Bøger

Fantasiens fyrstinde: Lene Kaaberbøl: Uhyggen skal hviske i vandrørene

Lene Kaaberbøl er blevet Danmarks bedst sælgende kvindelige forfatter i udlandet på at skrive fantasy.

Bøger

Lene Kaaberbøl var egentlig i godt humør, da hun i november 1997 slentrede rundt på bogmessen i Forum, og hvorfor skulle hun ikke også være det?

Få dage forinden havde alverden fejret Astrid Lindgrens 90-års fødselsdag, og et citat af den berømte forfatterkollega kørte rundt i Lene Kaaberbøls hoved som et mantra. At man som forfatter bare tager nogle helt almindelige ord, som man derefter bruger til at skrive nogle ualmindelige historier med.

Så enkelt kunne det siges.

Historierne voksede stille og roligt
Nej, der var overhovedet ingen grund til at gøre tingene sværere, end de var, og det gik jo også meget godt. De næste bøger lod vente lidt på sig, men havde hun måske ikke udgivet bøger i mere end 20 år, selv om hun kun var 37?

Bevares, det var mest i ferierne, hun skrev, for arbejdet som gymnasielærer skulle jo også passes. Men det passede jo meget godt. Bøgerne havde det alligevel med at modnes i hende hen over et års tid, så hvorfor ikke undervise, mens historierne voksede stille og roligt inde under forfatterens kæmpestore krølhårsfrisure?

Der var masser af gode argumenter for, at hun skulle synes, det egentlig gik ret godt. Og alle, hun mødte på bogmessen, spurgte også venligt og interesseret til, hvornår så den næste bog mon kom.

Undtagen en.

»Du har et talent, og du sviner med det«
I stedet for at stryge hende med hårene gav han hende et velrettet spark over skinnebenet.

»Du har et talent, og du sviner med det«, sagde han den novemberdag i 1997.

»Det kan ikke passe, at du kun skal skrive én stor, mærkelig og fremragende bog og så ikke flere«.

»Jamen, hvad med alle børnebøgerne?«, tænkte Lene Kaaberbøl, men hun sagde det ikke.

I stedet modtog hun endnu en svada fra sin ven. Han belærte hende om, at der var mange udmærkede gymnasielærere, men at der kun var ganske få, der havde hendes evner som historiefortæller.

Debuterede som 15-årig
Det sidste demonstrerede hun allerede som 15-årig, da hun fik sin første af fire bøger om ’Tina og hestene’ udgivet. Derudover havde hun skrevet flere børne- og ungdomsbøger, heriblandt de to første bøger i trilogien om Katriona Teresasdatter og så selvfølgelig voksenbogen ’Morgenlandet’, som hendes ven havde hentydet til, og som nu lå ni år tilbage.

Hun havde også forsøgt sig med den frygtede voksenbog nummer 2, og ideen fejlede ikke noget.

Inspireret af den iranske religionsstifter Zarathustra havde Lene Kaaberbøl fået tanken om, at vores verdensforståelse er delt op i sort og hvidt. Det gode og det onde. Og hvad ville der egentlig være sket, tænkte hun, hvis verden var blevet mere kompleks end en så skarp opdeling?

Det ville hun udforske i romanen, som skulle være i tre dele. En del om verden for længe siden, en del om verden nu og så en del om en helt alternativ verden.

»Jeg ville bare beskrive Life, the Universe, Everything«, siger Lene Kaaberbøl i dag med et smil.

Holder man op med at være forfatter?
Men dengang var der ikke meget at grine ad. Projektet kuldsejlede, for hvem var det lige, bogen skulle handle om. Hun fandt aldrig hovedpersonen.

Det var et af de få tidspunkter i Lene Kaaberbøls liv, hvor hun begyndte at spekulere over, hvorvidt forfatter er noget, man er, eller om det på et tidspunkt bare holder op. Den gode bivirkning af det sidste ville være, at de genstridige bøger så ikke længere ville spolere samtlige hendes ferier, som de nu havde gjort i årevis.

Det knap så gode var, at det ville sende hende direkte ud i en identitetskrise.

»Jeg havde jo skrevet altid, og hvis ikke jeg var forfatter, hvad pokker var jeg så?«.

Det var det spørgsmål, Lene Kaaberbøl var nødt til at stille sig selv, og det velrettede spark, hun havde fået af sin ven på bogmessen, gjorde ikke spekulationerne mindre presserende.

Hen over weekenden efter Bogforum i 1997 fik Astrid Lindgrens mantra om de almindelige ord og de ualmindelige historier pludselig konkurrence.

