Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moskva fyldte DKPs lommer

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den fremtrædende kommunist Ingmar Wagner havde engang i 1982 en halv million D-mark liggende hjemme i en skunk i sit hus. Da pengene blev stjålet, fortalte DKPs partiavis Land og Folk, at de var samlet ind til solidaritetsarbejde, men de fleste danskere havde nok mere på fornemmelsen, at pengene kom fra Moskva, ligesom det var en almindelig antagelse, at Moskva generelt pumpede penge i DKP.

Historikeren Morten Thing fortæller i en ny bog, at der ikke bare var tale om en antagelse. Danmarks Kommunistiske Parti fik massiv støtte fra Moskva. Det samme gjorde partierne i Norge, Sverige, Island og ikke mindst Finland.

»En gang for alle kan vi nu slå det fast. Kommunismen har altid været på støtten. Det er hug- og stikfast. Vi har været i den sovjetiske centralkomites arkiv, og vi har godt nok ikke haft adgang til det sovjetiske præsidentarkiv, men vi har for gode ord og penge købt kopier af dokumenter fra en mand, som har haft adgang til arkivet indtil 1990«, siger Morten Thing.

Den danske historiker har redigeret bogen 'Guldet fra Moskva', som han selv og en række nordiske historikere har skrevet. I bogen, der udkommer 1. juni, påviser Thing og de øvrige skribenter, at de nordiske kommunistpartier i dén grad har været afhængige af at få penge fra sovjetstyret - nærmest fra den sovjetiske revolution og frem til kommunismens sammenbrud i 1989-91. Og i et vist omfang har Moskva fået valuta for pengene.

Ifølge Morten Thing er undersøgelserne i 'Guldet fra Moskva' formentlig den største samlede undersøgelse af dette fænomen på noget sprog.

»Der er tidligere foretaget undersøgelser af det franske og det amerikanske kommunistparti, men dette er første gang, nogen undersøger et helt område«, siger Morten Thing.

I 1982 fik DKP eksempelvis et beløb, der svarer til 4,36 mio. kr. målt i 1998-kroner. I de følgende to år fik DKP 3,83 mio. kr. og 5,35 mio. kr. begge målt i 1998-kroner. For 1980erne totalt lå den kontante støtte på over 35 mio. kr.

Morten Thing tør ikke give et bud på, hvor stor støtten fra Moskva har været fra 1917 til 1990, for den har antaget mange former, siden 'guldet' begyndte at flyde.

Billigt trykkeri
En af Sovjets støttemåder var, at man købte trykopgaver på DKPs trykkeri 'Terpo Tryk' til gigantisk overpris, og det kommunistiske trykkeri modtog også nye maskiner til endog meget favorable priser.

»Vi kan eksempelvis se, at der er indgået en favorabel aftale om, hvad man, rentefrit, skal betale for nogle maskiner, men vi kan ikke se, om man nu rent faktisk har betalt«, siger Morten Thing.

Af papirerne fra de sovjetiske arkiver fremgår det bl.a., at der har været udbetalinger til DKP-lederne Knud Jespersen og Jørgen Jensen, ligesom DKPs sidste leder, Ole Sohn, står som modtager af store beløb fra Moskva tre gange i løbet af 1989. Det var i 1989, at DKP ifølge papirerne fik 3,67 mio. kr., svarende til 4,42 mio. i 1998-kroner.

»Han siger selv, at han ikke har fået penge i hånden, men at DKP har fået dem via overfaktureringer til sit trykkeri. Det kan godt være, det er rigtigt. Jeg kan bare se, at Ole Sohn ifølge arkivet har fået penge, og det er rigtig mange«, siger Morten Thing.

Selv siger Ole Sohn til Politiken, at han aldrig har modtaget kontante penge fra Sovjet, men at han selvfølgelig ikke kan vide, om andre har modtaget kontanter i den periode, han selv var formand.

