Lene Kaaberbøl var egentlig i godt humør, da hun i november 1997 slentrede rundt på bogmessen i Forum, og hvorfor skulle hun ikke også være det? Få dage forinden havde alverden fejret Astrid Lindgrens 90-års fødselsdag, og et citat af den berømte forfatterkollega kørte rundt i Lene Kaaberbøls hoved som et mantra. At man som forfatter bare tager nogle helt almindelige ord, som man derefter bruger til at skrive nogle ualmindelige historier med. Så enkelt kunne det siges. Historierne voksede stille og roligt Nej, der var overhovedet ingen grund til at gøre tingene sværere, end de var, og det gik jo også meget godt. De næste bøger lod vente lidt på sig, men havde hun måske ikke udgivet bøger i mere end 20 år, selv om hun kun var 37?
Bevares, det var mest i ferierne, hun skrev, for arbejdet som gymnasielærer skulle jo også passes. Men det passede jo meget godt. Bøgerne havde det alligevel med at modnes i hende hen over et års tid, så hvorfor ikke undervise, mens historierne voksede stille og roligt inde under forfatterens kæmpestore krølhårsfrisure? Der var masser af gode argumenter for, at hun skulle synes, det egentlig gik ret godt. Og alle, hun mødte på bogmessen, spurgte også venligt og interesseret til, hvornår så den næste bog mon kom. Undtagen en. »Du har et talent, og du sviner med det« I stedet for at stryge hende med hårene gav han hende et velrettet spark over skinnebenet. »Du har et talent, og du sviner med det«, sagde han den novemberdag i 1997. »Det kan ikke passe, at du kun skal skrive én stor, mærkelig og fremragende bog og så ikke flere«. »Jamen, hvad med alle børnebøgerne?«, tænkte Lene Kaaberbøl, men hun sagde det ikke. I stedet modtog hun endnu en svada fra sin ven. Han belærte hende om, at der var mange udmærkede gymnasielærere, men at der kun var ganske få, der havde hendes evner som historiefortæller. Debuterede som 15-årig Det sidste demonstrerede hun allerede som 15-årig, da hun fik sin første af fire bøger om ’Tina og hestene’ udgivet. Derudover havde hun skrevet flere børne- og ungdomsbøger, heriblandt de to første bøger i trilogien om Katriona Teresasdatter og så selvfølgelig voksenbogen ’Morgenlandet’, som hendes ven havde hentydet til, og som nu lå ni år tilbage. Hun havde også forsøgt sig med den frygtede voksenbog nummer 2, og ideen fejlede ikke noget. Inspireret af den iranske religionsstifter Zarathustra havde Lene Kaaberbøl fået tanken om, at vores verdensforståelse er delt op i sort og hvidt. Det gode og det onde. Og hvad ville der egentlig være sket, tænkte hun, hvis verden var blevet mere kompleks end en så skarp opdeling?
