0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verdensberømt nordmand i brechen for Peter Høeg

Den norske forfatter Jan Kjærstad er slet, slet ikke enig med de danske kritikere, der har nedsablet Peter Høegs 'Den stille pige'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er der sket med mit storsindede Danmark? Og for en gangs skyld tænker jeg ikke på politikken, jeg tænker på litteraturen.

Ja, for jeg må indrømme, at det har været deprimerende at følge, på afstand, den danske modtagelse af Peter Høegs 'Den stille pige'. Nogle ville måske sige, at bogen må være ualmindelig interessant og bredspektret, siden reaktionerne har spredt sig over et så enestående bredt felt, men mit helhedsindtryk er alligevel, at ingen har ydet denne roman retfærdighed.

Jeg læser en del dansk samtidslitteratur, og jeg ser, hvordan petit-avisartikler, der er udvidet til romaner på 150 sider, udråbes til mesterværker, eller hvordan misantropiske bagateller hyldes af alle.

Og så forbavser det mig, at en roman af Peter Høegs kaliber, med så stor tankekraft og originalitet, mødes med så solide portioner smålighed og giftighed. Hvordan kan en så legesyg, gavmild og åben bog blive modtaget med så megen alvor, strenghed og lukkethed? Og igen: i mit storsindede Danmark?

Forbereder sig til forrige krig
Enkelte anmeldere er ikke bare strenge, de er nådeløse. De antyder, at der er tale om en slags fallit, en kunstner, der har afskrevet sig selv, og de væmmes over, at romanpersonerne slår om sig med så mange referencer.

Det minder mig om, hvordan den mægtige svenske kritiker Fredrik Böök i sin tid stemplede Hjalmar Söderbergs sidste roman som et konkursbo. »Det er, som om han har tømt kommodeskufferne for alt gammelt skrammel«. Jeg behøver næppe at fortælle, at tiden modbeviste Bööks postulat.

Jeg har tøvet med at skrive det her, da jeg personligt ikke har nogen grund til at klage over danske kritikere. Virkelig ikke. Blandt de anmeldere, der har vurderet Høeg, finder jeg flere navne, jeg respekterer højt, og andre har sågar skrevet om mine egne bøger med forbløffende generøsitet.

Derfor skal det her ikke handle om danske kritikere, det skal handle om Peter Høegs roman og om, hvorfor kritikken - jeg vil holde mine formuleringer i generelle vendinger - har svært ved en tackle en bog som den. Kort sagt mener jeg, at kritikerne er ofre for den samme tilbøjelighed som generalerne: De forbereder sig til forrige krig.

Hvordan kan den skuffe?
For hvad er det mest karakteristiske ved Peter Høegs nye roman? Jo, at den bryder alle regler - den er gennemtænkt og samtidig ukontrolleret, den er banal og samtidig original, den er sentimental og samtidig intelligent, musikalsk og samtidig disharmonisk - og ved at bryde reglerne skaber den et nyt univers og peger i retning af en fremtidig snarere end fortidig skrivemåde.

Bogens hovedperson er ikke tilfældigt fascineret af, »at en mand kan have så stor egensindighed, at han hæver hele den klassiske musik en halv tone for at tilpasse den sit eget system« (pianisten Richter).

Hans-Georg Gadamer, der påviste, hvor meget »forudforståelsen« betyder for al tolkning, ville have fundet mange belæg for sin teori ved at studere de danske anmelderes læsning af 'Den stille pige'.

Efter ti års tavshed måtte forventningerne naturligvis være formidable. De fleste havde nok ønsket, at Høeg skulle skrive 'Frøken Smilla' om igen, eller at bogen i det mindste var en rendyrket genreroman. I fantasien havde man måske håbet på, at selveste Dan Brown ville blive vippet af tronen. Høeg indfrier ingen af disse forventninger, og jeg kan ikke forstå, hvordan det kan skuffe nogen.

Høegs respektløshed
Mange har påpeget genreblandingen i 'Den stille pige', og de fleste ser dette som en svaghed. Jeg ser det som en styrke. Høegs innovation ligger netop i det respektløse brud på genredogmet. Her er thriller, barndomsskildring, videnskabelige udredninger, action, mysticisme, musikessays, science fiction, kærlighedsroman, socialrealisme, højbarok - alt vævet sindrigt sammen.

Efter min mening er det tidens form. Denne skrivemåde afspejler den urenhed, vi ser overalt omkring os i samfundet. De kundskabsbrokker og citater, som siderne krydres med, er ikke så meget leksikale opslag (anmeldernes beskyldning) som trivia, vi alle oversvømmes med til daglig. Man kunne faktisk påstå, at Høeg er helt i tråd med Aristoteles' ideal om mimesis, efterligning.

Klovnens metode
Alternativt kunne jeg kalde denne Høegs outsiderpoetik for 'klovnens metode'. Det er ikke for ingenting, at Kasper Krone er klovn. »Cirkus er et stykke middelalder, der har overlevet på ydersiden af den moderne verden«. Klovnens metode er i fami