Jeg er i min bedste alder, jeg har en efter alle objektive standarder relativt smuk kone, en relativt smuk og velfungerende datter.
Jeg bor i eget hus med en friværdi i fri himmelflugt. Jeg og min kone råder over to biler. Økonomisk sidder jeg bedre i det end de fleste«. Sådan tænker Michael Engtoft – hovedpersonen i Allan Milter Jakobsens debutroman ’Mand i parcelhus’ – om sin egen situation, som han umiddelbart synes at være svært tilfreds med. Og dog, hvorfor så overhovedet lave denne statusopgørelse? Er det mon et fortvivlet forsøg på at overbevise sig selv om, at alting faktisk går så godt, som det ser ud til? Store kunstige bryster Rådvildheden er typisk for vores hovedperson, som er midaldrende familie- og kontormand. Michael bor i et kvarter, hvor alting netop er relativt og sammenligneligt – i et parcelhuskvarter med perlegrusbelagte indkørsler og nybyggede carporte, hvorfra bilernes bagender stikker ud og meddeler omverdenen, hvem man er. I et område, hvor overfladen er perfekt, og grobunden derfor rig for fantasier om, hvad der mon gemmer sig under den. Der, hvor Michael bor, plejer man behersket omgang over hækken med naboen, som man på samme tid sørger for at holde på behørig afstand. På sine gåture med hunden sørger han altid for at smile afmålt, »naboagtigt«, for et »godt naboskab kunne være temmelig anstrengende«, konstaterer han.