Havde hendes ven haft ret? Svinede hun med sit talent?

Rask beslutning
Før weekenden var gået, havde hun nået sin konklusion, og mandag morgen stod hun hos sin rektor på Frederiksberg og bad om at komme på nedsat tid.

»Rektor var utrolig forstående. Hun havde spekuleret over, hvornår jeg mon kom og spurgte«, siger Lene Kaaberbøl.

I dag ser hun selv beslutningen som et klart vendepunkt.

Måske havde nogen givet hende et puf senere, og måske havde hun selv indset det uholdbare i at være både gymnasielærer og forfatter, men under alle omstændigheder blev det en beslutning, som i dag har gjort hende til den danske forfatter, som formentlig har solgt flest bøger uden for Danmark, når man lige ser bort fra Peter Høeg.

Mere end 2 millioner bøger er det blevet til, og det er bøger, som i al væsentlighed er skrevet efter den weekend i 1997.

'Skammerens datter' blev til på to-tre måneder
Beslutningen om at give arbejdet som forfatter mere plads frigjorde så stor energi hos hende, at hun i løbet af to-tre måneder – ved siden af lærerjobbet – skrev det meste af sin internationale gennembrudsroman, fantasy-bogen ’Skammerens datter’, og da den lå færdig, var hun pludselig også i stand til at afslutte børnebogstrilogien, hun ellers havde kæmpet med i flere år.

Det var dog ’Skammer’-serien, der åbnede til læsere i 25 lande fra USA til Japan. Det var også passende, for fantasygenren har hun altid elsket. Her kan hun skrive på instinkt, begynde i et hjørne og herfra oprulle en helt ny verden med alt fra sprog til tøj og omgivelser, og kræver historien drager eller monstre, bliver de bare kreeret.

»Monstret skal antydes, og man må aldrig, aldrig se det helt. I Harry Potter-bøger er det langt mere spændende, når man bare hører en hvisken i vandrørene, end når det bliver til en gigantisk slange med to hoveder. Skyggen er ofte meget mere uhyggelig end monstret«, siger Lene Kaaberbøl, og hun kender effekten på egen krop.

»Selv ret dårlige skrækfilm kan skræmme mig fra vid og sans«, siger hun.

Hvor det hele begyndte
Som forfatter har hun nu mange års erfaring med at opbygge egne historier, men hvorfor skulle hun blive langt op i 30’erne, før hun gav skrivearbejdet mere plads, når hun i realiteten havde været forfatter, siden hun var 15, og hun i realiteten havde skrevet, siden hun gik i de helt små klasser?

»På en måde har jeg altid vidst, at jeg skulle fortælle historier. Jeg fik også udgivet min første bog, allerede før jeg nåede at drømme om at blive forfatter. Men hjemmefra er jeg opdraget til, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt. Derfor vidste jeg også, at jeg skulle have en uddannelse og et borgerligt erhverv ved siden af«, fortæller Lene Kaaberbøl, mens hun sidder i sit afsidesliggende skrivehus et sted i skoven mellem Farum Sø og Furesøen.

Huset er hendes andet hjem. Her bor og arbejder hun, når hun har aftaler i København. Resten af tiden bor hun i en gammel vandmølle i udkanten af Beder på barndomsegnen syd for Århus.

Det var der, i Beder, det hele begyndte. Og med det hele menes der lige netop, hvad der står. Det hele.

Det gode
Lad os tage det gode først.

Hjemme på Bygvænget klaprede en lille pige rundt i sine træsko, så det kunne høres over hele vejen, og når hun ikke var dér, sad hun ofte i husets lille gæsteværelse og klaprede. Med tænder og taster. Det var i energikrisens værste år, og der var ingen varme på. Til gengæld var der fri adgang til hendes fars gamle elektriske skrivemaskine, og den blev brugt flittigt.

Små historier til hverdag, længere historier i ferier og fridage.

Monstret skal antydes, og man må aldrig, aldrig se det helt. I Harry Potter-bøgerne er det langt mere spændende, når man bare hører en hvisken i vandrørene, end når det bliver til en gigantisk slange med to hoveder



Hendes dansklærer elskede det. Hun nød at få historier fra den lille pige, og allerhelst fantasifulde fortællinger, hvis udgangspunkt var en vanddråbe eller et sandskorn.

Det var ikke noget, der var tradition for i familien, hvor Lene Kaaberbøls far var overkontrollør i P&T og moderen sekretær på borgmesterkontoret, selv om der både var bøger og kunst i hjemmet.

