»Hvad der konkret skete på balletmesterens kontor, om anklagerne (for sexchikane, MT) virkelig var sande, får vi nok aldrig at vide, men fornemmelsen af, at det mere handlede om magtkampe, vragede forhåbninger og intriger for at få Lander fjernet, står tilbage efter endt læsning«. »Hvilket formentlig er tæt på sandheden. Det endte i hvert fald med en frifindelse efter en tjenestemandssag«. Underholdende og letlæst Sådan skriver Jyllands Postens Tidendes Henrik Lyding i sin positive anmeldelse af Erik Aschengreens bog om Harald Lander (1905-71), den balletchef, der i 1930-40'erne førte Den Kongelige Ballet op på internationalt niveau. Ifølge Lyding formår den rigt illustrerede bog »at formidle på underholdende, letlæst og engageret vis med flittig brug af dramatisk præsens«. Sober og objektiv Aschengreen »stikker også kloen frem med en spids bemærkning en gang imellem, når uforstanden har taget over hos datidens anmeldere, dansere og andet godtfolk«. Og uforstand var der vist nok af: Harald Lander er nemlig også den balletchef, der efter en klodset og bornert sagsbehandling, i 1951 blev suspenderet fra sin stilling, fordi man fandt hans embedsførelse ukorrekt på enkelte punkter. »Harald Lander er den væsentligste balletpersonlighed i det 20. århundrede, men hans navn er for evigt plettet af affæren fra 1951. Uhyggeligt, uomgængeligt«, skriver Rikke Rottensten i Kristeligt Dagblad, den avis, hvis journalist dengang førte an i anklagerne. Måske derfor, måske hjulpet af sit køn, er Rottensten ikke blind for det muligvis for en vis betragtning reelle i anklagerne: »han har uden tvivl været meget dominerende«. Rottensten kommer ind på, at Lander anklagedes for favorisering af visse personer og for at ødelægge både korpsets menneskelige relationer og det kunstneriske niveau. Og om favorisering var der da også tale. For eksempel af den purunge danserinde, han giftede sig med - og som siden blev verdensstjerne under navnet Toni Lander. (Underforstået, Lander favoriserede med rette, som en kunstnerisk leder skal). Rottensten kalder Aschengreens biografi 'fremragende', 'sober' og 'objektiv'. Engageret ballethistorie Ifølge Ebbe Mørk i Politiken lever en skandale altid længere end en succes, så derfor må skandalen omkring Landers person fylde en del i bogen om ham. Og Ebbe Mørk synes enig i Aschengreens tolkning af dramaet »som en konfrontation mellem borgerskabets normer og den frie, kunstnerisk livsførelse, suppleret med jalousi, intriger og nødvendige og genkendelige magtbalancer i et teater«. Om der var nogle danserinder, der vitterlig blev krænket, synes Lyding og Mørk tilsyneladende ikke er så relevant. Og det blev jo heller ikke bevist i retten. Men affæren er ikke hovedtemaet i biografien - det er Landers genrejsning af Den Kongelige Ballet med hjælp fra Bournonville og russiske balletter, som han samtidig redder fra henholdsvis støv og glemsel, hans samarbejde med solodanserne, med Svend Johansen, Kjeld Abell og Knudåge Riisager - og så er der hans fem ægteskaber. Alt det »er storartet fortalt af Erik Aschengreen, der har administreret sit kolossale stof med stringens og sans for samspillet mellem en stor kunstners værk og hans liv. Det er et stykke dansk ballethistorie, som aldrig før er skrevet så detaljeret og engageret« skriver Mørk generøst. Og han roser - ligesom Lyding - det fine boghåndværk. Løssluppent sprog »Aschengreen optrævler den beskæmmende og pinligt danskerkluntede affære med så mange tråde, at det samlede billede bliver lige så troværdigt, som det er beskæmmende«, skriver Aschengreens tidligere elev og nuværende kollega, Informations Anne Middelboe Christensen. Hun hæfter sig ved hans (delvis overdrevne) loyalitet mod Landers samtidige balletanmeldere: Politikens Schyberg og Engberg og Berlingskes Kragh-Jacobsen, og finder det 'rørende' at Aschengreen næsten ikke kan få sig selv til 'forskernidkært' at citere fra Landers deprimerede breve hjem fra Paris. Erik Aschengreen er nu tre år ældre, end Lander var ved sin død af leukæmi i 1971, bemærker Anne Middelboe. »Men hvor Mester Lander tilsyneladende blev mere og mere sammenknuget og nervespændt, er Mester Aschengreen kun blevet yngre og frejdigere - mere løssluppen i sit sprog og også mere præcis i de svære karakteristikker, hvor glansbillederne har ridser«. Stødende uvaner Jeg håber ikke, jeg bliver beskyldt for intellektuel sexchikane, når jeg påstår, at det er de kvindelige anmeldere, der har haft mest øje for Landers problematiske sider. Charlotte Christensen skriver i Aschengreens egen avis, Berlingske Tidende, at »Erik Aschengreen er solidarisk med Lander, men gør det også klart, at 'mesteren' ikke havde nogen klar forståelse af sit eget menneskelige dilemma. Glimtvis ser man, at Lander manglede fornemmelse for, hvordan hans autoritære, og af og til sarkastiske, stil virkede (...)«. »At læse om Landers uvaner virker voldsomt stødende i dag, men det angiver også den store distance, vi har fået til datidens despotiske ledelsesfacon« med nedgørende, sårende bemærkninger, skriver Charlotte Christensen, der sammenligner med skolen dengang, filminstruktører, chefkokke og dirigenter. Og hun går videre i et næsten moderligt psykologisk portræt af Lander, der, om end interessant, falder uden for denne klummes genre. Tilbage i mandeland: Fyens Stiftstidendes Mogens Damgaard skriver, at »det ville have bekræftet alle fordomme om mandlige dansere, hvis en almægtig chef med Landers libido havde holdt sig i skindet«. Og så citerer han landets vist ældste ballerina, Nini Theilade, som i bogen dels fortæller, at balletmestre dengang kunne få sex med hvilken ung danserinde han ville, men også, at Lander kunne lære en hest at danse. Heste havde han dog så vidt vides ikke sex med.