Kandidater til en nordisk litteraturpris?«, sagde min ven, da jeg fortalte, hvad jeg var ved at læse.
»Jamen, dén skal Stieg Larsson vel have, hvis han ikke allerede har fået den?«. Som tidens ' litterære fejder' demonstrerer til grinagtighed, trænger litterater til at blive mindet om verden uden for spejlkabinettet.
Og manden har jo ret: Er der en maskine, der har fungeret som lokomotiv for nordisk litteraturs vej ud i verden i de senere år, er det da Lisbeth Salanders motorcykel! Men afdøde forfattere kan nu engang ikke få prisen - desværre, for f. eks. fik hverken Halldór Laxness eller Inger Christensen den, for nu bare at blive i nobelprisklassen. Og for det andet opfylder altså en del værker - litteratureksport eller ej - bedre end Millennium-trilogien de »høje litterære og kunstneriske krav«, som stilles.
Synliggørelse er essentielt
Nordisk Råds Litteraturpris, hvis 50. modtager udpeges i dag, blev i sin tid oprettet for at styrke et nordisk sprog-og kulturfællesskab under den politiske samarbejdsramme, Nordisk Råd dengang udgjorde. Siden 1962 er den ramme stort set tømt for politik, afløst af EU. Men litteraturprisen - på 350.000 danske kroner, nok til et års arbejdsro - er ikke blevet overflødig, tværtimod.
Synliggørelse er, hvad det hele går ud på. Enten det sproglige fællesskab stadig er intakt eller ej, er prisen med til at holde medievinduer åbne for en årlig introduktion af værdifulde forfatterskaber fra de andre lande. Litteratur der - nordisk eller ej - gør os rigere på kunstneriske oplevelser.
Vel har årets ene prismodtager ofte været oversat, allerede før hun fik prisen, men ikke det års 10-13 nominerede værker. Og selv prismodtageren er bagefter blevet læst af flere som følge af omtalen.
Og så er synliggørelsen internt i Norden højst det halve af gevinsten. Prisen har jo vist sig at være såvel til indvortes som til udvortes brug - som der stod på apotekets tuber: Litteraturprisen åbner ikke kun nordiske vinduer, men lokker også resten af verden til. »Prisen åbnede for, at min bog (' Legionærerne', red.) blev oversat til 12-13 andre sprog«, har Per Olov Enquist f. eks. svaret på spørgsmålet om, hvad prisen i 1969 betød for ham ( se video med ham og andre modtagere på hjemmesiden www.norden.org).
Kast bare et blik ned over prismodtagerlisten: Eyvind Johnson, Väinö Linna, William Heinesen, Gunnar Ekelöf, Johan Borgen, Tomas Tranströmer, Kerstin Ekman, Einar Màr Gudmundsson osv. For nu slet ikke at nævne danskerne.
Verdenslitteratur var disse forfatteres værker selvfølgelig allerede, før de fik prisen. Men verden vidste det ikke i alle tilfælde.
Glem Salander
Så glem bare Lisbeth Salander - hun klarer sig selv! Andre af de senere årtiers ' lokomotiver' for nordisk litteratureksport - Erik Fosnes Hansen, Peter Høeg, Henning Mankell, you name them - har også måttet klare sig uden priskomiteernes blåstempling. Og udvalgte man udelukkende priskandidater efter deres chancer på verdenslitteraturens scene, havde f. eks.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen med de to suveræne romanbind om en international skikkelse som den hellige ' Hildegard' nok i år været et mere oplagt dansk valg end Josefine Klougart og Harald Voetmann, deres kvaliteter ufortalt.
Men pyt - det ser jo ud til, at udfaldet for en gangs skyld er nemmere at spå om end normalt. For første gang i de 50 år har to lande - Sverige og Norge - indstillet samme værk som favorit: Beate Grimsruds ' En dåre fri'. Anmeldelsen ( se side 5) kunne godt tyde på, at det er verdenslitteratur!
fortsæt med at læse