»Min mor interesserede sig glødende for, hvad jeg sad og lavede, men min daværende dansklærer sagde til hende, at hun skulle blande sig uden om, hvad jeg skrev i min fritid. Set i et voksenperspektiv blev der udvist stor empati. Ingen spurgte, hvad jeg lavede, og ingen fortalte mig, at jeg hellere skulle lave noget andet. Det var et fysisk og mentalt rum, jeg fik lov at have for mig selv. Jeg kunne sidde der i timevis, når jeg ikke lige styrtede ud til hestene eller gik til batik, volleyball eller håndbold eller lavede lektier«, siger Lene Kaaberbøl.

Og det knap så gode
Men det gav ikke mange point hos kammeraterne. Tværtimod.

Og her er vi fremme ved det, der var mindre godt.

»Jeg skulle i stedet have været god til sport. At skrive var som et have et æble med til læreren. En kæledæggeting. Der var et lille publikum af rideveninder, som nogle gange kom og spurgte efter et nyt kapitel i en af historierne, og for nylig kom en af mine veninder faktisk med en historie, hun havde gemt derhjemme i 38 år. At læse den var som at vandre ind i hovedet på mig selv som 12-årig. Dramaturgisk var den endda forbløffende velfungerende, så i en meget tidlig alder har jeg haft en instinktiv fornemmelse af, hvordan en historie skal fortælles og hænge sammen«, siger hun.

Dermed er det gode om de ni år i folkeskolen stort set også fortalt.

Resten af tiden var gyselig. Lene Kaaberbøl blev drillet – mobbet – fra første klasse og hele resten af sin tid i skolen. Selv i dag har hun svært ved at sætte ord på, hvad der skete, men det var så slemt, at hun ikke orkede at møde op for ti år siden til et jubilæumsarrangement på skolen. Hun kunne ikke bære at skulle stå ansigt til ansigt med sin værste plageånd, som havde gjort hendes skoletid til en gruopvækkende oplevelse.

»Jeg var jo anderledes«, som hun siger.

Lærte aldrig den sociale junglelov
Hun var et følsomt barn, som nemt kunne bringes på grådens rand ude i skolegården. Som helt lille havde hun desuden været vant til at gå meget for sig selv uden jævnaldrende omkring sig. Hun lærte aldrig det sociale livs junglelov. Faktisk er sociale kompetencer noget, som hun selv som voksen har skullet træne sig i.

I barndommen blev livet heller ikke ligefrem lettere af, at hun var mere intelligent end gennemsnittet. Hun siger selv, hun var en lille Miss Know It All, og når hun så oven i købet var lidt anderledes end kammeraterne, blev hun et oplagt offer for nogle af dem, som i skolegården kunne komme af med de frustrationer, de bar med i skolen fra et ikke så velfungerende hjem.



»I dag er det blevet mere acceptabelt at arbejde for at få gode karakterer, men det var det jo ikke dengang. Selv lærerne var lidt i tvivl om, hvorvidt det var okay at give karakterer. De var ambivalente og ville helst ikke fremhæve den ene elev frem for den anden«.

De kunne jo også være lige gode for det?

»Ja, og det kunne de jo også, men det behøvede jo ikke at siges. Når man tilfældigvis er udstyret med en hjerne, som akademisk set roterer relativt hurtigt, bliver man nemt skudt i skoene, at man tror, det gør en bedre end andre. Det burde ikke være nødvendigt at sige det, men det gør det jo ikke«, siger Lene Kaaberbøl.

»Jeg er en knold på mange andre områder. Det har taget mig tid at blive socialt velbevandret, og tal er heller ikke musik for mig. Skal jeg huske et telefonnummer, må jeg sætte det i forbindelse med for eksempel årstal og så huske, hvad der skete dengang i mit liv eller i verdenshistorien. Bare for at kunne huske otte tal. Engang blev jeg fyret fra et købmandsjob, fordi jeg ikke engang kunne lægge tal sammen på en notesblok. Jeg lavede for mange fejl. Matematik er ikke noget problem, og ligningerne klarer jeg nemt, men jeg er ikke god til regning«.

Sofistikeret mobning
Nej, det var selvfølgelig ikke det, hun blev drillet med i skolen. Ikke noget med »æv bæv, du kan ikke lave hovedregning«. Det var mere sofistikeret.