Den tidligere DKP-formand blev, som han selv siger, netop formand for partiet for at gøre op med afhængigheden af Østeuropa, og han har i dag svært ved at se værdien af den støtte, der kom fra Moskva.

»Pengene kunne være brugt bedre i Sovjet til gavn for borgerne, og partierne ville have stået bedre, fordi de ville have stået på egne ben. Det var en fuldstændig tåbelig måde at indrette sig på«, mener Ole Sohn.

Afpresningsmiddel
Som Morten Thing ser det, har støtten fra Moskva også været et politisk afpresningsmiddel i forhold til de skandinaviske kommunistpartier.

»Man kan jo se, hvordan de i forbløffende grad har makket ret, og man skal nok ikke gøre sig nogen illusioner om, hvordan de kan have brugt støtten som pression. Man kan også se, at der sker en afgørende vending med det svenske kommunistpartis, VPKs, linie, da partiet endelig siger nej til pengene fra Sovjet«, siger Morten Thing.

Også Ole Sohn kan se, at støtten har haft indflydelse på partiernes stilling.

»Det må man sige. Partierne er jo de eneste, der har støttet Sovjet i de konflikter, der har været«, siger han.

Ifølge de nordiske kommunismeforskere blev støtten til de nordiske partier i lang tid givet, fordi de så at sige skulle være verdensrevolutionens fortrop, men Morten Thing er ret sikker på, at perspektivet efterhånden ændrede sig set fra Moskva.

»Med tiden tror jeg, støtten til kommunistpartierne er blevet set som en billig måde at have lokale ambassadører på. Partierne producerer en vare, som diplomater ikke kan, nemlig at oversætte propagandaen til det indfødte sprog. Alle store lande har gjort den erfaring, at de kommer til kort, hvis de forsøger at sælge deres eget ideologiske budskab i udlandet«.

»Amerikanerne prøvede noget tilsvarende, da Atlantpagten var lavet. De prøvede faktisk at udarbejde materiale for at få danskerne over på deres side, men materialet var så ringe, at danskerne grinede af det. Så fandt man på, at det var meget bedre at få Jørgen Schleimann og alle disse folk til at lave det og betale det«, siger Thing.

Eftersom pengene til de nordiske kommunistpartier altid har været holdt hemmelige, findes der ingen optegnelser over, hvordan støtten rent faktisk er blevet kanaliseret fra Moskva til partierne.

De nordiske forskere er dog ret sikre på, at der har været flere systemer. Det kan være sket som diplomatpost, det kan være foregået delvis som banktransaktioner og der kan have været tale om kontante penge overgivet fra mand til mand i mørket på et øde sted.

En forhenværende KGB-mand ved Sovjet-ambassaden har tidligere fortalt, at han har mødtes med DKP-formanden Knud Jespersen ved nattetide i Hareskoven nord for København, og når Jespersen forlod skoven, havde han nye forsyninger med til kammeraterne i partiapparatet.

Det var imidlertid kun et fåtal i partiet, der overhovedet kendte til transaktionerne. Ifølge Thing var det typisk kun formanden, forretningsføreren, revisor og hovedkasserer, som kendte detaljerne i partiregnskabet. Partiledelsen fik kun hovedtallene.

For Morten Thing og de nordiske forskere har det imidlertid været en overraskelse, at den britiske efterretningstjeneste kendte til støtten fra Moskva til Skandinavien allerede i 1930erne. Forskerne har gravet i efterretningstjenesternes arkiver i Sverige og Finland, hvor den slags er muligt i modsætning til i Danmark.

Gravearbejdet har vist, at briterne i en periode systematisk overvågede telegramtrafikken fra Sovjet til København og dermed fik nys om støttebeløbene til de skandinaviske kommunistpartier. Meget tyder imidlertid på, at oplysningerne aldrig nåede til det danske efterretningsvæsen.

»Vi kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg er ret sikker på, at man havde ladet oplysningerne sive til den danske presse, hvis efterretningstjenesten havde fået dem«, siger Morten Thing.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden