Resumé: Kriminalkommissær Erling Høeg står i spidsen for efterforskningen af et makabert fund. En kane med seks rensdyr og en mand i julemandsdragt er styrtet ned og dræbt. Samtidig kæmper Erling for at holde jul med sine to børn, som ekskonen Alice vil have med på ferie til Barbados. Drabssagen intensiveres, da det afsløres, at den dræbte ikke er omkommet i styrtet, men forinden er blevet myrdet med arsenik. Sagen tager en uventet drejning, da et nedstyrtet eksperimentalt luftfartøj bliver fundet. Fartøjet er udviklet til det danske militær af den magtfulde Halberstadt-koncern og Erling erfarer, at der er en forbindelse til drabet. Erling førte kortegen af politibiler an mod Halberstadts domicil. I lommen havde han en ransagningskendelse. Rigsadvokaten havde i første omgang nægtet at udstede kendelsen, før der var frembragt flere beviser for, at der var en forbindelse mellem drabssagen og Halberstadt-koncernen, men Erling havde presset på. Alligevel kunne han ikke undgå at bekymre sig om den gamle skibsreder Halberstadts magtfulde forbindelser. Opklaringen af drabssagen var kun blevet vanskeligere. »Tror du virkelig, at skibsreder Halberstadt har noget med det her at gøre?«, spurgte Quist. Erling trak på skuldrene. »Ham eller nogle af hans folk. Der er for mange spor, som peger i deres retning til, at jeg kan se, hvem det ellers skulle være«. Quist nikkede. »Men motivet? Hvorfor skulle han dog sætte alt det her i værk?«. »Halberstadt har altid været en ondskabsfuld særling. Måske det endelig er slået klik for ham. Hvis nogen skulle være grusom nok til at ødelægge julen, er det Halberstadt. Manden er jo berygtet for sin konstante omgåelse af loven og mangel på samvittighed, hvad enten det gælder skatteunddragelser, våbensmugling eller dumpning af giftaffald. Der går tilmed et rygte om, at der under politigården findes et særligt arkiv med sager, som Halberstadt-koncernen er involveret i. Problemet er bare, at ingen tør åbne det af frygt for, at han flytter sin milliardforretning til udlandet«. En midaldrende sekretær viste Erling og Quist ind på skibsreder Halberstadts kontor. Kontoret lå øverst oppe med udsigt ud over byen. En lille trind mand i nålestribet jakkesæt tog imod dem. »Advokat Rohde«. »Vi skulle tale med Hr. Halberstadt«, svarede Erling, »vi har en ransagningskendelse«. Han rakte kendelsen til advokat Rohde, der så misbilligende på den. »Ja, det forklarer jo, hvorfor Deres folk tramper rundt. Hvad ønsker politiet?«. »Vi vil gerne tale med Halberstadt«. »Skibsreder Halberstadt er ikke til stede«. »Hvor træffer vi ham så?«. »På hans yacht«. Erling så tvivlende på ham. »Det virker som et temmelig koldt sted at opholde sig på den her tid af året«. »Yachten er i Caribien, nær Barbados«. Erling fik en trækning ved øjet.
»Men hvad end det her drejer sig om, kan De drøfte det med mig. Jeg er trods alt den administrerende direktør«. »Jeg vil gerne have at vide, hvem der har adgang til X-18-dronen og sendt den op med ni rensdyr og en forgiftet julemand«. Rohde blev pludselig helt bleg. »De tror da ikke, de to ting har noget med hinanden at gøre?«. »Jo«. Han satte sig tungt ned i stolen. »Det … jeg … Han rømmede sig. »For en måned siden havde vi indbrud ovre i en af samlehallerne, hvor dronen blev stjålet. En meget uheldig sag for virksomheden«. Erling mønstrede ham. »Hvorfor er det ikke blevet meldt til politiet?