»Jeg kunne blive drillet med de mærkeligste ting, og jeg var også snotdum og kunne lokkes til alt. Engang vi var på lejrskole, lokkede en af drengene mig til at synge. Han sagde, det lød godt, når jeg sang. Og der stod jeg så og sang ’Michelle’ fra The Beatles, og jeg tror faktisk, jeg gjorde det godt«.

Man ser det for sig. En lille pige blandt kammeraterne, hvor hun følsomt synger:

Michelle, my belle. These are words that go together well, my Michelle.

»De slog sig på lårene af grin, og så kunne jeg gå ydmyget bort og tænke: »For fanden da. Har jeg ikke lært det endnu?««.

Lene Kaaberbøl støder næsten de sidste sætninger ud, ord for ord, i en blanding af gammel ærgrelse og nutidig vantro over, hvordan det var.

LÆS OGSÅ »Hold kæft, hvor hoppede jeg på den mange gange. Det er også derfor, jeg ved, at jeg ikke er klogere end andre mennesker. Jeg kan nogle ting med mit hoved, som ikke er helt almindelige, men i bund og grund er der ting, jeg er langsommere til at lære end rotter. Rotter rører kun ved en elektrisk ledning én gang. Jeg gør det igen og igen og igen og tænker: Jamen, det kan da ikke passe«. Men det kunne det. De drillede, og de blev ved. Hendes forældre var fortvivlede. Faktisk var de så desperate, at de satte hende i drilletræning derhjemme, hvad datteren bare betragtede som et dobbelt forræderi, for hvis hun også skulle være skydeskive derhjemme, hvor var så hendes helle i verden? Ja, det stof bygger man forfattere af.

(Artiklen fortsætter under billedet)


Bonus og krymmel
Ingen skal dog tro, at Lene Kaaberbøl har noget godt at sige om mobningen. Selv om der måske kan være et vist mål af brændstof i den type oplevelser – jeg skal vise dem, skal jeg – mener hun, at det dybest set mest er skadeligt.

»Men når man overlever det, hvad jeg jo har gjort, så lærer man i en tidlig alder, at man kan klare sig uden de andre, for det har man været nødt til. Det gør også, at man bedre kan gå sine egne veje og i nogle tilfælde gøre noget, som man synes er vigtigt, selv om det måske ikke er alle mennesker, der synes, det er i orden, at man gør det«, siger Lene Kaaberbøl.

Hun vil ikke sige, at man bliver hårdhudet af det.

»Man lærer, at de andres accept er bonus, krymmel og glasur, men det kan man ikke leve af. Man skal kunne stå på egne ben. Nogen har behov for bekræftelse og accept hele tiden. Sådan er jeg jo ikke. Jeg kan godt lide at få ros og anerkendelse, og jeg bliver enormt glad og underligt overrasket, når jeg får det«.

Og anerkendelsen kom. Godt og vel endda.

Fritiden ind i kalenderen
Selv om Lene Kaaberbøl med sin universitetsuddannelse i engelsk og dramaturgi faktisk var glad for at undervise gymnasieelever på Frederiksberg, blev hun i løbet af få år nødt til at tage endnu en beslutning.

At gå på deltid var kun første skridt. Da de tre første bøger af ’Skammer’-serien var udgivet, kæmpede medier, forlag og læsere så hårdt om hendes opmærksomhed, at det i 2002 var nødvendigt at sige endeligt farvel til jobbet som gymnasielærer.

Jeg kan nogle ting med mit hoved, som ikke er helt almindelige, men i bund og grund er der ting, jeg er langsommere til at lære end rotter. Rotter rører kun ved en elektrisk ledning én gang. Jeg gør det igen og igen og igen og tænker: Jamen, det kan da ikke passe



Det var en så afgørende ændring af hendes liv, at hun efter et stykke tid var nødt til at lægge fritiden ind i sin kalender.

Ja, det kan lyde mærkeligt, men da hun arbejdede som lærer, var fritiden det samme som at skrive. Det var hendes helle. Nu blev skrivetid noget, der skulle kæmpes for i konkurrence med promoveringsrejser i udlandet, interview og udadrettet virksomhed i øvrigt. Den tilkæmpede skrivetid blev i stedet det egentlige arbejde og fritiden – den forsvandt.

»Jeg måtte lægge regler og ritualer ind i min hverdag, så jeg for eksempel stoppede med at skrive kl. 17. Bagefter kunne jeg så beslutte, om jeg ville fortsætte. Det var også på det tidspunkt, jeg anskaffede min første hund, for en hund giver automatisk nogle afbræk, for den vil ikke vente, fordi mor er i gang med at skrive«, fortæller Lene Kaaberbøl.

