hvis man går ind og læser i Kongressens referater, vil man kunne se, at jeg er blevet sværtet til af tre forskellige senatorer, og de staver alle mit navn forkert – på tre forskellige måder! Det gik op for mig, at de ikke anede, hvem jeg var, og at det heller ikke var vigtigt for dem. Jeg var bare en sag, som de kunne bruge til deres egne formål. Dét sårede mig. Folk sagde, at jeg ikke skulle tage det personligt, men det kunne jeg ikke lade være med«. I midten af 90’erne satte republikanerne et nyt angreb ind, denne gang under ledelse af Newt Gingrich. Og selv om det heller ikke denne gang lykkedes at få nedlagt NEA, blev budgettet kraftigt beskåret, og det blev vedtaget, at individuelle kunstnere ikke længere kunne ansøge.

I de senere år har ordningen primært været rettet mod undervisningsrelaterede og lignende ikke-kontroversielle formål.

Bearbejdet uddrag fra Lars Movins bog Downtown – en New York-krønike, Informations Forlag, 688 s., udkommer 10. september 2010.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

  • Du lytter til Politiken

    Julian Assange og turen nedad
    Julian Assange og turen nedad

    Henter…

    WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev i årevis hyldet for at starte en demokratisk revolution med sin whistleblower-platform. Siden da er han stukket af fra anklager om voldtægt i Sverige og blevet beskyldt for at samarbejde med russerne. Han har haft politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i syv år, men i sidste uge blev han smidt på porten og anholdt af det britiske politi. Er Assange en helt eller en skurk? Og hvordan ser fremtiden ud?

Forsiden