«. »Vi ønskede at klare sagen selv, i diskretion«. »Men nu er det her en drabssag. Vi skal have en fuldstændig afdækning af tyveriet«, tordnede Erling. »Naturligvis«. Advokat Rohde fortalte, hvad han vidste om tyveriet, og at tyvene var forsvundet, før vægterne var nået frem. Endnu var der ingen spor af gerningsmændene. »Det lyder næsten som et insiderjob. Vi skal afhøre alle medarbejdere, der har haft med projektet at gøre«. Rohde nikkede. »Naturligvis«. Et par timer efter var Erling færdig med afhøringerne af de fem medarbejdere, der havde arbejdet på dronen. Det virkede, som om advokat Rohde på forhånd havde fortalt dem, hvad de skulle svare. I hvert fald kunne ingen af dem fortælle yderligere om tyveriet, og alle havde et alibi for den pågældende nat. Ransagningen af samlehallerne gav heller ikke nyt til efterforskningen, hverken i forhold til det forsvundne fly eller kanen. Det ærgrede Erling, at teknikerne ikke engang havde fundet den mindste smule rensdyrlort. Erling og Quist satte sig ind i bilen. Mørket var ved at falde på, og de fleste i Halberstadt-koncernen var på vej hjem. Erling skulle til at starte, da det bankede på sideruden. Han rullede vinduet ned. Udenfor stod sekretæren, som havde vist dem ind på Halberstadts kontor. Hun virkede bange. »Ja?«, sagde Erling. »Jeg vil jo nødig blande mig, men…«. Hun så sig hurtigt omkring. »Når advokat Rohde siger, at Manfred … jeg mener Hr. Halberstadt, er på ferie, er det ikke sandt«. »Hvad mener du?«. »Jeg har arbejdet for skibsrederen i mere end fyrre år, han har aldrig holdt ferie, aldrig haft en sygedag. Jeg er bange for, at han er forsvundet«. Erling målte hende kort. »Siden hvornår?«. Hun så sig atter omkring. »Længe før den der tingest forsvandt. I månedsvis«. »Tak«, svarede Erling. Den midaldrende sekretær skyndte sig væk, og Quist så på Erling. »Skal jeg få fat på advokat Rohde?«. Erling rystede på hovedet. »Nej, jeg har en bedre idé«. Han gassede op og kørte ud ad porten. »Barber skægget af ham!«, sagde Erling. »Er du seriøs?«, spurgte retsmediciner Rikke Smidt og så ned på det skæggede lig, som de havde fundet ved kanen. Erling nikkede, og Rikke gik i gang med at fjerne skægget. »Han virker bekendt«, sagde hun og betragtede det glatte ansigt. »Ja«, svarede Erling. »Bemærk ørnenæsen, de smalle læber, de buskede øjenbryn og forestil jer ham så tyve, tredive kilo lettere«. »Det … Det er Halberstadt!«, svarede Quist. Rikke nikkede. »Jeg tror sgu, du har ret. Godt gået, Høeg«. Quist støttede sig til stålbordet. »Men … hvem kan have gjort det mod ham?«. »Nogen, som måske gerne ville have ham til at ligne julemanden?«, sagde Rikke. »Med Halberstadts skrupelløse fortid fornemmer man næsten et hævnmotiv«, svarede Quist. »Hvem arver ham?«. »Ingen«, svarede Erling. »Den gamle gnier har overlevet hele familien«. Erling gik eftertænksomt rundt om liget. »Rikke, hvorfor vil man forgifte nogen med arsenik, når nu det kan opdages så let?«. »Måske fordi man ikke ved bedre?«. »Kom med et andet bud«. Hun trak på skulderen. »Fordi arsenik hverken kan smages eller lugtes. Man kan forgifte sit offer hen over en lang periode, uden at offeret aner uråd, før det er for sent«. »Og hvis Halberstadt ikke var styrtet ned, var han heller ikke blevet obduceret. Så var gerningsmanden sluppet af sted med drabet?«. Rikke nikkede. »Ja, det er muligt«. »Så du tror, Halberstadt selv har villet agere julemand?«, spurgte Quist. Erling trak på skuldrene. »Vi bliver nødt til at finde ud af, hvor han har holdt til«. Erling betragtede drabsafdelingens store oversigtskort. Han havde sat en nål ud for findestedet i Nordhavn og en ud for marken i Avedøre, hvor dronen var styrtet ned. »Hvor registrerede lufthavnens radar det uidentificerede fly?«. Quist bladrede i rapporten. »Ved Holmen«, svarede han. »Hvorfor?«. »Hvis Halberstadt legede julemand, ønskede han sikkert at foretage en testflyvning inden juleaften. Under flyveturen døde han så af sin forgiftning, hvorefter rensdyrene rev sig løs, og dronen blev taget af vinden og styrtede ned. Kursen passer med vindretningen den dag. Lad os finde ud af, om Halberstadt ejer noget nordøst for radarobservationen, som kan huse både drone, kane og rensdyr«. Det tog dem en times tid at gennemgå koncernens ejendomme. På Amager fandt de fire beboelsesejendomme og et indkøbscenter, men ikke noget, som egnede sig til Halberstadts foretagende. Erling lænede sig tilbage i stolen. »Der må være noget, som vi har overset«. Quist rystede på hovedet. »Vi har været det hele igennem. Ud over de fem bygninger er der kun den gamle gasbeholder på Sundvænget«. Erling nikkede eftertænksomt. »Jeg kender området. Fiskede derude som barn. Den beholder har ikke været i brug i en menneskealder. Hvad mon Halberstadt vil med den?«. Quist trak på skuldrene. »Ingen anelse«. Den gamle gasbeholder rejste sig majestætisk mod nattehimlen. Erling parkerede bilen ved indgangen, hvor en sort BMW holdt. »Nogen er kommet os i forkøbet«, sagde Erling og løb hen til døren. Han trak sin pistol og gik ind i den store gasbeholder. I hallen stod den ene reol efter den anden stablet med legetøj. Længere henne var der indrettet et område med stalde, og bag dem et lille køkken, et spisebord og en stor seng. »Hold da kæft«, hviskede Quist. »Vi er havnet i julemandens værksted«. Erling så op, bygningen havde intet tag, og stjernerne funklede over dem. »Det må være her, Halberstadt er fløjet fra«. De fortsatte forbi de høje reoler og videre ind i hallen, hvor der brændte et stort bål. En skikkelse kastede manisk legetøj ind i flammerne. »Politiet!«, råbte Erling. Skikkelsen tøvede, så smed han legetøjet fra sig og flygtede hen mod den nærmeste dør. Erling spurtede efter ham. Ved bålet fandt han en gyngehest på gulvet og slyngede den efter manden. Gyngehesten ramte manden i ryggen, og han faldt forover. Erling var hurtigt derhenne og fik lagt ham i håndjern. Han genkendte manden. Det var advokat Rohde. »Sletning af bevismateriale er ulovligt, ligesom drab er det. Hvorfor slog du Halberstadt ihjel?«. Rohde så opgivende op på Erling. »Se dig omkring«, svarede han. »Det var et medlidenhedsdrab. Halberstadt var blevet sindssyg«. »Fordi han ville lege julemand?«. Rohde nikkede. »Halberstadt var begyndt at angre fortidens gerninger. Først i det små; med donationer til alverdens nødhjælpsorganisationer. Så forærede han den ene kulturinstitution efter den anden til staten. Men det var ikke nok til at dulme hans dårlige samvittighed. Halberstadt var til sidst overbevist om, at hvis han kunne få folk til at tro, at han var julemanden, så ville de tilgive hans synder. Derfor begyndte han på sin sindssyge plan. Han var ikke til at stoppe, tænkte slet ikke på firmaet, på aktionærerne, på mig og på alt det, vi i fællesskab havde bygget op«. »Så du forgiftede ham med arsenik«. Rohde trak på skuldrene. »Det var ikke svært med al den grød, han til sidst åd«. Erling placerede Rohde på bagsædet af patruljevognen og lukkede døren. »Tillykke«, sagde Quist. »Du nåede at løse sagen inden juleaften«. Erling nikkede. » Vi gjorde. Godt gået, Quist«. Quist smilede og så ud over byen. »Så bliver det alligevel en dejlig jul«. Næste dag parkerede Erling foran Alices hus. Han tog ungernes gaver under armen og gik op og ringede på. Katrine åbnede døren, og Lasse smøg sig forbi hende. Han stirrede henrykt på alle pakkerne. »Er det vores gaver?«. Erling nikkede. »Hvorfor har du taget vores gaver med?«, spurgte Katrine. »Fordi jeg synes, at I skal tage dem med til Barbados«. Katrine spærrede øjnene op. »Du lader os tage af sted?«. »Selvfølgelig«. Erling forsøgte at smile overskudsagtigt. »Jeg gider da ikke at være en nederen far«. Hun kastede sig om halsen på ham. »Du er top nice, du er. Næste år så holder vi jul hos dig«. »Ja ja, hav nu en god tur«. Erling gav dem gaverne, og ungerne løb ind igen. Han så på Alice i køkkenvinduet og hilste, hun vinkede tilbage og mimede et tak. Så vendte han tilbage til bilen. »Far …«, råbte Lasse og kom løbende. »Her. Jeg har selv lavet den. Men den er ikke pakket ind. Det er en abe. En orangusang«. Erling tog den lille orange lerfigur. »Tak skat. Den er lige, hvad jeg har ønsket mig«.