Etablerede eget forlag
Siden dengang ser det ellers ikke ud til, at der har været mange afbræk i hendes virksomhed. Hun fik afsluttet ’Skammer’-serien, ligesom hun for Egmont skrev en serie på ni bøger i Disneys W.I.T.C.H.-serie, som blev skrevet på engelsk og siden oversat til dansk og sendt ud i verden på en lang række andre sprog.

’Skammerkrigen’, fjerde bind i hendes kendte fantasy-serie, udkom på forlaget Phabel, som blev endnu et projekt i hendes forfatterliv, for det kan godt være, Lene Kaaberbøl ikke er skrap til tal og hovedregning, men hun ved godt, hvad der skal stå i en kontrakt, så da hun ikke kunne komme overens med sit gamle forlag, etablerede hun sit eget i samarbejde med ArtPeople.

Med Phabel ville hun bidrage til at give børne- og ungdomslitteraturen ny luft. Forlaget skulle udgive hendes egen bøger, men det skulle også finde og opdyrke nye talenter, som skulle skrive bøger for unge, der var vilde med at læse spændende historier, i stedet for at være et forlag, der udgav bøger målrettet bibliotekarer med en indkøbskonto.

Hun gav sig selv og forlaget fem år, men i virkeligheden blev det næsten syv, inden hun tog de sidste og afgørende beslutninger i sit forfatterliv.

»Jeg havde måske haft en illusion om, at jeg kunne trække mig langsomt ud af forlaget, ligesom det skete ved min langsomme retræte fra gymnasiet, men jeg er meget dårlig til at gøre noget halvhjertet. Enten kører jeg med 120 kilometer i timen, eller også kører jeg slet ikke«.

Beslutningen blev derfor, at forlaget sidste år overgik til ArtPeople og blev til People’s Press Junior.

Vandmøllen ved Beder
Forinden havde hun imidlertid truffet en helt anden beslutning, som kunne synes endnu mere drastisk. Efter en lang årrække som eksiljyde i hovedstaden havde hun besluttet sig for at rykke tilbage ikke alene til Jylland, men faktisk til barndommens land.

Oplevelserne i skoletiden var nu trådt så meget i baggrunden, at hun kunne købe en gammel vandmølle i udkanten af Beder, kun et par kilometer fra vejen, hvor hun voksede op.

»Det handler nok om en livsfase. Det var ikke særlig velovervejet og nok mest en mavefornemmelse, jeg reagerede på. Når man når en vis alder, begynder man at kunne se, at man helt objektivt har mere fortid end fremtid, og det bliver vigtigt, at fortiden ikke bare er noget, man smider bort. Den skal være hos en og kunne bruges til noget. En af mine gamle veninder, jeg har kendt, siden vi var 4-5 år, er også flyttet tilbage, og det er hos hende, jeg har min hest stående. På den måde bliver min fortid til en levende ressource, som får værdi«, siger Lene Kaaberbøl.

Hun havde ellers lært at betragte sig selv som en rimelig velintegreret eksiljyde i hovedstaden. Men der var også ting, hun aldrig vænnede sig til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man lærer, at de andres accept er bonus, krymmel og glasur, men det kan man ikke leve af. Man skal kunne stå på egne ben. Nogen har behov for bekræftelse og accept hele tiden. Sådan er jeg jo ikke



»Da jeg havde boet i hovedstaden et år, konstaterede jeg, at der i den tid kun var to, der havde ringet uopfordret på min dør. Den ene var manden, der skulle aflæse min elmåler. Den anden var fra Jehovas Vidner«.

Falde ind i hinandens liv
Lene Kaaberbøl kan ikke lade være med at grine ad sin iagttagelse.

»Jeg kendte da masser af mennesker, og jeg var også sammen med dem, men alt skulle planlægges i forhold til en kalender. Ingen faldt bare forbi hinanden til en kop kaffe eller te. Det gør man, hvor jeg kommer fra. Man lægger vejen forbi venner og bekendte, hvis man alligevel er ude at køre. Nu har jeg indført det hos nogle af mine venner, at vi bare kan falde ind i hinandens liv«, siger hun.

Og hvad har det så med hendes forfatterskab at gøre, kunne man spørge?

Meget. Rigtig meget endda.

Siden hun flyttede tilbage til provinsen, er hendes produktion steget drastisk.

»Før skrev jeg en bog hvert andet år. Nu skriver jeg to eller måske to en halv om året. Det skyldes den balance, jeg har fundet, for nu bruger jeg min tid på det, der er væsentligt for mig, og det er mine bøger og mine venner. Hvis du havde spurgt mig for fem år siden, ville jeg med garanti have svaret det samme, men sagen er, at jeg dengang også brugte min tid på alt muligt andet«.

Hun kan tydeligt huske, hvordan det var. Hvis nogen havde brug for en kommentar om børnebøger i morgen-tv, stillede hun op. Var der en læsekreds eller et bibliotek, som gerne ville have et foredrag eller en diskussion med forfatteren, stillede hun op.

Og det var også hyggeligt og interessant, og hun kan stadig glæde sig over, at der findes folk, som går op i litteratur på den måde, men samtidig kan hun se, at det måske ikke var den bedste måde at bruge hendes egen energi på.

Tre bøger i 2010

I år kommer hun til at udgive tre bøger. Den ene er børnebogen ’Vildheks’, og den anden er krimien ’Et stille umærkeligt drab’, som hun har skrevet sammen med journalisten og forfatteren Agnete Friis. Det er deres anden fælles bog om den ikke helt almindelige sygeplejerske Nina Borg, som har det med at løbe ind i mystiske kriminalgåder.

LÆS ARTIKEL

Agnete Friis var en af de fantasy-forfattere, som i sin tid blev tiltrukket af det nye forlag Phabel, og siden har bekendtskabet mellem Kaaberbøl og Friis udviklet sig til et egentligt forfatterfællesskab. Oven i købet med stor succes, idet deres bøger om Nina Borg er solgt til udgivelse i flere lande.

Første voksenbog i eget navn siden 1988
Årets tredje bog af Lene Kaaberbøl kom torsdag i denne uge. Det er den første voksenbog, hun får udgivet i eget navn, siden romanen ’Morgenlandet’ tilbage i 1988.

’Kadaverdoktoren’ hedder den, og på en eller anden måde udspringer både den og børnebogen ’Vildheks’ af, at forfatteren i dag har forladt storbyen og er vendt tilbage til Jylland, hvor hun i dag bor helt ud til markerne og det åbne land.

»’Vildheks’ er skrevet på kærligheden til naturen og fornemmelsen af at være midt i den. På forunderlig vis er der visse fællestræk mellem den og ’Kadaverdoktoren’. På en måde er det to forskellige projekter, som er kommet af den samme kim«, siger Lene Kaaberbøl.

LÆS ANMELDELSE AF 'KADAVERDOKTOREN'

Semikrimi
I mange år havde hun på sin hjemmeside haft brudstykker af en varulvehistorie liggende i et felt, hun kaldte forfatterværkstedet. Historien blev bare aldrig til mere end det, og i dag ved hun, at hun ikke kan fortælle en historie, hvis ikke hun har en klar hovedperson at brede fortællingen ud fra.

Denne person kom med den 20-årige Madeleine Karno, som er datter af kadaverdoktoren i en lille by i en grænseegn mellem Tyskland og Frankrig i 1894. Kadaverdoktoren er manden, det lokale politi henvender sig til, når de står med mystiske dødsfald og skal vurdere, om den døde kunne være offer for en forbrydelse. En slags retsmediciner.

Hans datter er den ambitiøse unge kvinde, som allerhelst selv ville stå med fingrene nede i ofrenes døde kød, men må nøjes med at være sin fars velskolede assistent på et tidspunkt, hvor dette kunne være kontroversielt nok i sig selv.

Lene Kaaberbøl kalder det selv en semikrimi, idet den er lige dele historisk roman, frigørelseshistorie og kriminalgåde.

I ’Kadaverdoktoren’ er der selvfølgelig folk, der mister livet på særeste vis. Måske gennem en slags mider, som har bredt sig. Måske har miderne bredt sig fra ulve, og måske endda fra de ulve, abbedissen på et nærliggende kloster har gående frit inden døre. Og hvad er det med ofrene, hvis kroppe er mærket af noget, som unægtelig ser ud som bid fra mennesketænder?

Forelsket i fantastikken
Og hvad er det lige med Lene Kaaberbøl og disse sære verdener, hvor alt kan ske?

»Jeg er jo bare forelsket i fantastikken, i de områder, som hører til virkeligheden, og som så alligevel ikke gør. I Nina Borg-romanerne har jeg opført mig pænt og været næsten socialrealistisk, og så bliver der åbenbart et udækket behov for at være bare en smule fantastisk. For mig er der et resonansrum i myterne. Alle disse historier om mennesker, der bliver forvandlet til dyr, har jo en basis i, at vi skal forlige os med, at vi som mennesker er dyr. Vi skal forlige os med vores egen dyriske natur. Mennesker rummer jo nogle ting, som bare ikke rummes i ideen om et menneske«.

Lene Kaaberbøl fortæller derefter levende en af de gamle varulvehistorier, som handler om Peter Stubbe (1525-1589) fra Bedburg i Tyskland. Her havde manden ifølge overleveringen et incestuøst forhold til sine døtre og begyndte desuden at voldtage og dræbe børn fra landsbyen. Han bed og flåede også i dem.

Jeg har det bedst, når jeg skriver, og føler mig på en måde lidt nytteløs, når jeg ikke skriver. Som om jeg ikke gør det, jeg skal



»Måske troede han selv, at djævelen havde givet ham evnen til at forvandle sig til en ulv. I hvert fald blev han til sidst afsløret, pint på de forfærdeligste måder og siden dræbt. Hændelsen var noget, som faldt så langt uden for, hvad vi kan som mennesker, og derfor måtte dyret eller djævelen have skylden. Alle disse varulvehistorier udspringer fra en uro, vi har i os, og det er en uro, vi har, uanset om vi tror på varulve eller ej«.

Bunder det i en uro over os selv, og at vi ikke har styr på os selv?

»Vi er ikke så sikre og urokkelige i troen på vores egen menneskelighed, og det er da også interessant, at de sygdomme, der kan bringe os mest i panik, er svineinfluenza, musetyfus og fugleinfluenza. Svineinfluenzaen var de også nødt til at omdøbe til A1HN1, passende kønsløst klinisk og ufarligt. Vi bryder os bare ikke om at blive mindet om vores slægtskab med dyrene«.

Historien om Madeleine Karno foregår i en periode, hvor man lige så godt kunne forestille sig, at Sherlock Holmes kom rundt om hjørnet arm i arm med doktor Watson. Tidspunktet er på ingen måde tilfældigt valgt, for det er på mange måder en brydningstid, og Lene Kaaberbøl har også i sinde at udforske tiden yderligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når det siger booooom Oprindelig havde hun tænkt sig, at der i hvert fald skulle komme yderligere to romaner om kadaverdoktoren og hans datter. I den ene skulle myten om Dracula være en undertekst, i den anden historien om Frankensteins monster. »Det fascinerer mig, når vi har at gøre med mennesker, der forsøger at skabe liv. Jeg kan godt lide de gamle mytiske fortællinger. Når man slår på dem, kan man høre, det siger booooom. Der er et kæmpestort rum nedenunder, men hvis du slår på historien om, at chefen altid er irriterende, lyder der bare et lille ding«. Lene Kaaberbøl er ret sikker på, at hun aldrig kommer til at skrive den store, danske samtidsroman, men hvad der kommer til at ske i hendes bøger, tør hun ikke sige, for hun ser også, at grænserne i litteraturen er i opløsning på en måde, så mainstream-romanen efterhånden mest er defineret ved, hvad den ikke er. »Det er snart sådan, at mainstream er det, der ikke indeholder krimi, ingen magi, ingen science fiction, ikke romance og for guds skyld ikke vampyrer. Men hvad må det så være? Det er en irriterende måde at definere en bog på«. Nogle gange bliver det for meget for hundene Når man taler med Lene Kaaberbøl, kan man godt have på fornemmelsen, at hele hendes liv er forankret i bøgerne. Plus hos de seks herreløse hunde, der har fået et hjem på vandmøllen i Beder. To græske gadekryds og fire spanske greyhounds af den slags, man altid ser ved siden af kongen på gamle spanske malerier. Helt forkert er det heller ikke, at bøgerne er omdrejningspunktet. »Jeg har det bedst, når jeg skriver, og føler mig på en måde lidt nytteløs, når jeg ikke skriver. Som om jeg ikke gør det, jeg skal«, siger hun og får et af de korte latteranfald, hvor man aldrig helt ved, om hun ler med eller ad sig selv. Og hun skriver da også tit. Nogle gange også så meget, at det bliver for meget for hundene. Pludselig bliver et hundehoved møvet ind over hendes lår, når de synes, hun har siddet længe nok ved computeren.

»Du har jo dine bøger«
Hvor andre forfattere kæmper for at få skrivetid midt mellem aftaler med ægtefællen eller afhentning af børn i institutionen, er det de seks stressbolde med pels, der holder Lene Kaaberbøl inde i virkelighedens verden.

»Allerede da jeg var 21, sagde min mor: Det gør ikke noget, at du ikke får børn, Lene. Du har jo dine bøger. Dengang mente jeg da overhovedet ikke, at det emne var uddebatteret. Jeg havde da nok forestillet mig, at jeg skulle have nogen, og det, der pinte mig allermest, da det viste sig, at min mor fik ret, var netop, at hun fik ret. Jeg synes ikke, man kan sige, at bøgerne har indtaget den plads i mit liv, hvor der ellers skulle have været børn, men mit behov for at have et liv, hvor jeg kunne skrive, har været medvirkende årsag til, at jeg ikke har prioriteret at få den form for familie«.

Det fylder meget?

»Ja, det gør det. Jeg forsvarer også med næb og kløer det, der i min barndom var det kolde gæsteværelse. Rummet, hvor jeg kan være i fred og skrive. Det er svært at have den zone i sit liv, når man har børn. Det kan jeg se på mine forfatterkolleger«.

Tænker du på, om det at skrive står i rimeligt forhold til, hvad det har kostet?

»Jeg tænker det omvendt. For mig har det altid været vigtigt at have den zone, og så har alt andet bare måttet indrette sig på det. Det er et så dybt og instinktivt behov hos mig, at jeg har været lykkelig over, at det kunne lade sig gøre«.

Når man er så dedikeret, bliver man så nødt til at glemme det, der hedder kærlighed?

»Nej, det kan godt lade sig gøre«.

Også uden at ens koncentrationszone bliver invaderet?

»Jeg vil mene, at det godt kan lade sig gøre«.

Teoretisk set?

»Jeg har aldrig haft et årelangt forhold, hvor jeg boede sammen med et andet menneske, så jeg skal passe på ikke at lyde skideklog, når mit erfaringsgrundlag er mindre end de flestes. Mange af mine kolleger gør det, men det kræver nok, at man har et af de forhold, hvor man lader hinanden være, som min gamle vejleder sagde, med høflig og kærlig interesse. At man ikke skal eje hinanden fuldt og helt hele dagen. Det ville ikke kunne gå. Men at være to mennesker, der har et eget liv, samtidig med at de deler en sfære, det synes jeg da, der er opmuntrende tegn på rundt om i landskabet. Men som sagt: Jeg har ikke prøvet det selv«, siger Lene Kaaberbøl og ler igen.

Halv mio. årligt fra bibliotekerne
Til gengæld har hun prøvet så meget andet. At blive en af de mest læste forfattere i den aldersgruppe, hvor en bog enten er super-duper-fantastisk eller også den værste skodbog, ungerne nogensinde har været i nærheden af.

Og hun har så mange bøger stående på bibliotekerne, at hun er nr. 13 på listen over modtagere af bibliotekspenge med en årlig check på omkring en halv million kroner.

Det er ikke lige det, de hæfter sig ved hjemme i Beder, men når hun taler med folk i Brugsen, eller hvor det nu er, så har de bemærket, at hun er blevet berømt. Ikke sjældent har hun hørt bemærkningen om, at de jo har fulgt med i, hvordan det gik hende, og har set hende i fjernsynet. Mange får også lige fortalt, at de jo allerede dengang for mange år siden kunne se, at hun nok skulle blive til noget.

»Ja, jeg er brainy«

Tegnene var der også. Hun klarede sig godt i folkeskolen, og i gymnasiet på Aarhus Katedralskole skulle kammeraterne som regel lige se, hvad Lene havde fået, før de bestemte med sig selv, om de var tilfredse med deres egne karakterer.

Du fik høje karakterer?

»Ja, det gjorde jeg jo. Beklager«, siger hun og ler.

»Jeg skulle ikke anstrenge mig meget for at få 10, 11 eller 13«.

Du erbare brainy eller hvad?

»Ja, jeg er brainy. Jeg har for nemt ved det. Vi er tilbage i 1978, og mit gennemsnit var vist 10,7, så formentlig har det været blandt de højeste i landet. Det var en egalitær tidsalder, så det var ikke helt okay at stikke snuden frem på den måde. Du kan også mærke, at det sidder så dybt i mig, at jeg stadig undskylder det lidt. Men det er jo en unødvendig og ukonstruktiv følelse at have. Men det var faktisk sådan, at jeg gik og puttede med det. Men jo, jeg er brainy, og jeg tør godt stå ved det«, siger hun med en høj latter og slår hånden i bordet, inden hun holder en lille kunstpause og tilføjer:

»Næsten«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce